”…og husk på, at jeg er mere kunstner end håndværker…”
Foto af forsiden fra forlaget
..sådan skrev Bjørn Wiinblad i et brev i 1956 til Stanley Marcus, direktør for Stormagasinet Neiman Marcus i Dallas, USA. Marcus havde bestilt en række værker fra Wiinblad, som var lidt for langsom til at levere, fortæller Heidi Laura i sin fantastiske bog om Wiinblad. Igennem mere end 300 sider bugnende af billeder fortæller hun om mennesket Bjørn Wiinblad og kommer gang på gang tilbage netop til krydsfeltet mellem kunst, håndværk og masseproduktion. ”Fra unika til småkagedåser”, sådan opsummerer forfatteren, hvor vidt Wiinblads felt strakte sig.
Han var født i 1918 og begyndte i 1942 at arbejde med keramik – typisk ved at dekorere færdige keramik fade eller skåle. Det var det, der interesserede ham snarere end selv at stå for drejeskiven. I januar 1945 debuterede han ved at udstille en række af sine arbejder - både keramiske værker og tegninger bl.a. illustrationer til Aladdin –og det skulle ikke blive sidste gang, han fascinerede med sine bud på 1001 nats eventyrlige verden. Allerede i august samme år, hvor Wiinblad var færdig på kunstakademiet, udstillede han så på Den Frie sammen med en række andre unge kunstnere, og det blev ham, der løb med den største opmærksomhed og bedste anmeldelser. Derpå gik det slag i slag både med keramikken, tegninger og plakater. Heidi Laura gør opmærksom på, hvor velkomne Wiinblads milde, muntre skikkelser var i et samfund, der var på vej ud af krigens mørke år, men altså også de år, som for Bjørn Wiinblad havde været de formative. I slutningen af 1940’erne åbnede en ny fabrik i Lyngby. Det var Nymølle, som startede en produktion af fajance og engagerede Bjørn Wiinblad: hvor har vi dog set mange fade, skåle, platter og askebægre dekoreret af Wiinblad med eksotiske motiver, som taget ud af et orientalsk eventyr! Det var han nu ikke ene om – en sand bølge af orientalisme var allerede i slutningen af det 19. århundrede skyllet ind over Europa, og Heidi Laura forklarer i få lysende klare sætninger, hvad der ligger i begrebet ’orientalisme’ som en del af vestligt liv. Herhjemme er denne stilart blevet helt gennemført i Tivoli i efterkrigstiden, hvor den dog kun i mindre omfang blev udført af Wiinblad. Det ser bare sådan ud, fordi orientalisme over en bred kam var så populær i den periode, kan man læse i bogen, og lidt overraskende påpeger forfatteren, at det snarere er Tivoli, der har påvirket Bjørn Wiinblad end omvendt.
At dekorere Nymølles fajance var lige til Bjørn Wiinblads stil: han kunne sidde med sin fine, fine pen og tegne sine finurlige detaljer, som så blev ført over på fajancen via en kobberplade – han fortalte hele tiden nye historier gennem disse tegninger, lyder det fra ham selv. Det er fra sidst i 1940’erne, at Bjørn Wiinblad udvikler sine milde, glade, rundhovede figurer i mere eller mindre orientalske omgivelser – de bliver en stor succes også for hans økonomi, og han begynder at bygge et hus i Hjortekær, som står færdigt i 1952. Huset kombinerer på en gang hans hjem og hans værksted, hvor ret mange ansatte arbejdede – de er som én stor lykkelig familie, fortæller Heidi Laura, at han ønskede sig det, men ikke noget med fagforeninger! Og alt tyder da også på, at hele arrangementet virkelig fungerede godt til alles tilfredshed. Ja, der er sammenhæng mellem et fint levet liv for kunstneren og hans ansatte og de lykkelige tableauer, der udspiller sig i hans kunst – en bid af paradis, for at vise tilbage til bogens titel.
Det er overraskende at læse om, hvor kæmpestor en succes Bjørn Wiinblad hurtigt blev i efterkrigstidens Europa og USA – ja, selv i Japan. Han skabte sig i løbet af de tre årtier efter 1950 ikke færre end otte forskellige hjem rundt omkring i Europa – samtidig med, at hans kæmpeproduktion var med til at skabe atmosfære i utallige hjem fra midten af 1950’erne og frem. Heidi Laura forklarer om den centrale ændring, der med forøget velstand skete i familiernes forbrugsmønstre, hvor der kom mere og mere fokus på hjemmet og dets indretning. I USA fik han op gennem 1970’erne kæmpeopgaver med udsmykninger i stormagasiner og hoteller – specielt populær var han tilsyneladende i Texas. Og for at komme hele vejen rundt – så var han i samme periode også meget sælgende i Japan, hvor Heidi Laura kan kommentere, at hans stil fint harmonerer med den japanske sans for ’nuttethed’, som har rødder cirka 1000 år tilbage i landets kunst.
I et af bogens sidste fremragende kapitler tager Heidi Laura et overordnet blik på hele Bjørn Wiinblads kunstneriske liv og opsummerer: ’han var populær og agtet i 50’erne og 60’erne og allestedsnærværende i 70’erne og 80’erne’ – og det sidste rummer i sig faren for til sidst at blive for meget, siger hun advarende og viser i følgende kapitler, at markedet var ved at blive overmættet af hans ting – grunden er lagt til et billede af lidt for nydelig småborgerlighed. Men det har han nok ikke selv set komme. Bjørn Wiinblad så (også?) sig selv som håndværker, fordi han meget arbejdede på bestilling: ’en god idé kan ikke bruges for tit’, sådan formulerer forfatteren det på hans vegne og spørger om Wiinblad gik ’af mode’ her i Danmark. Det må hun nok indrømme er sket, og hun taler med en række mennesker, der nærmest udtrykker aversion mod kunstneren, en kvinde siger, at synet af Wiinblad minder hende om hendes mor (som om det nu skulle diskvalificere nogen), en anden får næsten ondt i maven af stilen, og en tredje får mareridt. Det ser sort ud. Men nu er der ved at ske noget – siden 2010 har der været både store udstillinger med Bjørn Wiinblads værker og der er også ved at ske en relancering af hans motiver og ornamenter, skriver Heidi Laura til sidst i bogen.
Læg mærke til, at bogens titel er ”Bjørn Wiinblad og hans tid” – det sidste har forfatteren taget meget alvorligt. Bogen er i sin helhed en fornem gennemgang af et århundredes udvikling af stilarter, der er vigtige for at forstå Wiinblad. Og ikke bare det: hun sætter hele tiden denne udvikling op i forhold til, hvad der sker politisk i verden. Og hvor hun dog skriver fremragende! En stille og rolig stil, men man bliver nærmest tryllebundet til at følge Bjørn Wiinblads liv og kunstneriske udvikling igennem de mange årtier. Samtidig er hun hårdtslående: ”Meget tyder på, at man i Danmark helt har mistet begrebet om en dekorativ kunst siden 1960’erne. ”I løbet af den følgende side forklarer hun helt præcist, hvad hun mener og hvad der er foregået på vores hjemlige kunstscene og det er bare et enkelt eksempel. Så der er kun ét at sige: læs bogen og lige så vigtigt nyd den, for den er så smuk.
Omslag og grafisk tilrettelæggelse er ved Lene Nørgaard, Le Bureau. Omslaget er et kapitel for sig: det er et udsnit af Bjørn Wiinblads plakat til Hasselbalchs udgave af 1001 nat fra 1969 i udsnit. Det specielle og meget rosværdige er, at forlaget har valgt ikke at printe forfatternavn og titel ind over forside og ryg, men har lagt en smal gylden kartonskive med disse oplysninger løst indover bogen – kun et lille beskedent ’g’ nederst på bogens ryg røber, at Gads Forlag har stået for udgivelsen.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
