”…om jeg troede, at jeg havde en skytsengel? Jeg svarede ja”
Disse ord falder i en indre dialog mellem politikommissær Montalbano og – ham, Montalbano, selv. Det sker på en af de første sider i bogen, som er nummer 13 i serien med den sicilianske politimand. Hvem skytsenglen er, kommer vi tilbage til.
Pottemagermarken er et skrånende stykke land, hvor kun et tyndt jordlag dækker over store forekomster af ler – som kan sælges til pottemagere. Deraf navnet. En morgen i silende regn bliver Montalbano kaldt ud til fundet af et lig på netop Pottemagermarken. At den døde er blevet myrdet står ret hurtigt klart – og efterhånden som detaljerne kommer frem, ligner det et mafiadrab. Men det er naturligvis ikke det samme som med sikkerhed at sige, at den velkendte organisation står bag.
Desuden er det svært at identificere den dræbte – og dermed at prøve at finde et motiv. Snart dukker en underskøn kvinde op på politistationen. ”Dolores var en kvinde, der kunne forvandle en mand til et frimærke, der klæbede til hendes krop”, funderede Montalbano noget senere i forløbet. Hun havde henvendt sig til politiet for at få hjælp. Hendes mand var afsted på en månedslang rejse som førstestyrmand på et containerskib, men havde mod sædvane ikke kontaktet hende et stykke tid. Kunne den savnede ægtemand være den myrdede fra Pottemagermarken? Kunne han have lagt sig ud med mafiaen?
Det gør ikke arbejdet lettere for Montalbano, at en dårlig stemning har bredt sig på politistationen. Dette ubehag kommer fra vicekommissæren, Mimì Augello, som lige indtil for ganske nylig har været en loyal kollega og god ven af Montalbano, som nu forbløffet må konstatere, at hans næstkommanderende tilsyneladende har ændret personlighed. Hvad foregår der dog?
Naturligvis opklarer Montalbano sagen ved en kombination af solidt, klassisk politiarbejde, logisk tænkning samt intuitiv sans for at sammenkoble alle de små tilsyneladende irrelevante detaljer en sag nødvendigvis må indeholde. Læseren får skam selv gode muligheder for at gætte med! Læser kriminalkommissærer krimier? Montalbano gør i hvert fald, og da han er helt frustreret over den vanskelige sag, fordyber han sig i en roman af Camilleri – ja, han gør! Og faktisk er det her, han får en afgørende idé til at forstå et spor i sin egen sag. Han måtte bare lige finde sin bibel frem og læse historien om Judas forræderi og Pottemagermarken (Mathæusevangeliet kap 27).
For øjeblikket findes der nærmest ikke en eneste krimi, som ikke er del af en serie. (Det gælder i øvrigt også serier til streaming). Men der er stor forskel på, hvor godt nye læsere føler sig tilpas i et univers med allerede mange begivenheder i bagagen. Jeg har oplevet serier, hvor det var nærmest umuligt og har måttet snigkigge i resuméer af tidligere bøger. Andre gange har jeg kunnet tage en bog ud af en serie og stort set ikke savne noget. Nærværende anmelder havde ikke læst andre bøger i netop denne serie, så jeg var spændt på oplevelsen af denne nr. 13 i rækkefølgen. Det var slet ikke et problem, viste det sig.
Der er mange ting, der skal være i orden, for at en krimi skal kunne fungere: plottet skal først og fremmest være i orden: svært at gennemskue, men ikke umuligt, for det er i krimilæserøjne ’snyd’, hvis der bringes nye og ukendte, men afgørende, oplysninger ind til allersidst. Hovedpersonen, detektiven, behøver ikke at være en, som læseren knuselsker (selvom det gerne må være sådan!). Den halvgamle, gnavne mand har optrådt i mange forklædninger i årenes løb, og aktuelle Montalbano er i hvert fald tæt på den kategori. Indimellem har han tålmodighed som en fløjtekeddel, – til andre tider er han nærmest en engel under en samtale. Han har en morsom vane med at diskutere med sig selv – det kan også ske på skrift, når noget er specielt vanskeligt. Det hjælper så i øvrigt læseren på vej. Montalbano opfører sig undertiden virkeligt dårligt – det kan gå ud over den noget naive betjent, Catarella, som dog er hans aldeles trofaste opbakning – og skytsengel, som hjælper ham med at holde stien ren, når det er tæt på at gå galt. Så er der stedet – her Sicilien, hvor begivenhederne udspiller sig i og ud fra byen Vigàta. Den er nu ikke til at finde på et kort, da den er fiktiv – modelleret over den virkelige by Porto Empédocle. Historien lægger ud ikke i solmættet varme, men i øsende regn. Det er jo Italien, så mad og vin spiller hele tiden ind i handlingen, og det er ikke kun pizza. Næh, der sættes skam egnsretter på bordet, som f.eks. den sicilianske ost tumazzo, som formilder de våde og trætte betjente, der i begyndelsen af sagen er fanget i mudderet på Pottemagermarken. Og da Montalbano på besøg i Genova spørger, om han kan få en cotoletta milanese, lyder svaret fra tjeneren ”Ja, hvis De tager til Milano”.
Jeg har andetsteds læst mig til, at sproget hos Camilleri er italiensk (naturligvis), men med et solidt element af siciliansk. Jeg vil gætte på, at det har krævet nogle overvejelser hos oversætteren, Thomas Harder, men resultatet er i hvert fald blevet et lækkert og nuanceret dansk – med plads også til den lidt ubehjælpsomme Catarellas sprog.
Det har været en fornøjelse at blive introduceret til Montalbano – og der foreligger heldigvis på dansk endnu 12 bøger i serien, og selvom det ikke var svært at lukke sig selv ind i miljøet på den sicilianske politistation, så vil jeg nu godt vide mere både om det og også om forholdet til kæresten Livia.
Bogen, paperback 245 sider, er udgivet på Forlaget Arvids, hvor Mathias Joong Dahl Jeppesen har stået for sats og omslagstilrettelæggelse og nyd forsideillustrationen (Colourbox), hvor beskueren (=læseren) inviteres til at kigge inde fra en grotte ud på Pottemagermarken.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
