Fra kolonnaden på Amalienborg til et skur på Værnedamsvej –
og så 38 andre træhuse i København. Det er Peter Olesens bud på en dejlig gå- eller cykeltur rundt i den by, som han kender bedre end de fleste, og som han har skrevet om mange gange før. Bøgerne har de fleste gange været tænkt som guidebøger til at opleve byen fra nye vinkler. F.eks. dens broer, dens stille steder – eller de overraskende og nu altså huse af træ.
Det er kun ægte træhuse, han har taget med og ikke nogle af dem, der for nyligt er dukket op, og som er betonhuse beklædt med træ. Det er nemlig snyd, skriver forfatteren i forordet, og så tager han veloplagt fat og begynder faktisk med noget, der godt lidt kunne smage af snyd, for kolonnaden på Amalienborg ligner til forveksling en stenart – nærmest sandsten, men i hvert fald ikke det, som de er, nemlig søjler af træ. Kolonnaden blev bygget i 1794 og skulle egentlig bare fungere som en smutvej mellem to af de fire palæer, der kom til at udgøre en midlertidig bolig for kongefamilien, medens det nedbrændte Christiansborg blev genopbygget. Og da smutvejen jo kun skulle være i brug, indtil et nyt Christiansborg stod færdigt, så valgte man træ, som jo let kunne fjernes igen. Men her mere end 200 år efter står træsøjlerne stadig på deres plads.
Valby har i høj grad forfatterens hjerte, og der er også dejlige træhuse i denne bydel – og en hel del af dem er ikke særligt kendte af dem, der ikke færdes der til daglig. Men Nordisk Films bygninger hører nok til de mere navnkundige i kraft af at være verdens ældste filmstudier, som stadig fungerer. De ældste bygninger er de to stumfilmsscener fra henholdsvis 1908 og 1910.
Otto Busses vej som ligger og gemmer på det ellers ret øde jernbaneterræn mellem den larmende Vasbygade og Ingerslevsgade har Peter Olesen før kunnet udpege som et stille sted, som det er værd at lære at kende. Og minsandten om ikke denne blinde smutvej også kan byde på et træhus fra ca 1900 – ganske vist vandaliseret af graffitti, men bygget af solidt tømmer – oprindeligt beregnet til jernbanernes svejsemester. Men hvad mon fremtiden er for både dette hus og området generelt? Forfatteren har dystre anelser i betragtning af den københavnske overborgmesters planer om 4000 nye boliger ’klasket tæt op ad hinanden’. Lige til at få hovedpine af, tilføjer han tørt.
Peter Olesen lægger i det hele taget ikke skjul på sin utilfredshed med nedrivninger af gamle bygninger efter affredning, og en del omfattende renoveringer får også rynkede bryn med på vejen som f.eks. de såkaldte Nyrop-barakker på Frederiksberg Hospitals grund. Her er ombygningen ’bestemt ikke nænsomt gjort’, skriver han.
Hvis man nu skulle gå hen og tro, at Olesen kun brød sig om de gamle byggerier, så tager man i den grad fejl: Green Island har siden 2018 ligget ved Kalvebod Brygge tæt på Ingeniørernes hus og Copenhagen Mariott Hotel. Øen er indrettet som café og er kunstig, men opbygget af solide og sunde materialer som sibirisk lærk, og den passer fint ind i omgivelserne med bl.a. Bølgen - kombineret bro og promenade - lige i nærheden. Så nu er der kommet mere liv på Kalvebod Brygge, som ellers var noget kedelig, mener forfatteren.
Bogen præsenteres som en guidebog med sine præcise adresseangivelser, som sammenholdt med oversigtskortene både foran og bag i bogen gør det let at bruge den til at gøre sin gåtur spændende. På den måde fungerer den også fint. Men det er bestemt ikke det hele. Langtfra! Der er nemlig så meget om arkitektur og historie at hente ud af fortællingerne om bygninger i en by, som nærværende anmelder mente at kende rigtigt godt. Jeg kendte, viste det sig, kun lige over halvdelen af bogens huse af træ. Det er det, jeg altid ønsker mig af en bog – at få noget at vide, som jeg ikke vidste i forvejen – og/eller som her få inspiration til nye oplevelser. Der er ikke ét overflødigt ord i teksterne skrevet i lidt tør og samtidig energisk stil pakket med viden og krydret med personlige kommentarer og synspunkter. Fint!
Så er det på tide at nævne billederne – er de virkelig SÅ flotte? Spurgte kollegaen, da jeg fortalte om bogen. Så måtte han jo have fingrene i den – og blev først ret stille og ville så kun nødigt lade mig få den tilbage igen. Henrik Bjerregravs utroligt smukke fotos er nemlig intenst farvemættede og så skarpe i både for-og baggrund, at man f.eks. på fotoet henover et dobbeltopslag af Ballonparken lige uden for Ørestaden kan tælle græsstråene forrest i billedet og teglene på taget af huset baggrunden.
Henrik Bjerregrav og Peter Olesen har arbejdet sammen i mange år – det er blevet til 27 bøger inklusive den nærværende. Man fornemmer, at de har nydt samarbejdet og samtalerne - jeg gætter f.eks. på, at de har haft en fest med valget af billederne af Pantomimeteatret i Tivoli: et eftermiddagsbillede med påfuglevingerne foldet ud og et billede fra den sene eftermiddag med lidt regn i luften og nu påfuglevingerne foldet væk og en forestilling med publikum i fuld gang. Begge billeder henover et dobbelt opslag.
Det grafiske arbejde ved Henriette Wiberg Danielsen matcher heldigvis perfekt både tekst og billeder.
Der er varm tak til mange på bogens sidste sider – ikke mindst til en række sponsorer og fonde.
Frydenlund har udgivet bogen, der er indbundet og på 184 sider.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
