”Jeg kan ikke komme i tanker om nogen politimand i mine 25 år i etaten, som har overtrådt flere regler og aftaler og handlet mere egensindigt end dig”.
Sådan lød det fra Politidirektøren, som tydeligvis havde kendt Axel Steen godt. Nu var direktøren på vej til pension. Men lige før hun forlod stillingen, kom hun med et forslag til Steen om en ny stilling - en stilling med ’ forskning i nye efterforskningsmetoder som speciale’. Han skulle stå til rådighed for kolleger, der arbejdede med de allermest alvorlige, personfarlige sager. Men inden da måtte han tage en masteruddannelse i kriminologi ved universitetet i Cambridge. Sådan lød tilbuddet, sådan blev det, og handlingen kan nu gå i gang med Axel Steen på plads i denne nye stilling.
Hurtigt kommer nu Maj Lund ind på scenen - hun er kriminolog, psykolog og ansat i Rigspolitiets psykologtjeneste. Hun har et projekt, som går på at interviewe nogle af de allermest voldelige drabsmænd og voldtægtsforbrydere - og formålet er at få forløb klarlagt, så ofrenes pårørende kan få fred i sindet. Hvis nu det lyder noget tåget og en del urealistisk, så var det netop sådan, det i første omgang lød i Axel Steens ører - og endnu mere i hans kollegers ditto - ’ hun skal få dem til at skamme sig’, lyder det fra en af dem, som fik kollegerne til at fnise ved at tildele Maj Lund tilnavnet ’Skammerens datter’.
Samtidig er skurken over dem alle - han kaldes ’Paven’ - kommet til Danmark. Hans formål med besøget er ikke ganske klart, bortset fra, at han har en aftale om et møde med en gammel kending helt tilbage fra begges tid under uddannelse til frømandskorpset. Den person har nu en forretning kaldet Dykkerhotellet på Amager Strand.
Som en slags forberedelse til mødet kommer Paven ud ved Amager Strand i god tid (naturligvis yderst diskret) - og han er ikke den eneste - det vrimler med politi derude under mere eller navnlig mindre gennemtænkt cover, selve PET-chefen dukker op (i en sort Audi), ” Hvad fanden havde de gang i? Det var jo Københavns fucking Hovedbanegård”, tænker Paven tænderskærende af raseri. Til gengæld er der intet tegn på eller fra hans kontaktperson. Til sidst dukker også Axel Steen op derude - til Pavens overraskelse. De to har en lang historie bag sig. Det ville være forkert at kalde det en fælles historie, snarere en række konfrontationer - senest i Grækenland to år tidligere, hvor Paven havde været tæt på at dræbe Steen, men var endt med selv at komme voldsomt og spektakulært til skade, som man kan læse i Jesper Steins foregående roman, ”Solo”. Lige siden havde Paven set frem til at få hævn over politimanden.
Hermed slut på et af sporene i denne effektive politithriller - og start på et andet spor: vi skal nemlig følge Axel Steen og Maj Lunds arbejde med at genafhøre en række forbrydere dømt for det, der kaldes personfarlig kriminalitet. Det ser faktisk ud til at lykkes at komme et stykke vej med at få identificeret og løst hidtil ukendte gåder. Men samtidig dukker Paven op undervejs og kommer på tværs af Maj Lund - mere end én gang og på mere end én måde. Samtidig opdager Axel Steen, at der er væsentlige dele af hendes fortid - såmænd også af hendes nutid-, som han ikke kender til, ’ hvem er du? spurgte han sig selv ’. Nu er dramaet ved at gå i gang - på en lidt snirklet måde får Axel Steen besked om, at Maj Lund er taget ud til Vridsløselille fængsel, og samtidig kan en kollega fortælle ham, at Paven er i landet - han er chokeret, for han ved, at ikke bare han selv, men endnu mere hans datter, Emma, på sin efterskole er i yderste fare. Det er Maj Lund i den grad også inde i statsfængslet, hvor Axel Steen lige akkurat kommer for sent til at hjælpe hende. Derpå går det hele meget stærkt - Paven er endnu engang på pletten - surprise!
Nu skal jeg som sædvanlig med krimier/thrillere passe på ikke at spoile, men hele den ret lange hæsblæsende finale på dramaet rummer en del overraskelser - en enkelt af dem af dimensioner - jeg slet ikke havde set komme.
Den helt klassiske skurk med tilnavnet Paven er uden nogen som helst forsonende egenskaber i bagagen. Rendyrket ondskab, som ikke mildnes af, at han gerne lader hævnplaner gå ud over sine ofres koner, kærester og voksne børn, men ikke de små. ”Børn var ikke hans stil”. Hm. Man kan godt lige undre sig, når man læser, at Paven faktisk deler sit borgerlige navn med den velkendte danske forfatter: Morten Pape! Men det er der en god forklaring på - og nu citerer jeg mig selv fra min anmeldelse af Jesper Steins Solo i 2018: ….på Danmarks Indsamlingen til fattige landes hjemløse børn i januar [2018] leverede Stein et bidrag til en auktion, hvor gevinsten var at lægge navn til en figur i hans kommende bog. Det blev så forfatterkollegaen Morten Pape, der med et bud på 13.000 kr vandt auktionen, og han var, fortalte Jesper Stein på Bogforum umiddelbart efter bogens udgivelse, helt tilfreds med den tildelte rolle som superskurk!
Genren er thriller - politithriller - hvor det ikke drejer sig om at opklare en forbrydelse, der er sket, men snarere om at forhindre en (eller flere) forbrydelser. Retfærdighed og en retsstats krav om ikke at gribe til selvtægt er et stærkt sidespor i handlingen. Et andet sidespor findes i en række kapitler med flashbacks til Axel Steens teenageår. Hvis man tror disse passager er blindspor i forhold til hovedhandlingen - så tager man fejl.
Det er en god idé, at Jesper Stein har valgt at lade sin hovedperson Axel Steen tage rejsen gennem alle de (foreløbig) i alt syv bøger i ’real time’. Dermed mener jeg, at Steen ikke bare bliver ældre og ældre - han udvikler sig også, det gør hans datter Emma så tilsvarende - og også flere andre personer. Det er god læsning på den måde at kunne følge et persongalleri, når der vises tilbage til tidligere begivenheder - navnlig til den nærmest foregående bog, i dette tilfælde Solo fra 2018. Her er det så, at et lille problem opstår: der er denne gang gået over fire år mellem to bøger, altså Solo og den aktuelle CITY. Det er lige i overkanten, selvom forfatteren hjælper til med flashbacks og henvisninger til sidste gang Paven og Axel Steen var stødt sammen. Lidt tilsvarende er forholdet til tidligere kolleger og kontakter, som godt kan være svære lige at zoome ind på igen. Jeg går slet ikke ind for, at læseren skal holdes i hånden og have det hele skåret i mundrette bidder, men lidt mere hjælp havde nok været værdsat. Under alle omstændigheder peger en lille samtale i slutningen af bogen frem til, at vi bestemt ikke har sagt farvel til Axel Steen - og undertegnede glæder sig allerede til endnu en bog i serien.
Bogens titel henviser til Københavns Politi, Station City og dens bygning på Halmtorvet - overfor Øksnehallen. Selvom det er et stort hus, er det ved ikke at være stort nok - og indenfor nogle år vil de omkring 500 medarbejdere flytte ud til Toftegaards Plads, hvor færdselspolititiet allerede bor. Mon ikke Axel Steen følger med? Eller? I bogens sidste kapitel er der i hvert fald et vink med en vognstang om, at Axel Steen er klar til nye udfordringer at glæde læseren med.
CITY er en spændende thriller med lækre og uventede twists i personernes optræden og indbyrdes forhold. Samtidig giver bogen noget at tænke over - den er ikke lige til at lægge fra sig.
Bogen på 376 sider er udkommet på Politikens forlag, hæftet og med stilsikkert omslag designet af Peter Stoltze.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
