|
 |
|||||
|
Sendt første gang den: 08-02-2022 Bertha Wegmann KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Men det er der i den grad rådet bod på nu – dels ved en udstilling – den vender jeg tilbage til - dels ved udstillingskataloget i form af denne forskningsbaserede bog skrevet af en række fagfolk. Bertha Wegmann blev født i 1847 i Schweiz i en fortrinsvis tysktalende kanton, men allerede som femårig kom hun sammen med sin familie til Danmark. Der var i forvejen i København en (meget lille) gruppe indvandrere fra samme kanton – en gruppe, som omfattede Bertha Wegmanns mor, som sandsynligvis var dansktalende, fortæller museumsinspektør ved Den Hirschsprungske Samling, ph.d. Rasmus Kjærboe i sin artikel, og han peger også på den kontakt, der har været mellem indvandrerne fra Schweiz og en række jødiske familier – i hvert fald opstod der et tæt venskab mellem Bertha Wegmann og familien Melchior, som hjalp hende økonomisk, så hun i 1867 kunne komme til München – en by med fine muligheder for udvikling, som også mange andre skandinaviske kunstnere havde fået øje på. Museumsinspektør ved Prins Eugens Waldemarsudde, ph.d. Carina Rech fortæller, at det netop var i München, at Wegmann i 1871 første gang mødte den svenske maler Jeanna Bauck, som blev hendes livsvarige ven i et partnerskab af ’både følelsesmæssig og professionel karakter’, som Rech formulerer det. De kvindelige kunstnere havde ganske vist ikke adgang til at studere ved Münchens Kunstakademi, men der var mange alternative kvalificerede undervisningstilbud, og de kvindelige kunstnere kunne dele f.eks. atelier og modeller med hinanden. I 1879 foretog Wegmann og Bauck en rejse til Paris og modtog undervisning på et akademi, der var privat – og kun for kvinder og her udvidede og styrkede de to deres i forvejen omfattende netværk. De udstillede også begge to på den parisiske le Salon. Her bidrog Wegmann i 1881 med et portræt af Bauck, hvor vinranker konkurrerer med modellens hår i at være viltre, og den unge kvinde læner sig frem og ser ud som hun er lige ved at sige noget – og hendes øjne får let kontakt med også den nutidige betragter af billedet i bogen. Et ’ autentisk og moderne portræt’, skriver Rech. Portrættet fik en hæderfuld omtale af Salonens jury og blev i det hele taget godt modtaget i Paris, men i København var det en ganske anden sag, for det var så afgjort et brud med konventionerne: og kritikken lød på, at modellen (Bauck) jo sad med korslagte ben og uglet hår. Wegmann selv reagerer så skarpt på den kommentar og skriver i et brev til en veninde, at i København er der ” ingen der begriber en Smule af mit Maleri”. Et par år efter malede Wegmann så endnu et portræt af Bauck til en udstilling på Salonen i Paris – denne gang totalt i den konventionelle stil som ’en anstændig dame’ en ’ femme comme il faut’. Et elegant svar på kritikken – lidt som ’ se-bare-jeg-kan-det-hele-agtigt’, forestiller undertegnede anmelder sig det. Men kritikken – eller måske snarere manglende forståelse – fortsatte i Danmark – og her springer jeg op til vores egen tid: I 2020 erhvervede Den Hirschsprungske Samling Wegmanns portrætmaleri: En ung pige. Portræt af kunstneren Marie Triepke. Dette billede udgør forsiden af bogens bind. Maleriet affødte flest positive kommentarer og lykønskninger, men kunsthistorikeren Lennart Gottlieb var kritisk og i en kommentar på Facebook kaldte han maleriet for blandt andet ” banal salonkunst”. Det medførte en længere diskussion blandt andet i Weekendavisen, og i en artikel i nærværende bog tager overinspektør ved SMK, Peter Nørgaard Larsen, handsken op og diskuterer selve begrebet salonkunst. Det gør han med udgangspunkt i netop det nævnte portræt af en ung pige sammen med to andre af Wegmanns portrætbilleder. Han spørger, hvad det er for en kunstopfattelse, der med betegnelsen salonkunst ’ mobiliseres for at udgrænse en særlig type af kunst fra det gode selskab’. Det fører forfatteren frem til en interessant, øjenåbnende og meget grundig diskussion af penselstrøg, farvesyn og motivvalg og munder ud i, at Wegmann i sine portrætter netop ved sit virtuose penselarbejde skaber ikke mindst umiddelbarhed og nærhed….og en udtalt evne til at give plads til indlevelsen og det personlige blik. ” Hvis man synes, det fortjener et prædikat som salonkunst, så fred være med det”, lyder en del af Nørgaard Larsens konklusion. Samme ” Portræt af en ung pige” er desuden genstand for en hel artikel i bogen af kunsthistoriker og forsker ved Den Hirschsprungske Samling, Ernst Jonas Bencard. Her er titlen Pussy power og i sin analyse zoomer forfatteren ind på pigens hånd, som hviler i hendes skød. I sin grundige analyse når Bencard frem til, at ” det er påfaldende, hvor meget En ung pige foregriber nutidens fjerde-bølge-feminisme….”. Bencards artikel ligger frit tilgængelig på Den Hirschsprungske Samlings hjemmeside. Ja, Bertha Wegmann kan sandelig dele vandene: tre analyser af samme maleri: fra banal salonkunst over umiddelbarhed og indlevelse til en foregribelse af det 21. århundredes fjerde-bølge-feminisme. Alle tre analyser leveret indenfor omkring et år! I 1895 åbnede en stor udstilling i København med udelukkende værker produceret af kvinder. Bertha Wegmann dominerede med hele 30 værker (som hun endda leverede så sent som dagen før åbningen) – Anna Ancher var den næstmest repræsenterede – dog kun med 11 malerier. Forfatteren til kapitlet, projektforsker ved Den Hirschsprungske Samling, ph.d. Lene Bøgh Rønberg, gennemgår rækken af Wegmanns udstillede værker – ganske malende skriver hun, at Bertha Wegmann her ” slår ud med armene og præsenterer sin produktion” – det hele er med, og vi kan gennem værkfortegnelsen (reproduceret i artiklen) følge hendes vej gennem sit kunstneriske liv og genrer . Anmelderne af denne udstilling, de fleste af dem mænd, var lidt undrende over motivvalgene hos udstillerne – var der ikke de forventede genrescener fra kvinders liv? Eller blomstermotiver? I hvert fald skriver en af anmelderne, at ”der mangler noget på denne udstilling’. Netop portrætterne fra Wegmanns hånd var voldsomt efterspurgte, faktisk alt for meget, sådan som det lyser ud af et brev fra maleren til en nær veninde. Brevet citeres af kunsthistoriker, ph.d. Emilie Boe Bierlich: ” Portrait, Portrait, og altid Portrait, det er det, der dræber både Sjæl og Konst[…] jo, den er lykkelig, der ikke behøver male for Pengenes Skyld! ” hed det fra Wegmann. Hun var efterspurgt, anerkendt og respekteret i sin samtid som en af den danske realismes mest betydelige portrætmalere, fortsætter Bierlich. Men paradoksalt nok forsvandt Wegmann siden hen ud af den danske kunsthistorie – og så købte museerne ikke hendes billeder. Hendes kunst blev af mange kunsthistorikere opfattet som udansk eller med et ’ fremmed farvesyn’. Netop derfor er kunsthistoriker Annette Rosenvold Hvidts artikel om Bertha Wegmanns impressionisme relevant – selve titlen er et citat fra Wegmann, som selv i et interview sagde: ” Jeg har altid holdt mig til det, der var mit eget”, hun tilføjede så ” Men jeg lærte meget af den nye vurdering af Farven”. Sammen med vinklen på Wegmanns forhold til impressionismen, giver forfatteren en fin skitse af denne kunstretning. Dette dobbelte greb er karakteristisk for hele bogen – vi får så meget mere end det, der stilles i udsigt. Wegmanns liv og værker perspektiveres til relevant kunst- og samfundshistorie – specielt hvad angår forholdene for kvindelige kunstnere. Alt er dokumenteret i noter, der er usædvanligt fyldige - nogle af dem en hel lille artikel i egen ret. Malerierne er gengivet i fremragende kvalitet, så man i den grad kan nyde Wegmann som detaljens mester – bare to eksempler: Anna Seekamp (kunstnerens søster) – hun sidder med sit strikketøj og har lige viklet lidt af garnet op om fingrene – fint nok i sig selv, men se bare forstørrelsen af hånd og garnnøgle, hvor man kan se strikkegarnets struktur af fine, fine tråde – og en smule sort under den ene negl. Så er der Opstilling med markbuket og kunstnerens palet – erhvervet af Hirschsprung samtidigt med ” Portræt af en ung pige” – her ligger minsandten en halvtrøget cigar på bordkanten ved de delikate blomster! Også denne detalje er vist i forstørrelse. Forfatterne til denne smukke og gennemresearchede bog har kunnet trække på et omfattende materiale i museets Bertha Wegmann arkiv, hvor navnlig kunstnerens breve har været væsentlige. Det er en fornøjelse at fordybe sig i bogen, som jeg varmt vil anbefale til læsning i forbindelse med udstillingen med titlen ” Bertha Wegmann. At male på mange sprog” – den kan ses først på Den Hirschsprungske Samling i København i perioden 9 februar – 29 maj 2022 og derpå i Viborg på Skovgaard Museet 11 juni – 2 oktober 2022. Gertrud Oelsner og Lene Bøgh Rønberg har været fagredaktører på værket, og de har også stået for billedredaktionen. De må have arbejdet tæt sammen med de to forlagsredaktører Hanne Rask og Sidsel Kjærulff Rasmussen samt med Spine Studio, som har stået for den grafiske tilrettelæggelse, for bogen står knivskarpt og gennemtænkt. Bogen, 216 sider og rigt illustreret er udgivet af Strandberg Publishing Foto af forside fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
| RADIO UPDATE - radio der giver mening | 
Søg på RadioUpdate- skriv et enkelt ord |
|
|
|
RADIO UPDATE SÆTTER FOKUS PÅ: |
