Beskidte milliarder - Simon Bendsen, Eva Jung og Michael Lund - Radio Update
Foto af forsiden fra forlaget
">
Beskidte milliarder - Simon Bendsen, Eva Jung og Michael Lund
KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
”Jeg fik overordnede orienteringer om hovedtrækkene, men modtog ikke fyldestgørende detaljer.” Foto af forsiden fra forlaget
Sådan lød ordene fra Danske Banks administrerende direktør Thomas Borgen, da Finanstilsynet 3. maj 2018 havde offentliggjort sin endelige afgørelse om ”Danske Banks ledelse og styring i hvidvasksagen i den estiske filial”. Ordene faldt i et interview med Berlingske Tidende samme dag og citeres i bogen skrevet af de tre journalister, der efter flere års gravearbejde og avisartikler har samlet deres materiale om, hvordan det gik til, da Danske Bank blev centrum i verdens største hvidvasksag, som det hedder i bogens undertitel.
De tre forfattere gør grundigt rede for, hvordan de har arbejdet med deres data og kilder hele vejen igennem. De forklarer, at de ikke bringer en historie (lige meget hvor spændende den lyder), hvis den ikke kan dokumenteres. Det betyder, at oplysninger fra mundtlige kilder enten skulle bekræftes af mindst to andre uafhængige kilder eller støttes af skriftlig dokumentation. Desuden skulle dokumenter verificeres af andre kilder, så journalisterne ikke risikerede f.eks. at støtte sig på en fabrikeret rapport eller email.
Men hvordan kunne det gå til, at en stor og indtil da respekteret bank fejlede så eklatant? Det siger noget om bogens grundighed, at den tager fat i selve begrebet hvidvask, som egentlig har været kendt længe, men på grund af den moderne teknologi nu kan gennemføres i enormt omfang. Der kan naturligvis være mange forskellige grunde til at flytte penge uden opmærksomhed fra myndighederne – det kan f.eks. handle om at undgå at betale skat i hjemlandet, bekymring for devaluering af en lokal valuta eller kapitalflugt. Eller det handler om, hvordan penge tjent ved kriminalitet som f.eks. narkotikahandel, korruption eller ulovlig våbenhandel kan sluses ind i en legal pengestrøm, som f.eks. kan foregå ved, at en række møntvaskerier har en række (små) legale indtægter, men samtidig får en (stor) strøm af indtægter ved kriminalitet lagt i kassen – netop sådan gjorde Al Capone tilbage i begyndelsen af 1930erne. Hvordan dette så nu til dags kan udføres i gigantisk omfang, ja, det får man nærmest en opskrift på i bogen – så kan man lære det…men også gyse over, hvor meget der er at tabe, hvis det bliver afsløret.
De tre forfattere indleder deres beretning med drabet på næstformanden for bestyrelsen for den russiske centralbank i september 2006. Men inden da havde han i juni måned overfor det estiske banktilsyn rettet søgelyset mod finske Sampo Banks filial i Tallinn. Han hævdede, at banken blev brugt til hvidvask af store russiske pengebeløb. Tilsyneladende gjorde esterne ikke noget ved sagen på det tidspunkt – det skulle dog blive meget anderledes senere! I efteråret 2006 arbejdede Danske Bank på købet af Sampo Bank, som virkelig blev grundigt undersøgt, så der ikke skulle kunne dukke ubehagelige overraskelser op senere. Men omhuen strakte sig ikke til de tre filialer af den finske bank i de baltiske lande. Hvorfor gled de under radaren? Det er ikke let at være helt sikker, men i hvert fald var der ingen nøglemedarbejdere hos Danske Bank eller deres eksterne konsulenter, der kunne russisk eller estisk.
Forfatterne skriver, at deres arbejde med hvidvasksagen var begyndte i januar 2017 på et tip fra en kollega, der var direktør i en international journalistorganisation, der arbejder med at afsløre grænseoverskridende organiseret kriminalitet og korruption, Organized Crime and Corruption Reporting Project, OCCRP. Denne kollega spurgte, om de var interesserede i at kigge med i et læk af banktransaktioner, som organisationen var kommet i besiddelse af – der var nemlig også transaktioner af dansk interesse i materialet. Berlingske havde ikke før deltaget i de store internationale journalistsamarbejder, men havde længe ønsket det, så svaret var straks ja tak. Nede i et hav af kolonner i excelark lå der data, som viste enorme pengeoverførsler gennem Danske Banks estiske filial i årene 2011-14. Pengenes komplicerede rejse fra Rusland gik gennem Moldova, kunne journalisterne erfare, da de i Moldova opsøgte landets chefanklager for myndigheden for antikorruption, som forklarede, at det drejede sig om i alt 20 mia dollars, hvoraf én mia var strømmet igennem Danske Banks filial i Estland. Chefanklageren fortalte, at det var blevet muligt i kraft af bestikkelse af en række dommere i Moldova. Disse dommere blev fyret og stillet for retten. Det, der for Danske Bank i denne forbindelse var det værste, er, at de ikke på nogen måde havde kontrolleret endsige politianmeldt transaktionerne, som loven kræver. Det mundede ud i en forside på Berlingske Tidende 21 marts 2017, som lød ”Hvidvaskede milliarder fossede gennem danske banker”. Sagen fik kælenavnet ”Den russiske vaskemaskine”. Som grundige journalister gør, ringede de til Danske Banks Thomas Borgen, som omhyggeligt forklarede, at banken faktisk selv havde opdaget, at hvidvaskkontrollen i den estiske filial havde svigtet, men nu var sagerne bragt i orden. Skulle Berlingskes graverjournalister så fortsætte, diskuterede de efterfølgende? Ja, det skulle de, aftalte de sidst i april med deres redaktører.
Den næste milepæl var i september 2017, hvor avisen kunne bringe en artikel, der gav international genlyd. Denne gang handlede det i overskriften om Aserbajdsjan, hvor mange milliarder kroner var sendt ud af landet gennem Danske Banks estiske filial. Men det var ikke kun en enkelt artikel, men flere hvoraf en handlede om de data, der lå til baggrund for historien, og en anden var et portræt af regimet i Aserbajdsjan. Fra Danske Bank kom denne gang et skriftligt svar, om ”at vi i den her periode ikke har været gode nok til at forhindre, at vi kunne blive misbrugt til hvidvask…”. Der er i øvrigt en interessant detalje i skandalen denne gang: et beløb på 750.000 kr blev overført til en ny kunde i en italiensk bankfilial i en lille by nord for Milano. Denne nye kunde så ellers ikke ud til at have særlige aktiviteter, og pengene kom fra et ukendt britisk selskab – den bankansatte, der håndterede sagen, undrede sig og kontaktede politiet, selvom han formodede, det nok var i orden, siden pengene kom fra den velrenomerede Danske Bank. Guardia di Finanza gik ind i sagen og fandt frem til, at der var tale om flere pengeoverførsler fra Aserbajdsjan til en italiensk politiker, som endte med at blive tiltalt for korruption ved en domstol i Milano. Denne gang var det danske journalister, der leverede til OCCRP, og de giver i bogen klart udtryk for glæde over dette internationale samarbejde.
Langt de fleste af de meget store pengeoverførsler blev gennemført for kunder, der ikke boede i Estland – de såkaldte non-residents, og at det ikke var småpenge, det drejede sig om her, er krystalklart: i hele perioden 2007 – 2015 blev der i den estiske filial gennemført transaktioner af non-residents for 1500 mia kr, hvoraf Danske Banks egne advokater i 2018 vurderede, at ”en stor del” kunne klassificeres som ”mistænkelige transaktioner”, som man kan læse i bogen.
Det er en vigtig pointe for forfatterne, at der gennem årene kom den ene advarsel efter den anden til Danske Bank om, at loven om hvidvask så ud til at blive overtrådt i den estiske filial. Det estiske finanstilsyn har været meget aktivt ude med adskillige advarsler gennem årene og faktisk lukkede Danske Bank i 2007 næsten 600 ’tvivlsomme’ konti som en konsekvens af en sådan advarsel. Også den russiske centralbank sendte i sommeren 2007 et bekymret brev til det danske finanstilsyn. Men senere, i 2012, bad de estiske myndigheder 150 gange Danske Bank levere oplysninger om specifikke kunder, hvor banken så bare hver gang kom med et svar, der nok bedst kan sammenfattes til, at der var totalt styr på sagerne. Og i december 2014 leverede esterne 300 siders sønderlemmende kritik af forholdene i filialen. Denne gang gav det et voldsomt chok i Danske Banks hovedkvarter. Herhjemme kom Finanstilsynet med sin endelige rapport om sagen 3 maj 2018. Her var konklusionen på en lang række områder totalt nedgørende for Danske Bank, og 6 august samme år åbnede SØIK, bagmandspolitiet, en efterforskning med henblik på at undersøge mulighederne for straffesag mod Danske Bank. Derpå fulgte tirsdag morgen kl. 0600, 12 marts 2019: præcist samtidigt ankom politiet til syv nøglepersoner i Danske Bank, hvoraf Thomas Borgen og tre andre på chefniveau er navngivne, medens tre andre på lavere niveau er beskyttet af navneforbud.
De tre forfattere fokuserer meget på netop Thomas Borgen, og de gør grundigt rede for, hvordan de kan påvise, at hans argument om ikke at være fyldestgørende informeret simpelthen ikke holder vand. Det kan man læse i et af bogens sidste kapitler, der bærer overskriften ”Dead man walking”. På det tidspunkt var Borgen svækket på sin egen arbejdsplads. Hvor meget respekt han havde mistet, illustrerer forfatterne ved at referere en detalje fra september 2018: under møder kunne man nu se Borgens underordnede sidde og tjekke mails på mobilen – det ville tidligere have været aldeles utænkeligt. Ganske kort tid efter fratrådte Thomas Borgen. Og filialen i Estland? Den lukkede i oktober 2019 på krav fra det estiske banktilsyn.
Simon Bendsen, Eva Jung og Michael Lund vandt Cavlingprisen 2018 for deres dækning af hvidvasksagen i Berlingske Tidende. Cavlingprisen er en journalistisk pris, der hvert år uddeles til ”en journalist eller en gruppe af journalister i samarbejde, der i særlig grad har udvist initiativ og talent” og ikke nok med det, de vandt også den såkaldte ”Graverpris”, der hvert år tildeles af Foreningen for Undersøgende Journalistik. De tre forfattere understreger i bogens forord, at det netop er en journalistisk bog – det er deres sprog og deres fortælling, men alt bygger på fakta, skriver de i forordet – og de har valgt hele vejen igennem at skrive ”vi”, selvom de ikke altid alle tre var tilstede under f.eks. de refererede samtaler. Den ros, der lå i pristildelingen for artiklerne i Berlingske Tidende må også i høj grad glide ind over bogen, som naturligvis har den styrke, at de her kunne levere et samlet overblik over sagen.
Noterne til hvert enkelt kapitel er et væsentligt plus i bogen – de er præcise, nyttige og lette at bruge, og et persongalleri som appendiks er også et nyttigt redskab.
Hvad lægger den så til i forhold til alle avisartiklerne? Bogen er jo baseret på alt det materiale, journalisterne samlede igennem arbejdet med artiklerne, som de også hyppigt henviser til i de mange noter. Men bogen er tydeligt et selvstændigt værk, som nærmest er nødvendig læsning for at forstå, hvad der dog over en lang årrække foregik i Danske Bank – både i den estiske filial, men så sandelig også i hovedsædet i København. Bogen får brikkerne til at falde på plads. Efter endt læsning af de over 300 spændende og velskrevne sider, står man tilbage nærmest målløs over hvidvasken i sig selv og dens omfang, men navnlig over, at bankens ledelse kunne sidde så mange og så klare advarsler overhørig. Der er grund til at være taknemmelig over forfatternes indsats og den opbakning, de fik fra deres avis, Berlingske Tidende, under arbejdet.
Søg på RadioUpdate
