|
 |
|||||
|
Søg på RadioUpdate - skriv et enkelt ord |
|
De klogeste og skarpeste - historien om en ølkrig KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Foto af forsiden fra forlaget Carlsberg og Heineken havde i april 2008 netop i fællesskab for en høj pris overtaget det skotske bryggeri Scottish & Newcastle (S&N) – der var tale om et fjendtligt opkøb, der får ovenstående kommentar med på vejen fra Ditlev Tamm, som er forfatteren til et stort anlagt og flot gennemført stykke centralt dansk erhvervshistorie ’om Carlsbergfondet, bryggeriet og vores øl’. Prissedlen på det skotske bryggeri var svimlende 108 mia kr, hvor Carlsberg stod for cirka 57 mia og Heineken for resten. Med dette opkøb er vi kommet 132 år frem i tiden, siden J.C.Jacobsen i 1876 stiftede Carlsbergfondet, og Ditlev Tamm begynder dengang: 25 september 1876 blev et monument over fysikeren H.C. Ørsted indviet i det nuværende ’Ørstedsparken’, og den dato blev af brygger Jacobsen valgt som stiftelsesdag for et fond til videnskabens fremme – et fond, som han i stiftelsesbrevet overdrog til Videnskabernes Selskab. Intet af det, som Jacobsen her gjorde var tilfældigt: Hans beundring for Ørsted var stor. Både var Ørsteds betydning som videnskabsmand nærmest uovertruffen, og samtidig så Jacobsen i ham også idealet af en borger, der havde bidraget med sin store viden og talent til samfundet. Det var idealer, der lå bryggeren på sinde: en produktion af kvalitetsøl måtte nødvendigvis være baseret på videnskab, specielt kemi. Videnskab først, så øl, skriver Tamm, som grundigt redegør for, hvordan forskellige sider af forskning helt konkret lå bag Jacobsens oprindelige ølproduktion – stor omhu med temperatur, kornarter, gæring og vandets kvalitet. Jacobsen var gået grundigt til værks og tilbragte lang tid i Tyskland med studier af brygningsmetoder, hvor det var et vedvarende ønske for ham at få så meget viden, at han kunne brygge dansk øl af samme kvalitet som det tyske øl, han lærte at kende. I midten af 1840’erne begyndte han så at eksperimentere med lagring af øl efter de såkaldte bajerske metoder. Det blev en succes og i 1847 lod han bygge et komplet bajersk bryggeri ved Valby: dermed kommer Carlsberg ind i historien. Hvorfor overdrog Jacobsen sit livsværk til Videnskabernes Selskab og lod det ikke blot gå i arv til sin søn, Carl, der jo også var brygger? Det var der flere grunde til, som Ditlev Tamm tænksomt redegør for: dels nogle negative, dels nogle positive. Den negative side af sagen ligger i, at forholdet mellem J. C. Jacobsen og hans søn Carl Jacobsen nærmest livet igennem var problematisk, hvor faderen var mistroisk overfor sønnens evner som brygger. Men det hører bestemt med til historien, at striden mellem far og søn nåede at blive bilagt lige før faderen døde i 1887, og før fondets overtagelse af bryggeriet i 1888 med Carls helhjertede støtte. Den positive side ligger i bryggerens faste overbevisning om videnskabens store betydning for samfundet.”Det er nok verdens bedste ejerform”, siger professor Steen Thomsen om fondseje for store erhvervsvirksomheder, og det er i det lys interessant, at Carlsbergfondet er det første erhvervsdrivende fond her i landet – og muligvis det første i verden, skriver Tamm. Men er så bryggeriet til for fondets skyld – for at tjene penge til videnskaben - eller er det fondet, der skal tjene bryggeriet og sørge for, at det bliver drevet bedst muligt? Det er et af bogens helt centrale spørgsmål og i løbet af fondets lange historie har balancen her flyttet sig en del frem og tilbage. Den historie, Ditlev Tamm fortæller, har som sin røde tråd ledelsen af fondet, ledelsen af bryggeriet og udviklingen i fundatsen. Det, som gør denne fortælling spændende, er hans klare fokus hele vejen igennem på de mennesker, der driver udviklingen. Først fundatsen – for tanken er nok, at fundatsen jo er, som den var – for kan en fundats ændres? Det vigtige for Bryggerens udformning af fundats og testamente var at sikre bryggeriernes fremtid både mod overtagelse af fremmede og mod fald i kvalitet. Det mente han bedst skete ved, at bryggerierne blev drevet af Carlsbergfondet og af en kompetent ledelse. Den første ledelse var hans eget valg, men derefter skulle det være fondets opgave. I næsten 100 år stod fundatsen med sin oprindelige tekst, men i dag drives bryggerierne som aktieselskab i kraft af en række ændringer i fundatsen. Det skete første gang i 1970, hvor Carlsberg ved sammenslutningen med DFB (De Forenede Bryggerier, som også omfattede Tuborg) blev et aktieselskab og senere ved vigtige justeringer i 2000, 2007 og 2013. Det er ikke en let proces at gennemføre ændringer i en fundats, der jo er udtryk for stifterens sidste vilje, men det kan altså lade sig gøre, hvis ændringerne ses nødvendige for at opfylde selve formålet med fundatsen, et formål, som i dag kun kan tilgodeses ved, bryggeriet kan få ny kapital tilført. S. 431 - 435 Sådan er situationen for Carlsberg Group i dag – verdens 3. største og i stand til selv at opsluge andre, som f.eks. det nævnte skotske bryggeri Scottish & Newcastle (S&N). Tamm er professor i retshistorie og dr. jur. Og det er tydeligt for læseren, at han er hjemme i juraens substans, sprog og spidsfindigheder. Det gør kapitlerne om fundatsen til både forståelig, afklarende og fascinerende læsning specielt i de afsnit, der forklarer, hvordan en fondsandel på 51% af aktiekapitalen kunne ændres til en stemmeretsmajoritet på 51%, sådan at fondet uden at miste sin bestemmende indflydelse kunne rejse kapital til bryggerierne. Der er selvfølgelig mennesker bag alt dette,og forfatteren gennemgår hele rækken af bestyrelsesformænd i Carlsbergfondet og direktører for bryggerierne, og her tegnes mange fascinerende profiler af viljestærke personer: se f.eks. denne evaluering af forholdet mellem bryggeridirektør Poul Svanholm (1974 – 96) og fondsformand Kristof Glamann (1976-93): ”…meget tyder på, at det var så som så med hans [Glamanns] popularitet i bryggeriledelsen, og at han ikke havde gennemskuet, at den i forhold til ham altid korrekte og loyale Svanholm var godt træt af en bestyrelsesformand, der ikke rigtigt ville andet med posten end at positionere sig selv”.Et andet eksempel erSvanholms forgænger på posten som bryggeridirektør, A. W. Nielsen (1956-74), som Tamm karakteriserer som ”god til at sige sin mening om andre, men selv nærtagende”. Hans skræmmende hidsige temperament er der mange eksempler på i bogen. På den anden side understreges det også med mange eksempler, at A.W. Nielsen var ”vanvittigt dygtig og arbejdsom”. Ditlev Tamm inddrager naturligvis udviklingen i de allerseneste år. Siden 1977 har alle fondets fem medlemmer også sidder i aktieselskabsbestyrelsen (Carlsberg a/s) og fondets formand har samtidigt også indtaget posten som aktieselskabsbestyrelsesformand – altså en meget vigtig nøglerolle. Her har forfatteren nogle meget principielle overvejelser om det hensigtsmæssige i denne konstruktion, som i dag typisk er fravalgt af andre erhvervsdrivende fonde – og heller ikke anbefales af erhvervsministeriet. Til gengæld peger Tamm på, at det hos Carlsberg er gået rigtigt godt med at forene de to poster under både de to foregående formænd og den nuværende, Flemming Besenbacher. Det hører så med til billedet, at en lang række aktører, som Ditlev Tamm har talt med, understreger, at det kun er fondets formand, der har spillet en aktiv rolle, medens de fire andre kun i ’meget begrænset omfang bidrager substantielt til bestyrelsesarbejdet’ i virksomheden. Nu skal man jo ikke glemme, at fondet har ansvar for at tildele midler til videnskaben. Det er faktisk fondets hovedbeskæftigelse på månedlige direktionsmøder at behandle ansøgninger, som løber op i millioner hvert år. Men der ruttes ikke med pengene, og vi får da også en historie fra 1950 om, at det på et af fondets møder kom frem, at ’flere personer’ havde udtalt betænkelighed ved ’at professor Niels Bohr personligt kørte automobil, og et ønske om, at han fik en chauffør’. Bohr fik ikke en chauffør – i hvert fald ikke for fondspenge. Nu vi er ved pengene: Bogen giver en række fascinerende indblik i størrelsen af aflønningen af de forskellige direktører. Med hensyn til fondet skriver Ditlev Tamm, at der de senere år er sket ”meget betydelige forhøjelse af honorarerne, som i dag gør Carlsbergfondet absolut lønførende med hensyn til aflønning af bestyrelsesmedlemmer”. Forfatteren er selv medlem af Videnskabernes Selskab, og han fortæller i forordet, at initiativet til bogen kom fra Carlsbergfondets nuværende formand, professor Flemming Besenbacher. Denne havde i første omgang tænkt sig en gennemgang af de sidste 20 års historie, men Ditlev Tamm kom hurtigt frem til den overbevisning, at man måtte helt tilbage i historien for at forstå nutiden. Det er der kun grund til at være taknemmelig for – det er et imponerende værk, hvor forfatteren med stor entusiasme formår stramt at fastholde de historiske og juridiske tråde og alligevel får plads til de tilknyttede laboratorier og til omtale af Frederiksborg Slot, Carl Jacobsen og Ny Carlsbergfondet. Det virkeligt fine ved bogen er, at den på grund af det levende og engagerende sprog er interessant for ikke-fagfolk, og samtidigt (vil jeg tro) også for fagfolk såvel historikere som jurister. Ditlev Tamm har nemlig skrevet ud fra fortrinsvis primære kilder, og bogen er udstyret med et fint noteapparat, som er specielt interessant, fordi forfatteren har arbejdet ud fra Carlsbergfondets eget arkiv. Her er også inddraget voldsomt interessant stof, der ikke har set dagens lys, siden det blev lagt ind på arkivhylden. Der er en fin oversigt over disse arkivalier og anvendt litteratur samt et register, som dog desværre kun omfatter personnavne. Der er mange billeder i bogen – alle sammen tæt begrundet i teksten og i fremragende skarphed, da der er valgt en fin kvalitet i papir (derfor er bogen også meget tung at håndtere, men det må man leve med!) Omslaget skyldes Simon Lilholt/Imperiet, og her er en virkelig finesse, man let kan overse: Prøv at tage omslaget helt af og se på dets bagside! Gyldendal har udgivet værket for nogle år siden. Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |   Lyd: Copyright Radio Update |
|
/f/95823/1982x2764/76ed5da3ad/xi-jinping-forside_300-dpi.jpg)
