En stor del af befolkningen er bange for, at pandemien kommer ud af kontrol, og vi er derfor klar til yderligere restriktioner, hvis det er nødvendigt. Det viser en stor, ny undersøgelse.
Situationens alvor i forhold til corona-pandemien står klart for den danske befolkning. Det viser en helt ny undersøgelse fra TrygFonden. Faktisk er en stor del af danskerne ret utrygge for, at pandemien kommer ud af kontrol, og vi er derfor klar til yderligere restriktioner, hvis regeringen og myndighederne kan overbevise os om, at disse restriktioner kan genskabe eller styrke kontrollen med pandemien.
TrygFonden har forsket i danskernes tryghed gennem de sidste 20 år og har netop gennemført en helt ny måling. Den viser, at danskerne i dag er meget utrygge for corona-epidemien. Utrygheden er udbredt i hele landet. Trods regionale forskelle i smittetal er der altså ingen regionale forskelle i bekymringen for at blive smittet – og ikke mindst smitte andre.
- Som en konsekvens heraf ser vi, at danskerne samler sig, og vi kan aflæse en fortsat markant opbakning til myndighedernes håndtering af krisen. Opbakningen er en smule mindre end i foråret, men støtten er fortsat meget klar og gælder i hele landet, siger Anders Hede, forskningschef i TrygFonden, og fortsætter:
- De restriktioner, som blev præsenteret på pressemødet onsdag aften, er restriktioner, som danskerne – i hvert fald hovedparten af os – er klar til. Vores nye undersøgelse viser, at vores bekymringer for pandemiens udvikling overskygger det besvær, restriktionerne pålægger os, de privatøkonomiske konsekvenser, det kan have, og i øvrigt også den politiske observans, vi ellers har, lyder det fra Anders Hede.
Den nye undersøgelse viser en meget udbredt bekymring i befolkningen over de økonomiske følgevirkninger af epidemien, selvom det foreløbigt kun er mindre grupper, der personligt har mistet job, haft økonomiske tab mv. Samtidigt er der stor opbakning til corona-restriktionerne. Et markant flertal mener, at restriktionerne er passende, og den mindre gruppe, der mener, at de er for stramme, er kun ganske lidt større end gruppen, der synes, restriktionerne er for slappe.
- Selvom den såkaldte minksag har fyldt utrolig meget i den seneste tid, ser det ikke ud til at være den slags, der ændrer på opfattelsen af, hvad der bør gøres ved epidemien. Faktisk er effekten af minksagen næsten umulig at få øje på. Vi har fortsat tillid til myndighederne og finder deres krav og restriktioner fornuftige. For vi er bekymrede for selv at blive smittede og at komme til at smitte nogle af vores sårbare pårørende. Og så er vi bekymrede for, at epidemien vil kaste Danmark ud i en langvarig økonomisk krise, ligesom mange af os er utrygge for vores jobsituation. Vi har ikke tidligere målt nogen utryghed, der har ramt den danske befolkning så dybt og så bredt, siger Anders Hede.