|
 |
|||||
|
Udsendelsen er fra den: 20-01-2025 Jesper Stein: Lejr KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Nej, der er da slet ikke noget problem, sådan generelt, tænker Kaspar, selvom han må indrømme overfor sig selv, at det er hans egen skyld, at han nu ikke mere har en kone, heller ikke nogen bil for den sags skyld, men bor i en dyr lejelejlighed, der føles tom. Sammen med sine to børn er han netop nu på sommerlejr i Røsnæs flotte natur, og han sidder og tænker tilbage på den forbandede aften til hans kones reception ved åbningen af en udstilling med hendes keramiske værker. Her havde han i den grad blameret sig efter indtag af ikke bare vodka, men også et par baner coke. Hvad han præcist gjorde ved den lejlighed, får læseren først at vide et godt stykke inde i bogen. Kaspar er kunsthistoriker, journalist og producer på DR. Han er inviteret med på lejren på en slags afbud og burde egentlig føle sig godt tilpas blandt de andre - typisk folk tilknyttet det københavnske kulturliv - vi taler om en pæn håndfuld kvinder, lidt færre mænd - flere af dem havde været gift med hinanden - og så er der børnene, ingen babyer, flest små grundskolebørn - i blandt dem Kaspars søn, Julle, på seks år, og så fem teenagepiger, hvoraf en af dem er Kaspars datter Sara - og med sine 15 år er hun vist den ældste af teenagepigerne - i hvert fald den mest fremmelige. Lejr-opholdet er fem døgn - og det bliver fem elendige døgn for Kaspar. Han vakler hele tiden mellem at føle sig overset og udenfor eller pludselig viklet ind i aktiviteter, han ikke gider, orker eller kan finde ud af. Og da han den første dag er så heldig, at der pludselig er noget der ligner en vej for ham ind i fællesskabet, går det alligevel galt: en gruppe drenge og en anden far, Rob, inviterer ham ind i fællesskabet - de står og pjanker og poserer nøgne med deres mere eller mindre markerede muskler - ” ligesom hellenerne, de dyrkede også gymnastik og poserede som de gale grækere” , siger Kaspar til Rob, og pludselig er de i gang med at planlægge en workshop om hellenerne, en kunstnergruppe, der netop på Røsnæs havde en hytte, hvor de samledes om at dyrke naturen og den nøgne krop - det var en del af den såkaldte vitalisme - en kunstnerisk retning, fra første del af 1900-tallet, som Kaspar er specialist i. Desværre kommer hans datter lige forbi deres posering - kalder det klamt, megaklamt, og vil helst tage væk og hjem til sin mor. Det får hun jo ikke lov til. Det tegner egentlig godt med mændenes workshop omkring kunstnergruppen på Røsnæs, men så går det alligevel galt. Det er lidt svært at se, præcist hvorfor, men manderollerne støder klart og ustandseligt ind i hinanden. Vi ser det jo mest gennem Kaspars øjne - det inviteres læserne hele tiden til - af Kaspar selv: en mand måtte godt være følsom, tænker han, sårbarhed var jo in - der var jo både kronprins og fodboldspiller at spejle sig i. Men øjeblikket efter indser han, at det altså ikke virker for ham. Han føler sig udenfor - igen og igen. En anden gang øver han sig i at smile - et vindende smil, som der stod om i en bog - han havde gemt opskriften på sin telefon. I et øjebliks selverkendelse indser han, at han ligner en idiot. Det gør det ikke lettere for ham, at Sara får de andre teenagepiger til at drikke alkohol - hun selv har åbenbart prøvet det masser af gange. De andre pigers mødre bliver sure på Kaspar - og Sara og han er lige ved at blive sendt hjem - i øvrigt ikke kun denne ene gang. ” Du må ikke være sur på mig, Sara, jeg gør det så godt jeg kan”. Får datteren at vide - denne gang var det Kaspar, der var fuld. Dagen efter sker det så igen - Kaspar er pinlig, skyder skylden på skilsmissen. Sara siger, hun vil flytte væk - ikke mere bo med sine forældre, Kaspar svarer igen med noget så frygteligt, at han selv i samme sekund kan høre det - ’ han ser isbjerge styrte i havet, vulkaner eksplodere, jordens tektoniske plader forrykker sig, og kontinenter forsvinder i hans indre, alt styrter sammen i en sky af støv og opløsning’. Fortvivlende. Ligesom i TV-serien Badehotellet er der strålende solskin hver dag - lige til den sidste dag, hvor til gengæld regn, storm, torden og lynild bryder ud på Røsnæs. Her slutter Kaspars fortælling. Det er en bog om manderollen i dag. Men det er mere en det - er det en tragedie eller en komedie? Selv hvis det er en komedie, er Kaspar en tragisk figur, og man kan sørme godt føle med ham, for hvor er de voksne på lejren både mænd og kvinder dog alle sammen (eller i hvert fald de fleste) selvoptagede og ubarmhjertige. Blandt alle lejrgæsterne lyser Sara op som en lille stjerne - hun kan være sød og glad på udflugt med de andre piger, eller sur og skarp, når hendes far kvajer sig, men hun er hele tiden sig selv, og loyal overfor sin far, som nok ikke altid påskønner hendes ærlighed. Romanen er sammensat af så mange enkelte situationer og episoder, at der nok skal være mere end en enkelt, der kan genkendes af enhver, der har prøvet at være sammen med en stor gruppe i en lille uges tid! Det betyder, at der er meget at tænke over - samtidig med, at bogen er elementært spændende og underholdende. Hvem var det for resten, der hver nat brød ind i køleskabet og rodede rundt i ost og hummus - og drak aperol’en? Nærværende anmelder har med stor glæde læst Jesper Steins krimier med vicekriminalkommissær Axel Steen som hovedperson - i nærværende bog er en af mændene krimiforfatteren Morten - mon der dér er en lille hilsen til Axel Steen? Ham håber jeg på at møde igen i en ny bog. Bogen på 350 sider er i god fast indbinding med omslaget designet af Noa Gammelgaard med et maleri af Morten Schelde - fint, at den halvdel af maleriet, der udgør bindets forside, gentages på smudsomslaget. Bogen er udkommet på Politikens Forlag 6. januar 2025 Sendt på Radio Update 20. januar 2025 Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |   Lyd: Copyright Radio Update |
- skriv et enkelt ord