|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 08-08-2018 Mogens Herman Hansen Hvordan forvrænger populismen demokratiet? 2. udg KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
- og her skal forfatteren så pludselig overveje, ikke bare hvad populisme overhovedet er, men også dens forhold til demokratiet (endda i bestemt form): men Mogens Herman Hansen tager udfordringen op – definerer populisme og også demokrati, hvor han går tilbage til oldtidens Grækenland. Det er der jo så mange der gør, at det næsten kunne være lidt trivielt, men i dette tilfælde er forfatteren så verdenskendt ekspert på området, så det er med at høre efter, når han i bogens efterord forklarer, hvordan populismen i allerhøjeste grad fandtes i de græske bystater. Her understreger han samtidigt, at populisme slet ikke kan findes under andre styreformer end netop demokrati –og han forklarer, hvorfor det nødvendigvis er sådan. Man kan egentlig med held begynde sin læsning fra bogens begyndelse, men allerede efter den første side springe til efterordet – og så derpå springe tilbage igen til begyndelsen og læse resten i den ’rigtige’ rækkefølge. Og hvad er så rækkefølgen? Bogen er i tre dele: Udfordringen (’Folkets’ protest mod ’eliten’), Status (en gennemgang af populisme i den vestlige verden) og Alternativ(en analyse af populistiske gruppers særpræg og kernesager). Del 1. Blandt historiens mange –ismer, er der mange, som er blevet navngivet af deres modstandere. Det gælder bestemt populismen og populisterne, som selv netop opfatter sig som sande demokrater i opposition til en mere eller mindre sammenspist elite. I denne forbindelse pointerer Hansen, at populismen netop ikke er en ideologi, hvorimod f.eks. fascismen i høj grad er en ideologi og karakteristisk nok navngivet af sine egne teoretikere og tilhængere. Interessant nok viser han så også, at visse populistiske grupperinger (f.eks. i Finland og i Tyskland) så småt er begyndt at tage navnet til sig og bruge det positivt, og Hansen minder læseren om, at ordet ’demokrati’ slet ikke altid har været et plusord. Populisterne ser sig selv som ’folket’ overfor ’eliten’ med USA under Trump som et meget tydeligt, aktuelt eksempel – interessant nok tilhører lederne af de populistiske partier i de fleste tilfælde eliten (med DK som en af få undtagelser) - I Europa ser vi f.eks. Victor Orbán (Ungarn) som uddannet jurist og Silvio Berlusconi (Italien) som milliardær. Denne del af bogen afsluttes med et yderst tankevækkende kig på, hvordan de populistiske partier udvikler sig i de lande, hvor de får magten. Det er i dette afsnit at Hansen lige så stille og roligt kaster denne sætning ind i teksten: ”Den hastigt voksende populisme har sået tvivl om, hvorvidt demokrati overhovedet er en ønskværdig forfatningsform”. Del 2 er en kortfattet gennemgang af populistiske partier i Europa – og så til sidst et i sammenhængen udførligt kapitel med overskriften ’Trump’. Herfra vil jeg kun fremdrage en enkelt interessant pointe:Trump er et sjældent eksempel på en populistisk leder, der ikke har haft sit politiske parti i ryggen – og alle meningsmålinger efter valget viser samtidigt, at de vælgere, der stemte på ham, stadig støtter ham. Forfatterens egen holdning til den amerikanske præsident kommer meget tydelig til udtryk i dette afsnit. Del 3 er måske den allermest interessante del af bogen – for hvad er det så helt præcist, der kendetegner de populistiske partiers utilfredshed? Hansen har været lidt inde på det i Del 1: folket mod eliten, der udnytter folket: det kan man tydeligt se, for uligheden vokser – og hvem har glæde af det? Og ganske rigtigt. Forfatteren peger på denne ulighed, som faktisk er en kendsgerning, og her fremdrager han et paradox, som ganske vist er velkendt og gennemdiskuteret, men som er så besynderligt – og væsentligt – at det skal med: når man har et demokrati, hvorfor vælger så de fattige (som jo er de fleste) ikke partier, som lader beskatningen af de rige stige til fordel for de fattige? For det sker jo ikke! Hansen gennemgår den historiske udvikling af dette paradox og diskuterer kort og knivskarpt de iboende problemer med frihed overfor lighed. De populistiske partier er altid nationalister – og de er generelt modstandere af ’fremmede’ - af indvandring. Og da EU nok må siges at svække nationalstaterne, så vil EU-modstand også for de europæiske populister være central – her er Storbritannien et voldsomt eksempel. Denne del af bogen afsluttes med et kapitel, hvor Hansen vender tilbage til bogens titel og peger på de præcise punkter, hvor populismen tydeligt kan ses som forvrængende demokratiet, her forstået som det liberale repræsentative demokrati: der er fire punkter: a) Folkeafstemninger – populisterne: så mange som muligt overfor demokratiernes så få som muligt. b) Flere underpunkter, der alle bygger på, hvad der er sket i de lande, hvor populistiske partier er kommet til magten. Her skal nævnes et enkelt eksempel: reduktion i parlamenters størrelser i forhold til situationen før, c) ønsket om voldsom begrænsning af indvandring overfor de liberale demokratiers traditionelle åbenhed og d) de populistiske partier ønsker gennem politiske indgreb at mindske kløften mellem rig og fattig – et opgør med de liberale demokratiers fokus på den lige mulighed som udtryk for frihed i samfundet. Dette kapitel er en virkelig væsentlig tilføjelse i denne nyudgivelse af bogen (30 maj 2018, 1. udgave kom i 2017). Utroligt meget stof om et kæmpeemne er pakket ned på bogens cirka 100 små sider – det er en bedrift! Foto af forsiden fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. | Lyd: Copyright Radio Update |
