|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 11-04-2023 Tine Wøbbe og Kristina Antivakis: De siger jeg er psykopat KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
”Dyssocial personlighedsstruktur” betyder vanskelighed ved at omgås andre mennesker og det både helt nære relationer og helt fjerne - ikke engang bekendte, men måske tilfældige møder i byen, som går galt - nogle gange HELT galt. Bogen er bygget op af og omkring seks cases, hvor seks mennesker, seks psykopater, selv fortæller om deres liv fra så langt tilbage, de kan huske og frem til i dag. Hvordan forfatterne har fået kontakt til dem, og hvilke aftaler, der er truffet i forbindelse med samtalerne, kommer jeg tilbage til. Den første, der fortæller sin historie, er ’Harald’, som indleder sin beretning med denne sætning: ” Fordelingen var, at min far slog mine to storesøstre, og min mor mishandlede min lillebror og mig.” Hans far gennembankede også tit hans mor og hev hende f.eks. i håret ud i haven. Jamen, var der ingen, i omgivelserne, der greb ind? Åbenbart ikke, for ” mine forældre var enige om én ting, og det var at facaden udadtil skulle være pæn. ” ’Brian’, som fortæller i det næste kapitel, blev også behandlet voldeligt af sin papfar - og moren dækkede over det også på skolen, som i den grad indbød drengen til at afprøve grænser f.eks. ved at sætte ild på - det var i 4. klasse. Han var også tit oppe at slås - brækkede næsen på en anden dreng, som så faldt bagover. ”Jeg havde aldrig dårlig samvittighed. Jeg syntes det var sjovt”. Senere var det en ny papfar, der kom til - han solgte narko, og Brian begyndte at hjælpe ham med handlen og tog også selv narko…. i en alder af 13 år - og han elskede slagsmål: ” jeg skulle bare have den mindste undskyldning, så var jeg parat til at slå”. Det kunne gå ud over en person, der f.eks. havde kigget forkert på ham, som han selv formulerer det. Det gik også ud over dyr - en aften gik han med nogle venner ind i en lade på en eller anden gård, hvor de havde marsvin, som de så hældte tændvæske ud over og satte ild til - fucking sjovt, husker han, at han tænkte. Det er ikke alle seks deltagere i bogens cases, der er blevet behandlet lige voldeligt i barndommen, men manglende varme og egentlig omsorg går igen og igen. Og deres vold allerede i barndommen overfor nogen, som bare lige var uheldig at være i nærheden, går tilsvarende igen: hør f.eks. ’Peter’ tænke tilbage på sin skoletid: ” Jeg har aldrig tænkt specielt meget over det at slå et andet menneske…….for mig var volden glemt dagen efter”. Lidt overraskende ser det ikke ud til, at det var svært for disse unge drenge/senere unge mænd at få kærester. ’Morten’ fortæller, at han havde en kæreste, der forlod ham - de havde endda fået en lille datter sammen. Han stalkede hende, brød ind i hendes hjem og smadrede løs. En anden gang gik det helt galt - han havde bevæbnet sig, mødte op ved hendes hus, smadrede en rude - og ville bare ind og slå hende ihjel. Det mislykkedes, fordi ekskærestens bror, som var politibetjent, var hos sin søster - og de kom så op at slås. ’Morten’ blev anholdt og varetægtsfængslet, men så løsladt, mens man afventede retssagen. Så prøvede han igen at bryde ind hos kæresten, blev igen anholdt. Han blev dømt til ni måneder i et lukket fængsel - som var en ret god oplevelse: ” der var faste rammer, der var ro….Der var de regler, der var, og det måtte jeg få det bedste ud af” . Sheila er en af de to kvinder, der bidrager til bogen med deres cases. Hun understreger, at hendes mor gav kys, kram og kærlighed, mens hendes far afviste forsøg på den slags fra børnenes side - og tit uddelte regulære tæv ” Jeg voksede op i frygt…… Jeg ville nok have haft bedst af at blive fjernet hjemmefra…”. Som 12-årig begyndte Sheila at slå og sparke. Da hendes kæreste forlod hende for en anden pige, overfaldt Sheila pigen, som fik brækket næsen og trykket et par ribben. ” Jeg blev ikke flov eller ked af det……..Det handlede om image og prestige…” Sheila forklarer, at hun er rigtig god til at manipulere mænd - og andre kvinder - ” Hele mit liv handler om at have kontrol”. Hun elsker at deltage i debatter på nettet - ” Jeg er en netkriger”, siger hun, og tilføjer ” Alt pisser mig af.” Det lader til ikke at være tomme ord, for hun får tit karantæne fra Facebook. Den anden kvinde, der medvirker, er Jeanette, hvis familiebaggrund er den mindst grumme af de seks, vi møder i bogen. Men alligevel - - en rar stemning var der i barndomshjemmet, men kun, når der kom gæster! Hun adskiller sig klart fra de andre, fordi hun ganske vist kunne finde på at skabe sig, som hun selv formulerer det og kaste med tingene, men samtidigt var ” sindssygt bange for at gøre skade på nogen”. Hun var virkelig bange for at ’ blive farlig’ og hun ’ vil gerne blive et bedre menneske’. Det er alt i alt skræmmende beretninger, som de seks mennesker her har delt med de to forfattere - og med alle læserne. Det er ikke første gang de to forfattere arbejder sammen, de har for eksempel sammen udgivet en bog med titlen ’ Forbrydelsens sind’. Tine Wøbbe er (blandt meget andet) chefpsykolog på Psykiatrisk Center Sct. Hans, medens Kristina Antivakis er journalist, som har arbejdet med kriminalstof i adskillige TV-dokumentarer. Men hvordan er så kontakten mellem de to forfattere og samtaledeltagerne kommet i stand? Af bogens forord fremgår det, at kontakten til de medvirkende i høj grad har fundet sted på de sociale medier. Her har de medvirkende enten selv henvendt sig til forfatterne - eller er blevet fundet i kommentarspor på Facebook af forfatterne, som så har mailet med dem. Alle medvirkende har haft deres kapitler til gennemsyn - og også de kommentarer, som psykologen Tine Wøbbe har ledsaget hver beretning med. Det fremgår ikke, om (og i hvilket omfang) disse gennemsyn har ført til udeladelser eller ændringer. De to kvindelige medvirkende står efter eget valg frem med eget navn, medens de fire mænd er anonyme - deres ’navne’ er i denne anmeldelse sat i anførselstegn. Hvad kan man lære af bogen? Psykopati er ikke en sindssygdom som for eksempel skizofreni. Derfor vil en person med denne dyssociale personlighedsstruktur, som begår kriminalitet, blive dømt til afsoning i et fængsel og ikke til et behandlingsforløb. Fordi der ikke er tale om en sygdom, findes der ikke medicin til behandling af psykopati - og faktisk heller ingen effektiv terapi. ” Kerneudfordringen ved psykopati er jo netop, at psykopaten ikke har noget ønske om at forandre sig…”, skriver Tine Wøbbe i sin kommentar til en af de medvirkendes historie. Og i et efterskrift er den sørgelig konklusion fra forfatternes side, at ” hvis du møder en psykopat, er det bedste råd, at du skal skynde dig væk”. Efter at have læst bogens seks beretninger, synes nærværende anmelder dog at have set forskellige lyspunkter - her er tre af dem: ’Harald’ blev selv i sin barndom mishandlet af sin mor, og da han som voksen tænker tilbage over det, siger han ” Folk skal fandme være der for deres børn og ikke svigte dem”. ’Brian’, der selv blev alenefar, fortæller varmt om sine egne børn og om, hvordan han vil give dem den kærlighed, han selv har manglet. Og endelig er der Jeanette, der gentagne gange i sin fortælling viser empati for andre og lægger vægt på, at hun prøver at arbejde med sig selv. Nå, man må jo så også huske på forfatternes advarsel om psykopaters evner til at manipulere andre. Suk. Hvis det virkelig er rigtigt, at op mod 4% af os udvikler sig til at blive psykopater, så vil de resterende 96% have godt af at læse denne bog - og komme til at forstå den altafgørende betydning af en tryg og kærlig barndom. Bogen på 254 sider er udkommet på Politikens Forlag Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
