Hvad er en kirke i bygningsmæssig forstand, og hvordan skal en ny kirke udformes?
Gode spørgsmål, som forfatteren selv stiller i det indledende kapitel i sin bog om de kirker, der er bygget i dette årtusinde – eller er nyindrettede i denne periode.
Jørgen Kreiner-Møller er selv arkitekt og byggeøkonom, og bogen er skrevet helt klart ud fra netop arkitektens blik, men også med øje for billedkunsten og dens funktion i kirkerummet.
Siden årtusindskiftet er der i Danmark bygget 14 helt nye kirker, hvoraf én er en fængselskirke (en såkaldt ’funktionskirke’) og de 13 er sognekirker. Ud af de 14 har forfatteren valgt seks kirker, som han beskriver grundigt: det er fængselskirken og fem sognekirker, alle fem såkaldte annekskirker, altså kirker bygget i et sogn, hvor der i forvejen er en kirke, som bare er blevet for lille til et sogn med et meget større antal mennesker, end kirken oprindeligt var bygget til.
Kirkerne er valgt ud fra deres arkitektoniske værdi, skriver han, og giver samtidig i et indledende afsnit indblik i sin forståelse for en kirkes ” fysiske ramme omkring…centrale kirkelige handlinger, som er gudstjeneste med salmesang, forkyndelse, dåb og nadver” og han kritiserer en beskrivelse af en kirke, fordi det nærmest lyder som et ”medborger – eller forsamlingshus”. Indledende til hver af de fem sognekirker er et smukt oversigtsfoto af kirken set udefra. Her har fotografen omhyggeligt sørget for at vise kirken i forbindelse med omgivelserne. Derpå følger tekst og detailbilleder samt tegninger og grundplaner – og til afslutning en samtale om kirken med en ”relevant person”. Kreiner-Møllers tekster giver alle relevante oplysninger om hele processen med beslutning af den nye kirke, menighedsrådets rolle, valg af arkitekt og en gennemgang af kirkens både ydre og indre – en absolut ikke ukritisk gennemgang, skal det siges. For eksempel får
Hellig Kors Kirke, Jyllinge sogn (indviet 2008) knubbede ord med på vejen: Kirken ”næsten minder om en stor isblok!......Er det et hus eller hvad? Intet signalerer i hvert fald kirke” , lyder det fra forfatteren. Arkitekten havde valgt et nyudviklet kompositmateriale kaldet ’Fiberline Facadesystem’ til projektet. Inde i kirkerummet er der ingen – som i absolut ingen – billedkunst, og det malede kors bagved alteret står så svagt, at undertegnede først slet ikke kunne se det på fotoet og egentlig opfattede kirkerummet som et mødelokale i tilknytning til kirken. Der er dog planer for en anden udsmykning af rummet – når der er skabt økonomi til det, fortæller kirkens præst – indtil da ønskede menigheden sig så et kors netop bag alteret. Kreiner-Møller mindes i sin tekst her det calvinistiske billedforbud, men indrømmer, at arkitekten netop satsede på purisme i ” et konsekvent stilrent ….smukt kirkerum”. Derpå afrunder han med hensyn til den anvendte byggeteknik med at efterspørge større selvkritik ” selv af en professor på Arkitektskolen”. I en efterfølgende samtale med sognepræsten (som først kom til kirken efter færdiggjort byggeri) kommer netop en del frem om problemerne ved byggeriet såsom konstruktionsfejl og byggesjusk, som betød, at kirken kun fire år efter indvielsen måtte lukkes i to år for at få skaderne udbedret.
Trekroner Kirke i Himmelev Sogn, tæt på Roskilde (indviet i 2019) er til gengæld et eksempel på, hvordan billedkunst kan integreres i arkitekturen og i selve kirkerummets indretning. Kirken her er støbt på stedet i lys beton – et godt, gammelkendt materiale! Det er en monolitisk blok i bølgede former – og kun et eneste lille, smalt vindue. Når man ser billederne af kirkens indre giver de en varm og god fornemmelse – væggene er med trælister, der naturligvis følger ydervæggenes bølgende bevægelser – de forekommer mig som et dejligt element, selvom forfatteren lidt knarvornt omtaler listebeklædning som ’ en omsiggribende dille’, men indrømmer, at de her er velvalgte og i øvrigt i ’god håndværksmæssig kvalitet’. De femkantede loftsplader er i en varm, brun nuance, der passer til væggene – og så er det godt at høre, at de består af omstøbte øl og sodavandsflasker! Temaet fra loftet går igen i gulvets femkantede sønderjyske teglsten (det er for få år siden bevist, at der i alt findes 15 og kun 15 femkanter, der kan dække en flade). Billedkunsten i kirken er virkelig fantastisk: alteret er i råt, skåret egetræ, døbefonten ligner en smykkesten i blåt, hvidt og sort, der slanger sig mellem hinanden, og kirkens smalle, lille vindue har tynde skiver af agat indstøbt i glasset. Det hører med til fortællingen om al denne skønhed, at kirken til netop dette fik en stor donation fra et privat fond (Det Obelske Familiefond, fortæller kirkens hjemmeside). Som kronen på værket svæver loftet (på stålkonstruktioner ophængt i de omgivende betonvægge) højt over rummet, så der kommer dagslys ind også uden vinduer.
En anden af kirkerne, hvor loftet svæver, er Helligtrekongers Kirke i Vallensbæk, indviet 2012. Det er den eneste rundkirke i bogen – og det er meget smukt at se denne nye annekskirke helt tæt ved den gamle langkirke, og hvis man går fra den nye kirke over i den gamle, er det nærmest overvældende, hvor lille den er. Det er let at forstå behovet for en ny, større kirke, når Kreiner-Møller forklarer, at det næsten var umuligt ”at bugsere en kiste ind og ud af kirken på en værdig og respektfuld måde. ” Denne gang ser vi på en kirke helt af glas: rundkirken er konstrueret af to cylindre (en anelse forskubbet i forhold til hinanden), hvor den inderste er muret og den yderste er lidt lavere og af glas. Medens forfatteren er begejstret for kirken set udefra, så er han mere skeptisk overfor det indre. ”Det er ærgerligt”, skriver han, ” at der ikke er arbejdet mere kreativt med kirkerummets udformning og disponering”. Undertegnede anmelder oplevede nu ikke nogen mangel på kreativitet – det er et vidunderligt rum at opholde sig i, hvor lyset selv på en grå dag får lov at komme ind både gennem hele glasvæggen og ovenfra rundt om det svævende loft. Det cirkulære rum er her indrettet med bænkene placeret, så man kan gå i en lige linje fra indgangsdøren til alteret – det der traditionelt kaldes ’en processionskirke.’ Kreiner-Møller havde gerne set det cirkulære rum indrettet efter de tanker som Spreckelsen og Inger og Johannes Exner havde arbejdet med for at skabe en centralrumskirke som alternativ til langkirken/processionskirken. De havde nemlig (også uden ligefrem at have haft et cirkulært rum til disposition) formået at samle menigheden helt eller delvist rundt om alteret. Men er det nu også en god idé? Nej, mener digter og forfatter Søren Ulrik Thomsen, som Kreiner-Møller taler med sidst i afsnittet: Thomsen var faktisk blevet spurgt af arkitekten om sin mening og havde dengang svaret, at alteret som kirkerummets helligste og ”yderste sted” ikke skulle være et sted, man gik bagom. Thomsen har haft en stor rolle i kirkens indretning: fem steder i kirken på murene og i gulvet er der i alt fem bibelcitater udvalgt af ham. Grafikeren Carl-H.K. Zakrisson tilrettelagde arbejdet med at støbe bogstaverne i rustfrit stål, hvortil skriftdesigneren Allan Daastrup havde skabt en helt ny font.
Jørgen Kreiner-Møller indleder sin bog med gennemgang af det sidste par årtier af sidste århundrede – det er interessant baggrund for udviklingen i dette århundrede – indtil nu. For måske er der ved at ske nybrud på forskellige områder. Det er et af de temaer, der tages op af forfatteren i den sidste del af bogen med nyindrettede kirker og allersidst med kirkeprojekter – enten allerede i gang eller planlagte.
Der sker meget på Vesterbro i København, hvor ikke færre end syv gamle sogne blev lagt sammen til Danmarks største sogn: Vesterbro Sogn eller Folkekirken Vesterbro – to kirkebygninger ud af ni blev simpelthen solgt fra, og de resterende syv har undergået voldsomme ændringer og har hver deres profil eller indsatsområde. F. eks. peger Kreiner-Møller på Enghave Kirke, hvor rummet kan ændres fra gudstjenesterum til koncertlokale på et kvarter – en gennemgribende transformation, kalder han det nye (om)byggeri – som er nomineret til den fornemme Mies van der Rohe pris.
Alt i alt er det et solidt stykke arbejde, som Jørgen Kreiner-Møller her har gennemført – i tæt samarbejde undervejs med fotografen Torben Eskerod – og mon han ikke også har været i dialog til sidst med grafikeren Carl-H.K. Zakrisson om den grafiske tilrettelæggelse.
Hvis man interesserer sig for kirker – og navnlig kirkebygninger, er bogen et ”must”. Og hvis man får lyst til at se en af de nybyggede kirker, der er omtalt i nærværende anmeldelse, så er de alle sammen åbne hverdage – detaljer kan findes i Kirkefondets brochurer om vejkirker og andre åbne kirker.
Bogen, 272 sider, er udgivet af Gads Forlag med støtte fra en lang række fonde.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
