”Helt fra begyndelsen var min sagsstamme fuld af de tungeste sager”.
Sådan erindrer hovedpersonen - hun hedder Lotte - situationen, da hun som nyuddannet socialrådgiver var tilknyttet ’ungegruppen’ på Nørrebro og en ’sagsstamme’ angiver antallet af en sagsbehandlers sager på et givent tidspunkt. Men nu er hun så blevet fyret fra jobbet - hvordan det så ellers gik til udfoldes gennem de 12 dage, som handlingen dækker - og Lotte er vred: både over egne konkrete problemer og også generelt over for eksempel, sådan som hun selv formulerer det, ”at man skal eje en computer eller en mobiltelefon for at leve i dette land”. Det betyder for hende selv helt konkret, at når hun nu skal til at skrive jobansøgninger, er det en tilsyneladende uoverstigelig barriere, at hun har bedt om at blive fritaget for digital post.
Der sker meget i løbet af den første dag af de 12 nævnte: sammen med sin stedsøn, Daniel, finder hun sin ekskæreste, Michael, død. Det viser sig, at hun havde været på værtshus sammen med ham indtil omkring midnat aftenen før. Både politi og vagtlæge kommer naturligvis og gør, hvad de skal, men Lotte og ordensmagten er tydeligt nok ikke på samme bølgelængde. Selvom han er hendes ekskæreste, er Lotte klart nok ikke færdig med at holde af Michael, og vi følger i glimt deres 14 år sammen og til sidst hendes erkendelse af, hvad han betød for hende.
Men hvorfor blev Lotte egentlig fyret fra sit job? Det får vi en del at høre om i et par hårdtopstillede kapitler, hvor socialrådgiverne diskuterer, hvorvidt de for at få det hele til at hænge sammen dækker over, at de nogle gange sminker tallene lidt - erstatter røde tal med grønne. Selv ledelsen accepterede det vist? Nej, det gjorde de i hvert fald ikke, lød det oppe fra. Så måtte man jo vælge. Hvem er dum nok til at tale ledelsen imod i en sag, hvor man risikerer at blive fyret? ”Kun mig, selvfølgelig ”, hører man Lottes retrospektive konklusion. Først sygemeldt, så fritstillet indtil ansættelsesforholdet er ophørt. Bullshitlingo, lyder hendes eget punktum her.
” Du valgte os aldrig sådan rigtigt”, fyrer Daniel af mod sin stedmor og gør lige opmærksom på, at hun jo beholdt sin egen lejlighed. Ingen tvivl om, at det havde været et vanskeligt forhold mellem Lotte og Michael, men nu hvor han er død, er der ikke en sten, hun ikke vender for at komme til bunds i, hvad der egentlig skete den nat, efter hun og Michael havde sagt farvel til hinanden og var gået hver til sit? En hel lille detektivhistorie.
Det er en vred hovedperson og en vred bog, vi møder her - men det er også en morsom bog - nogle steder i hvert fald. Hør her om trappe-gate, som opstod, fordi en fra fjerde på en generalforsamling stillede forslag om, at vi skulle betale os fra trappevask. Måske man kunne få trappen lakeret, så den blev lettere at vaske? Trappen blev i øvrigt nødvendigvis mere snavset i stuen end på fjerde, blev det fremhævet fra endnu en deltager på generalforsamlingen, og Lotte konkluderede: ” Hvis man gerne vil gå på trappen, må man også tage sit lille stykke af trappen.” I en lidt anden form dukker denne tanke også op i bogens allersidste linjer sammen med bogens (lidt pudsige) titel, som allerede er blevet forklaret tidligere i bogen. At man er forpligtet til under alle omstændigheder at tage sit eget lille stykke af trappen, er der en dyb sandhed i - og det er et smukt tema.
Konstruktiv vrede møder vi ikke bare i denne roman af Katrine Marie Guldager, men også i Bjørnen fra 2018 - der var det Vibse, en gymnasielærer, der fyret fra jobbet og med et arrigt, men virtuelt spark til sin mand kører op til deres øde hytte i Sverige.
I begyndelsen af 2023 kom så Birgithe med th - hun er folkeskolelærer, hendes leder er ikke ganske tilfreds med hende - også hun er en vred kvinde. Der er en klar linje her - i øvrigt ikke kun i de nævnte bøgers indhold, men også i deres opbygning - alle tre løber over 11 eller 12 dage.
Vrede og specielt vrede kvinder var et af temaerne, der blev fremdraget, da Katrine Marie Guldager med Anna Ingrisch som moderator var i samtale med Kirsten Hammann - det skete lørdag 19. august 2023 på en totalt fyldt og meget engageret Vestscene ved Louisianas Litteraturfestival.
Der er brug for vrede - og for at der bliver skrevet om den, sagde Katrine Guldager, for vrede kan være konstruktiv, og så er det en smuk kraft, fordi den hjælper os til at sige stop i uretfærdige eller urimelige situationer. Men hun var godt klar over, at mange kvinder kunne have svært ved at vise vrede. Det i denne anmelders øjne allermest interessante kom lidt længere henne i samtalen, hvor det handlede om personer i en roman - og forfatterens forhold til sine personer. Her sammenlignede Guldager med et skuespil: ligesom en skuespiller skal finde ind i den rolle hun skal spille, skal forfatteren finde ind i personerne i sin bog - men personerne er ’født’ med den stemme, de har. ” Jeg kan godt finde mig selv inde i mine personer, men Lotte er anderledes end mig og skal respekteres - jeg skal spørge hende”, tilføjede forfatteren - til munterhed i salen. I et glimt forstod undertegnede mere end længe om, hvordan en roman bliver til - og hvordan jeg kan læse den.
Guldager har været grundig med sin research til bøgerne - i den aktuelle bog om socialrådgiveren Lotte, har forfatteren fået hjælp af Socialrådgiver Sisi Ploug Pedersen, som hun taler med på Gyldendal Stream
under overskriften ’Har vi et ordentligt socialt sikkerhedsnet?’.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
I begyndelsen af 2023 kom så Birgithe med th - hun er folkeskolelærer, hendes leder er ikke ganske tilfreds med hende - også hun er en vred kvinde. Der er en klar linje her - i øvrigt ikke kun i de nævnte bøgers indhold, men også i deres opbygning - alle tre løber over 11 eller 12 dage. 
