|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 08-06-2023 Glyptotekets arkitektur KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Sådan lyder kort og godt den første sætning i bogen, der har samlet en lang række bidrag om tre arkitekter, mange, mange andre kunstneres og håndværkeres arbejde - for slet ikke at forglemme bygherrernes indsats. Efter en kort introduktion til bogen af kunsthistoriker og direktør på Ny Carlsberg Glyptotek, Gertrud Hvidberg-Hansen, får vi en illustreret tidslinje til Ny Carlsberg Glyptotekets tilblivelse. Denne tidslinje er meget mere end en opremsende oversigt - den giver indsigt i hele det kalejdoskopiske forløb - og i forløbets hoved- (og de mange bi-) personer. Tidslinjen er optegnet af arkæolog Claus Grønne. Tre arkitekter har stået bag bygningen: Vilhelm Dahlerup, Hack Kampmann og Henning Larsen. De har tegnet henholdsvis den første bygning (1897) med hovedindgangen, den anden bygning (1906) med Festsalen og den tredje bygning (1996). Mellem Dahlerups og Kampmanns bygninger ligger Vinterhaven. Henning Larsens bygning er så senere genialt og elegant bygget ind i Kampmanns bygning - vel at mærke i en tidligere gårdhave. Århundredets collage’, kalder kunsthistoriker Kasper Lægring Glyptotekets arkitektur - han har skrevet om de meget forskellige bygningstyper og stilretninger - først om Dahlerups bygning med sine tre fløje omkring en gård. Hovedindgangen midt på hovedfacaden har altid ligget på samme sted - og indgangen fører direkte ind i forhallen - ”det mest monumentale af rummene i Dahlerups oprindelige bygning”, skriver han og forklarer, at rummet definerer hele bygningens midterakse og giver adgang til alle de øvrige rum - både i stueetagen og i de to højere plan. Da Dahlerups bygning stod færdig i 1897, var det klart ikke rigtigt færdigt, en torso, kalder Lægring det og citerer endda fra et nummer af bladet ’Architekten’ som omtaler gårdrummet mellem de tre fløje som noget lig ’ en ussel baggård’. Egentlig skulle Dahlerup have leveret en ’kuppelbygning i sten’, men sådan gik det jo ikke - i hvert fald ikke i første omgang. Men i december 1903 vedtog Ny Carlsbergfondets direktion at opføre kuplen over Vinterhaven efter Dahlerups tegninger - Carl Jacobsen havde altid ønsket sig netop en vinterhave og kuppel til Glyptoteket. Den stod så færdig samtidig med Hack Kampmanns bygning i 1906. ” Jeg er saa glad ved den kuppel, nu den er færdig”, sagde Vilhelm Dahlerup i en tale ved åbningen. Kampmanns opgave (som han havde vundet i en konkurrence) bestod i at skaffe plads til den voksende kunstsamling i sammenhæng med Dahlerups allerede færdige bygning. Kampmanns festsal på 1. etage skyder sig ud i nærmest forlængelse af Vinterhaven i stueplanet - begge arkitekter har været lige store tilhængere af symmetri. Men derudover kunne de nok ikke være mere forskellige - både hvad angår rumopdelinger, materialevalg og, ja, generel stil. Endnu en tredje og helt anderledes stil kom så til, da Henning Larsen vandt en arkitektkonkurrence i 1996. Der var sandelig sket meget på 90 år: denne nye tilføjelse er på den ene side helt enkel - og på den anden side passer den bare så godt ind i at udfylde det rum, der var til rådighed til opgaven, nemlig den ene af to indre gårde i Kampmanns bygning. Materialerne er moderne, f.eks. stål og glas, men på den anden side har vi jo allerede mødt metal i Glyptoteket som i Dahlerups Vinterhaven med dens støbejernskonstruktioner. Glyptoteket giver et (stort!) bidrag til den europæiske museumshistorie, sådan som man kan læse ud af kunsthistoriker Martin Søbergs fortolkning af de kompositoriske grundidéer i Glyptotekets arkitektur i hans kapitel Tilblivelse og typologi. Brygger Carl Jacobsen var selv helt klar over samtidige europæiske tradition, som han var i færd med at bygge sig ind i. Søberg henviser til Carl Jacobsen egen bog, Ny Carlsberg Glyptoteks Tilblivelse. Dette gælder blandt den meget andet en forkærlighed for ovenlys. Et specielt træk udgøres af den pyramide, der som et slags tårn ses på toppen af og midt på den fløj, der vender ud mod Glyptotekshaven - et ’ typologisk nybrud’, kalder Søberg det. Glyptoteket blev færdigt, netop som det moderne København blev til - Metropolens Fuldendelse, kalder Jakob Ingemann Parby sit kapitel. Han er selv museumsinspektør ved Københavns Museum og fortæller tankevækkende om København som en by, der næsten klaustrofobisk var lukket inde bag byportene, der blev låst om natten, og om vinteren først blev låst op kl 7. Men arbejdsdagen for de fleste startede kl 6 - og hvad gjorde man så? Ja, man kunne betale sig til at få låst op - for et beløb, der udgjorde en betragtelig del af en dagløn - det var ikke bæredygtigt. Koleraen i 1853 dræbte uhyggeligt mange mennesker og understregede med slumkvarterernes sammenstuvede huse behovet for nye boligformer i mere luftige omgivelser. Som den sidste byport blev Østerport åbnet i 1858. Derpå gik det hurtigt gennem resten af århundredet, og i dette spændende kapitel med sjældent sete fotos kunne Glyptoteket i skikkelse af Dahlerups bygning i 1897 åbne - og folk strømmede begejstrede til. Begejstring lyste til gengæld ikke ud af anmeldernes avisartikler, der citeres af Parby - interessant at læse her i et nyt årtusinde! De overleverede former og de nye opgaver er arkitekt Peter Thule Kristensens bud på historicismen på Dahlerup og Kampmanns tid. Det 19. århundredes arkitekter arbejdede ud fra en sikkerhed om, at de stod på skuldrene af deres forgængere i en lovmæssig udvikling af arkitekturen - de var helt fortrolige med tidligere tiders værker, selvom de naturligvis hver især arbejdede egne fortolkninger ind i deres værker og sandelig i høj grad inddrog teknologien, som i 1800-tallet blandt andet omfattede støbejernskonstruktioner. Det viser Kristensen os eksempler på i fotos f.eks. fra Ottilia og Carl Jacobsens vinterhave i deres Valby-hjem og et andet med et blik bag kulisserne - oppe under tagkonstruktion i Glyptoteket, hvor slanke jernbjælker bærer kuppeltaget over Dahlerups Vinterhave. I kapitlet Bag Facaden fortsætter arkitekt Birgitte Kleis tråden med de byggetekniske nybrud i Glyptoteket - her handler det om det, vi ikke kan se, nemlig fundamenterne til hele bygningen. Man skal huske Glyptotekets placering nogle få hundrede meter fra Kalvebod Brygge. Her stod grundvandet højt. Dahlerup var klar over, at man løbende måtte pumpe grundvandet ud af fundamentkanalerne umiddelbart inden støbningen af betonfundamenterne. Dahlerup beskriver proceduren med betonmassen sådan ” Massen [skal] være som en stiv og haard grød og aldrig saa fugtig, at den nærmer sig begrebet ’Vælling’….”. Blandt meget andet kan man her også læse om etageadskillelserne og loftskonstruktionerne - Kleis slutter kapitlet med at pege på, hvor fremadskuende og teknologisk nyskabende både Dahlerup og Kampmann har arbejdet - uden at klippe båndene til mange århundreders erfaringer. Et kapitel man kan lære meget af, mener denne anmelder, som også bliver inspireret til at bringe sit privatfoto af bygherre og arkitekt i samtale foran bunker af jord/mudder - her har været megen tung transport! Kakkelfrisen sidder på en mur i en af Glyptotekets indre gårde - 
og det er sandsynligvis Karl Hansen Reistrup (KHR), der står bag frisen her - og i øvrigt bag mange andre udsmykninger på Kampmanns bygning, oplyser kurator Jannie Rosenberg Bendsen. Så er der farverne - det gælder om At stræbe efter den rette farve sætter Anne Jonstrup Simonsen og Kristina Lindholdt som titel på deres farvearkæologiske undersøgelse af Glyptoteket. I 2021 ville Glyptoteket gerne have undersøgt de oprindelige farver på væggene i de to bygninger. I 2021 var det stort set samme farveskala, man mødte i begge de to bygninger, som jo ellers adskiller sig meget i deres arkitektur. De to konservatorer, som er identiske med kapitlets to forfattere, greb arbejdet an fra to vinkler - dels ud fra ren farvearkæologi, hvor man kan få afdækket alle de historiske lag af maling på f.eks. en væg - så fås en såkaldt farvetrappe - der er flere eksempler i kapitlet f.eks. fra en væg i Dahlerups bygning, hvor man kan se i alt 12 farvelag. Den anden vinkel er den skriftlige - og rigelige - dokumentation, der har fulgt de skiftende farvesætninger. Så nu kan det konkluderes, at de to bygninger oprindelig har været meget forskellige i deres farvesætninger - og der har desuden i den grad i nogle situationer været uenigheder mellem bygherre og arkitekt - ikke ukendt. Kapitlet afrundes med ’Glyptotekets farver i fremtiden’, for hvordan skal man nu benytte den nye viden? Fascinerende overvejelser! Fra Friuli til København, hedder det sidste kapitel - om mosaikgulvene i Hack Kampmanns bygning. Det er skrevet af Ida Carnera og Vibeke Cristofoli og det er en fantastisk historie, der fortælles her: i 1878 var Carl Jacobsen og Vilhelm Dahlerup sammen på Verdensudstillingen i Paris, hvor der på flere pavilloners facader blev vist mosaikker af italienske mestre fra Friuli. Der gik nogle år, og da Carl Jacobsen ønskede sig netop mosaik og terrazzogulve, skrev han til mosaikmesteren Vincenzo Odorico - derpå fulgte korrespondance og forhandlinger, og resultatet blev mosaikker og terrazzogulve i det første Glyptotek i Valby (1885), så i Glyptoteket i København (1897 og 1906) - desuden blandt andet i Jesuskirken i Valby. Hvis man ikke før har kigget ordentligt på gulvene specielt i Kampmanns bygning s 306 ff så må man gøre det nu. Det var Kampmann selv, der tegnede mønstre og motiver - nogle, der f.eks. henviser til Carl Jacobsens liv - andre med blomstermotiver. Det må have været et fantastisk samarbejde - også med de højt værdsatte håndværkere, der udførte det egentlige arbejde. Begge forfattere til dette kapitel er efterkommere af friulanske mosaikmestre - Vibeke Cristofoli har selv studeret og arbejdet med mosaikkunst i Italien - og har ligesom Ida Carnera, som er arkitekt, bevaret tæt tilknytning til familiernes oprindelige landsby i Friuli. Værket er gennemillustreret dels med billeder i de enkelte artikler - dels indsat i stor helsides gengivelse mellem artiklerne. I begge tilfælde er gengivelsen perfekt og det er en nydelse langsomt at betragte især helsidesbillederne. Kunne tekster her have været en god idé? Nej, det synes jeg ikke - de taler fint for sig selv hver især. Langt de fleste af fotografierne er af Anders Sune Berg. Mellem bogens faglige hovedartikler ligger en række korte, personligt funderede essays. Desværre måtte jeg opgive at læse dem, fordi de er trykt på en grå/mørkegrøn baggrund. Mine øjne kunne ikke klare den opgave, desværre. Jeg behøver vist nærmest ikke at sige det, men jeg er vildt imponeret over bogen. Der er masser af faglighed i teksterne, lige så meget skønhed i billederne - og desuden nogle gode historier. Bogen på 344 sider er støttet af Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Knud Højgaards Fond, Dreyers Fond og naturligvis af Ny Carlsberg Fondet. Den er udgivet af Glyptoteket og Strandberg Publishing i forbindelse med udstillingen ” Bag facaden - opdag Glyptotekets arkitektur”, 17. maj - 19. november 2023. Foto af forside fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
|
