|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 06-07-2020 Iben Mondrup: Tabita KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV: KULTUR OG FORBRUG: MAGASIN:
sådan fantaserer Eva om et kommende lykkeligt familieliv i et hus i Humlebæk sammen med sin mand, Berthel og de to nyadopterede børn, Tabita og lille Vitus. Virkeligheden skulle blive en ganske anden. Ægteparret og de to børn er netop kommet (lidt hovedkuls) til Danmark fra Grønland, hvor Berthel havde været bestyrer af en butik i Upernavik, mens Eva havde været hjemmegående. I huset blev hun hjulpet af den unge grønlandske kvinde Abelone, som fødte lille Vitus i Evas og Berthels hjem – helt bogstaveligt. I løbet af ganske kort tid efter denne fødsel kommer Eva tættere og tættere på Abelone og navnlig på de to børn. Hun har ingen selv og nyder at være sammen med den kvikke lille fireårige pige og den søde nyfødte baby. Men selvfølgelig er det ikke nok – og Eva får en plan, da Abelones mor dør, og Abelone har svært ved at klare situationen alene med børnene: hun, Eva, kan overtage Tabita og lille Vitus. Det kunne åbenbart ske uden alt for omfattende formaliteter på bogens tidspunkt, som er i midten af 1960’erne. Først siger Abelone ja, men så virker det som hun er ved at fortryde – og så er det, at Eva med de to børn i al hast flyver til København. Berthel skal følge efter. Den første tid bor de hos Evas søster, Ingrid, som også har et par børn. Mens Tabita mange gange opfører sig anderledes – nogle gange helt anderledes - end ”man” forventer af en pige på seks – syv år, så stavrer Vitus bare rundt på sine små tykke toårige ben og er nuttet. ”..drengen, ham får du ingen problemer med”, siger Ingrid. ”Ham er vi heldige med, ja”, svarer Eva. Så er det ligesom sat på plads. Så kommer Berthel, og sammen finder han og Eva et drømmehus i Humlebæk. Men alt går stadig ikke så let – børnene savner deres mor, og Eva er ikke udpræget forstående. Situationen udvikler sig slet ikke til det bedre. Evas fantasier om det lykkelige familieliv står i skærende kontrast til virkelighedens mange udfordringer – navnlig for Tabita. Fortællingen følger familien med store spring i tiden gennem omkring 10 år frem til 1976. Vanskeligheder udvikler sig til katastrofer og hjerteskærende beslutninger, som igen fører frem til ulyksalige situationer – og en slutning, som til aller-allersidst måske giver håb om en opfølgende roman med Tabita i centrum. Man ønsker så inderligt, at hun kan få et godt liv. Bogen indledes med et ganske kort afsnit, som opridser baggrunden for det, der senere sker. Hovedpersonen i det afsnit er Abelones mor, Rosine. Derpå udspiller begivenhederne sig og opleves gennem først Abelone, så Eva og til sidst Tabita i tre næsten lige store afsnit. Alt er fortalt i 3. person og i præsens. Diskrete oplysninger om sted og datering er en god hjælp for læseren. Det er en fantastisk god roman, og nærværende anmelder var fuldstændigt opslugt fra første indtil allersidste sætning. Sproget er lysende klart, intet ubehageligt er stukket under stolen, og intet ubehageligt er udpenslet. Så kan læseren selv tænke – f.eks. over den holdning, der ligger i en samtale mellem Eva og en veninde om Abelone, som er ved at give afkald på sine børn: Eva: ”Jeg ville dø, hvis jeg skulle give mine børn væk”, derpå veninden: ”Grønlandske kvinder er skruet anderledes sammen. De er ikke så følsomme….”. Den samtale runger længe i læserens ører. Eva vil aldrig gøre noget, der er vanskeligt eller noget, som hun tænker kan stille hende i et dårligt lys: hun ville ikke med til begravelsen af Abelones ældste søn, som omkom i et dumdristigt projekt på havisen sammen med sine kammerater – og en isbjørneunge, som Eva havde insisteret på at beholde som ’kæledyr’. Håbløst projekt – og ulyksaligt viste det sig jo. Hun ville heller ikke med hen til Abelone og hente de to børn. Og da Eva fik at vide, at Abelone gerne ville sige farvel til børnene, modsatte hun sig det, men ville ikke selv sige det til Abelone – det måtte Berthel gøre. Hun ønsker, at Vitus og Tabita skal glemme deres mor – og senere fjerner hun alt, som kan minde om Grønland, fra familiens hjem i Humlebæk,. Det er i løbet af den proces, at der sker noget, der katapulterer historien ind en helt ny retning – et vendepunkt, hvorfra der ingen vej er tilbage fra katastrofen. Spændingen vender siderne, men jeg har da mange gange siddet med en thriller, hvor det var netop sådan, men som ellers var aldeles forglemmelig. Så hvad mener jeg, når jeg anbefaler denne bog og siger, at den er god? Det er der mange grunde til – her er nogle af dem: man ser med skræk, hvordan et enkelt fejlgreb kan starte en kaskade af ulykker. Man ser med gru den manglende forståelse for et barns behov lede hende til en sygelig tilstand, hvor en elsket dukke ind i mellem og stadigt hyppigere bliver levende og talende. Bogen udspiller sig for 40-50 år siden, og man kan jo på sikker afstand i tid godt krumme tæer over de smådumme kommentarer om grønlandsk skik og brug, som selv velmenende mennesker tankeløst fletter ind i en samtale. Var folk dummere dengang end nu? Det kan vist godt betale sig at overveje sin egen samtidsblindhed og tænke videre. En bog er god, når den engagerer læseren, og den må meget gerne være elementært spændende som her. Men det er altså ikke nok. Der skal være noget at tænke over og tage med sig bagefter. Det er der her. Men læs den langsomt, selvom det er fristende at stryge hurtigt afsted for at ’se hvad der sker’ meget ligger nemlig og gemmer sig i små, afslørende detaljer. Iben Mondrup selv kom til Grønland som treårig sammen med sine forældre, som var lærere. Da hun var 18 år, rejste hun til Danmark for at få sin uddannelse her. Det er en god idé at besøge hendes hjemmeside , hvor hun både skriver en kort selvbiografi og et længere kapitel om sin egen barndom i Grønland – find det under menupunktet ”Antologier”. Desuden er der oplysninger blandt meget andet om, hvor og hvornår hun holder foredrag. Glem ikke at se på det smukke kunstværk Anore af Aka Høegh på både for- og bagsats af bogen. Det rammer fuldstændigt plet i Tabitas fortælling. Indbundet bog, 368 sider, Omslag: Alette Bertelsen. Politikens Forlag Foto af forside fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
|
