Varianter kan ødelægge alt,
sådan tænkte Jens Lundgren bekymret i begyndelsen af 2021 – og der var virkelig nok at være bekymret for.
Foto fra forlaget Ganske vist var vaccinerne lige akkurat begyndt at blive tilgængelige mellem jul og nytår 2020, men samtidig var der i England dukket en variant op, smittetallene steg voldsomt, og daværende premierminister Boris Johnson aflyste sine landsmænds julefejringer, selvom han tidligere havde stillet dem en nærmest normal jul i udsigt. Problemet var varianten Alpha, der susede gennem den britiske befolkning, fordi den var ekstremt smitsom – mere end den oprindelige Wuhan-variant. Til gengæld var Alpha-varianten ikke det, der kaldes en flugt-variant, som kan bryde igennem vaccinernes beskyttelse. Men det var nu alligevel Alpha, der var årsag til nedlukningen i de første måneder af 2021, fortæller Jens Lundgren. Som om det ikke var nok at slås med den aggressivt smittende Alpha-variant, begyndte der nu at komme fortællinger om de næste varianter, som viste tegn på at kunne undfly vaccinerne – de fik så bogstaverne Beta og Gamma og kom oprindelig fra henholdsvis Sydafrika og Brasilien.
Vi er her midt i Jens Lundgrens fortælling om Danmark i smittens tid og om, hvordan hans egen rolle var i begivenhedernes centrum. Bogen er blevet til i samarbejde mellem Lundgren selv og Lars Igum Rasmussen. Førstnævnte er professor i infektionssygdomme ved Københavns Universitet, og overlæge i samme sygdomme på Rigshospitalet, og sidstnævnte er sundhedsjournalist på Politiken og har i hele sin karriere arbejdet med sundhed og sygdomme. Bogen er elementært spændende, f.eks. når den garvede læge er bekymret for, om hele gevinsten fra de nyudviklede vacciner kan blive sat overstyr af nymuterede varianter af virus. Sådan gik det heldigvis ikke, det ved vi nu: ’Omikron forandrer alt’ er overskriften på et sent kapitel om den enormt smitsomme variant, som endda er en regulær flugtvirus – ”den nye virusvariant, der nu er altdominerende, giver anledning til mindre sygdom” kunne sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm sige i en tale midt i januar 2022.
Forløbet med coronapandemien fylder langt mest i bogen – mere end det dobbelte af resten af stoffet. Men tag ikke fejl – kapitlerne om andre virusfremkaldte sygdomme er bestemt også fyldt med god viden – og spænding. F.eks. kampen for at finde en behandling af hiv (den nye tids pest, som det hedder i kapiteloverskriften). Ved hiv findes der ingen vaccine, men kunne der til gengæld findes en effektiv behandling? Man må jo ikke bare flå det ene eller det andet ned fra hylden i medicinskabet i håb om, at noget virker. Her introduceres lodtrækningsforsøget, hvor to grupper patienter efter lodtrækning enten får den medicin, man håber vil virke, eller de får f.eks. en kalktablet. Hvordan det så udføres i praksis, forklares grundigt. Det er nødvendigt at forstå, at et sådant forsøg er meget kostbart - 700 millioner kroner i dette tilfælde - og at det kun kan afbrydes, hvis enten nogle af dem, der får den antivirale medicin udvikler meget alvorlige bivirkninger, eller hvis det før forsøget er planlagt afsluttet, viser sig at være indiskutabelt effektivt og uden bivirkninger. I tilfældet med hiv-behandlingen var det lykkeligvis det sidste, der skete.
Selv de klogeste kan godt lære noget – og det skete i forbindelse med ebolaepidemien i Afrika, der brød ud i 2014 og først to år senere blev inddæmmet – efter alt, alt for mange dødsfald. Ebola er kun moderat smitsom, til gengæld dør mellem 60 og 90 procent af de smittede. ”Lokalbefolkningerne i Vestafrika havde ingen tillid til det, der skete på de Ebola Treatment Units, som var blevet bygget af velmenende regeringer fra Vesten.” De oplevede jo kun, at deres pårørende, som de sendte derhen, ikke kom tilbage igen – og de kunne ikke få lov at vaske deres døde, som det ellers er en central del af deres kultur. Selv Læger uden grænser måtte have sikkerhedsvagter. De lokale troede simpelthen, at de blev slået ihjel på behandlingsstederne”, forklarer Lundgren. Først langt henne i epidemien forstod man fra de hjælpende lægers side, at det var nødvendig at skabe tillid gennem kontakt til lokale trosledere – og epidemien blev langsomt kvalt. ”Med tillid kan du håndtere epidemier. Med mistillid er det nærmest umuligt”. Det var en nyttig lektie, konkluderer Lundgren.
Både fugle- og svineinfluenza behandles også.
Men tilbage igen til covid-19 og til epidemiens anden bølge, der kom rullende i december 2020. ”I Region Hovedstaden og Region Sjælland havde man ikke gjort sig klar til den anden bølge”, siger Lundgren ”og tilføjer ”Det er i mine øjne nok pandemiens største fejltagelse”, og han slutter med at nævne sin personlige harme (som mange helt sikkert deler) over hovedstadens anerkendelse af personalets indsats ved at sende dem ”verdens tørreste honninghjerter som tak! .. der må have været nogle oppe i systemet, der virkelig ikke havde fingeren på pulsen”. Dette er nu ikke den eneste gang, hvor Lundgren ytrer sig kritisk. Måske mest markant overfor SSI i forbindelse med minksagen, hvor han slutter en mail til daværende faglig direktør Kåre Mølbak sådan: ” Det vil være rigtigt rart, at I offentliggør de fund I laver, så vi andre kan tage bestik og vurdere dem”.
En meget værdifuld ting ved bogen er de ultrafine sider med tekniske forklaringer, grafer, tegninger og oversigter – overskriften er hver gang ’Professoren forklarer’. Der er mange af dem – f.eks. ’Sådan angriber coronavirus kroppen’ –eller ’Hvad er lungebetændelse’. Disse sider er ikke en del af den løbende tekst, så man kan springe let henover dem – eller (som nærværende anmelder) nyde dem med fuld opmærksomhed. Tilsvarende gælder figurer med overskriften Professorens viruskort – et kort for hver omtalt virus – inklusive varianter. Hvis nu nogen gerne vil have mere ( og det er der garanteret), så har bogen en hjemmeside VildVirus.dk med litteraturhenvisninger, ordforklaringer, dele der aldrig kom med i bogen samt andet godt. Hvor er det en god idé at lægge alt det stof ud til almindelig glæde.
En enkelt kommentar til bogens disposition: en del af teksten er Lars Igum Rasmussens ord, som typisk indleder et afsnit og introducerer emnet, de dele har så en kant med røde prikker. Fint nok, men der er altså mange andre gange, hvor fortælleren (Lars Igum) taler, men det skal man så selv regne ud. Det meste tekst er Jens Lundgrens egne ord og er sat i citationstegn – helt korrekt. Men det gør teksten vanskeligere at læse, fordi Lundgrens egne tekster er lange - og jeg har flere gange grebet mig selv i at bladre frem og tilbage for at finde ud af, om det nu den ene eller den anden stemme, der talte. Jeg ved ikke, hvordan dette skulle være løst, indrømmer jeg. Men måske de røde prikker kunne have fulgt alle Lars Igums del af fortællingen. Men lad det nu være – bogen er en særdeles fin tilføjelse til de ikke helt få virusudgivelser i disse år.
Bogen på 375 sider er udkommet på Politikens Forlag
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
