|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 22-08-2018 Siddhartha Mukherjee: Genet KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Det hele handler om at forstå, hvordan et menneskes egenskaber dannes og går i arv. Inden dobbeltspiralens molekylære struktur var blevet endeligt fastlagt i 1953, lå der gigantiske arbejder af forskere indledt omkring 100 år tidligere af Johann Mendel. Efter forståelsen af DNA’s opbygning begyndte så arbejdet med forstå de enkelte gener og deres funktioner - og arbejdet med at kortlægge hele menneskets genom, dets arvemasse, der blev afsluttet lige i begyndelsen af dette århundrede. Forfatteren til bogen, Siddhartha Mukherjee, har udført en mesterlig bedrift. Bogen er kolossal og fagligt meget grundig. Men noget, der er helt specielt for en fagbog af denne type er, at vi får de sidste 150 års historie dryppet ind på siderne, fordi han hele tiden gør opmærksom på, hvordan opdagelserne indenfor genets verden er direkte forbundet til, hvad der foregår i den øvrige verden og til de etiske spørgsmål, der kan stilles. De menneskelige casestories er mange – Mukherjee begynder med sin egen familie: hans farmor (som bogen er tilegnet) var mor til fem børn – alle drenge, hvoraf de to led af alvorlige mentale sygdomme, og det samme gjaldt en sønnesøn. Ikke så underligt satte det tanker i gang hos ham om arvelighed. Bogen er kronologisk opbygget, så vi kan følge vejen fra erkendelsen af, at mennesker har egenskaber, der kan nedarves, til den trinvise opdagelse af, at et gen er et stykke DNA-streng, som ligger i et kromosom. Her har jeg så fra bogen valgt fem neddyk i historien: a) Det hele begynder med munken Johann Mendel, som i klosterets køkkenhave arbejdede systematisk med ærteplanter. Han undersøgte kun syv egenskaber ved planterne – en af disse var, om planten var høj eller lav. Mendel startede med rene linjer af ærteplanter: én gruppe havde i flere ærtegenerationer kun været høj og en anden gruppe tilsvarende kun lav. Hans spørgsmål nu var enkelt, men afgørende: hvis man krydser en rent høj plante med en rent lav, hvad sker der så? Første generation af hybridplanter blev alle sammen høje. Uden undtagelse. Ingen lave og ingen sådan midt i mellem. Mendel fortsatte eksperimentet: han krydsede nu sine hybrider med hinanden og fik generation nummer to: igen blev de alle sammen høje. Men da han så gik i gang med tredje generation, skete der noget: de fleste blev høje, men nogle af ærteplanterne blev lave! For første gang nogensinde kunne det slås fast, at der eksistererdominerende og vigende træk. Mendel var grundig: hans arbejde summerede sig op til 18.000 planter og 400.000 frø. Han ville også gerne have gennemført tilsvarende forsøg med mus, men det modsatte abbeden sig. Efter Mendel fulgte i resten af det 19 århundrede og starten af det 20. andre biologer og biokemikere, men selvom de talte om arvelighed og genet som bærer af egenskaber, var der ingen der anede, hvordan man skulle finde genet i cellerne – endsige, hvordan genets struktur var. I 1890’erne arbejdede en tysk embryolog med søpindsvin, og inde i disse dyrs cellekerner fandt han nogle trådlignende strukturer. Han opstillede nu den hypotese, at generne var oplagret i disse strukturer, som en kollega navngav kromosomer. b) Andre genetikere fandt nu ud af, at nogle gener altid er tæt knyttet til hinanden. Når det gjaldt de utrætteligt sig formerende bananfluer, viste forsøg f.eks., at genet for sort farve uløseligt er knyttet sammen med genet for særligt små vinger: Gener kommer i hele pakker! Disse pakker måtte ligge i kromosomerne – men hvordan? c) Indtil nu havde man kun set gener som noget, der bragte egenskaber fra den ene generation til den følgende – og generne sad utilnærmeligt fastlåst på kromosomerne inde i cellerne. Men det blev pludselig anderledes, og det skyldtes den spanske syge, der på verdensplan dræbte mere end 20 millioner mennesker. Den spanske syge var en influenza, og altså forårsaget af virus. Men det der var særligt alvorligt var, at dens ofre hyppigt udviklede en dødelig lungebetændelse, som skyldtes bakterien streptococcus pneumoniae, en såkaldt pneumokok. Sygdommen hærgede i Europa i 1918, og i begyndelsen af 1920’erne blev en embedslæge under det britiske sundhedsministerium sat til at se nærmere på denne pneumokok. Lægen hed Frederick Griffith, og han fandt frem til, at bakterien forekom i to stammer – en relativt ufarlig og en farlig stamme. Gennem metodisk arbejde lykkedes det for ham i et reagensglas at overføre genetisk information fra den ene bakteriestamme til den anden. En sådan udveksling af gener kaldes transformation, forklarer forfatteren. Den arvelig besked var blevet overført i form af et molekyle (enstump DNA, skulle det vise sig), fra en celle i en død bakterie til en celle i en levende. Nogenlunde samtidigt arbejdede en amerikaner ved navn Hermann Muller med mutanter af bananfluer. Han opdagede, at ved at udsætte fluerne for en ganske lav dosis røntgenstråling opstod der mutanter – der var altså ændret på et eller flere gener. Griffiths og Mullers opdagelser tilsammen pegede på, at et gen var et kemisk stof: et gen kunne flyttes fra den ene organisme til den anden (og ikke ’bare’ nedarves fra en generation til den næste) og et gen kunne ændres ved påvirkning af stråling. d) Nu kommer så et afsnit i bogen, hvor Siddhartha Mukherjee forklarer om opdagelsen af den såkaldte dobbelte helix – to lange spiraler snoet ind i hinanden, og dermed den endelige klarlægning af DNAs rumlige opbygningog den begyndende erkendelse af, at etgen er et stykke af en meget lang DNA-streng, som ligger inde i et kromosom.Fire forskere stod for arbejdet en kvinde (Franklin) og tre mænd (Wilkins, Crick og Watson) og i 1962 fik de Nobelprisen for opdagelsen. Men da prisen kun kan gives til levende, var det kun de tre sidstnævnte, der kom til Stockholm. Franklin havde på det tidspunkt været død i fire år. Samarbejdsklimaet mellem navnlig Crick og Watson på den ene side og Franklin på den anden har været i særklasse ubehageligt, og Mukherjee skildrer hele arbejdet med forståelsen af DNAs struktur og funktion på en måde, der giver indsigt i og forståelse for, hvordan der arbejdes i tætte videnskabelige miljøer. Det er kun et eksempel ud af mange på, hvordan eksperimentel forskning udføres, der kan læses i denne bog og er et af dens styrker. e) I bogens sidste kapitler hører vi om de muligheder det indgående kendskab til menneskers gener kan byde på: der er muligheder for at kunne helbrede ellers uhelbredelige sygdomme ved hjælp af genterapi, hvor man kan indføre et manipuleret gen i et menneskes celle til erstatning for et ødelagt gen – flere gange blev proceduren gennemført med held, men vi hører også om katastrofale fejl med døden til følge for patienten. Og der er sandelig også skræmmende vistaer: forfatteren viser f.eks., hvordan man i fire trin, som alle er indenfor den nu kendte teknologi, kan skabe et genmodificeret menneske – helt fra grunden af. Men selve det at få ’skræddersyet’ et helt menneske, med manipulerede egenskaber er (indtil videre) bremset af forbud. Og Siddhartha Mukherjee er da også mildest talt betænkelig – vi ved simpelthen ikke nok, siger han og spørger:Kan vi gøre vores genomer ’lidt bedre’ uden at risikere at gøre os selv væsentligt værre? Siddhartha Mukherjee er genetiker og læge med speciale i kræft, som han tidligere har skrevet en bog om. Disse fem nedslag, som jeg ovenfor har hentet fra bogens ca 700 sider (alt inkl) gør den naturligvis slet ikke ret. Den er så righoldig på information, at man hele tiden opdager noget nyt, når man vender tilbage til et afsnit. Jeg kan i den grad varmt anbefale at læse bogen. Det er ikke en bog, man sluger i et hug, men værd at fordybe sig i på grund af alle de historier og al den historie, der er knyttet til fortællingen om genet. Gyldendal har udgivet bogen, som er oversat fra engelsk af Annemette Goldberg – det må have været et gigantisk arbejde! Ditte Maria Søgaard har stået for den danske redaktion, og Thomas Joakim Winther har designet det elegante, diskrete omslag. Korrekturlæsere nævnes ikke i kolofonen, men vedkommende har her gjort et flot stykke arbejde – jeg faldt ikke over en eneste fejl! Der er alt, hvad man kan ønske af ordliste, tidslinje, noter, bibliografi og billedcredits. Og så er der et stikordsregister. Først ærgrede det mig, at det ikke var sat ind i bogen, men der er en QR-kode på allersidste side, som lynhurtigt leverer et virkeligt brugbart register i .pdf., og det er faktisk smart – jeg åbnede registret på min ipad og kunne hele tiden bruge det, mens bogen var slået op ved siden af. En god løsning! Foto af forsiden fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
|
