Hvad gør man, når det man har ventet på i 26 år, endelig sker?
For Inge Lehmann, jordskælvsforsker og matematiker, skete det i 1962, da hun midt om natten blev ringet op af en britisk forskerkollega, som kunne fortælle, at hendes hypotese om jordens indre, nu var blevet endeligt bekræftet takket være analyser gennemført på computer – det kollegaen omtalte som ’de nye elektroniske regnemaskiner’.
I sin bog om Inge Lehmann bringer forfatteren, Lotte Kaa Andersen, i det første kapitel læserne tilbage til 1930, hvor vi møder jordskælvsforskeren i dyb undren over mærkelige uregelmæssigheder i en række seismogrammer, hun arbejder med. Rystelserne fra et jordskælv spreder sig som flere forskellige bølger – dem Inge Lehmann fokuserer på, er de såkaldte p-bølger – som er de hurtigste, dem der kommer først (p- står for ’primære’). Der er noget, der ikke stemmer, tænker hun – P-bølgerne opfører sig ikke som de skal. På deres rejse gennem Jorden skifter de retning…..det kan ikke lade sig gøre. Først i 1935 vovede hun efter mange overvejelser at fremlægge sin hypotese i en artikel, som hun sendte til et internationalt seismologisk tidsskrift. Hendes hypotese brød med den ellers gængse opfattelse, at Jorden er bygget op af et flydende indre omgivet af sin faste kappe. Lehmanns pinagtigt nøje studier af seismogrammerne ledte hende frem til, at denne model simpelthen ikke passede – modellen måtte være forkert og forklaringen ligge i, at der i jordens flydende indre, allerinderst, lå en fast kerne: DEN INDERSTE KERNE. Men, måtte hun i sin artikel indrømme, det var kun en fortolkning, som man ikke kan hævde er korrekt, ’fordi data er ret utilstrækkelige’, skrev hun. Det var så netop flere og navnlig mere præcise data, som i 1962 førte til endelig bekræftelse og international anerkendelse af eksistensen af en fast inderste kerne i jordens flydende indre. Da var Inge Lehmann fyldt 73 og havde i otte år været pensioneret fra sin stilling på Geodætisk Institut.
Den inderste kerne er en fantastisk bog – elementært spændende og medrivende og ikke til at lægge fra sig, når først man er begyndt. Lotte Kaa Andersen har bygget den op i fem store afsnit, som hver især er inddelt i korte kapitler, som alle har en overskrift, der giver datering, sted og fokusperson efter modellen: Inge, Holte, 1930. Det er meget læservenligt, for selvom bogen bevæger sig helt ubesværet frem og tilbage i sted og navnlig tid, kan man altid tjekke og være sikker på, hvor man er landet. Vi følger hovedpersonen (født i 1888) lige fra tidlig barndom frem til hendes død i 1993 – gennem uddannelses - og jobforløb og frem for alt gennem forskning, der i alt for mange år måtte foregå i hendes fritid – og med toppunkt som nævnt, da hun var 73. Fascinerende er det at læse om, at jordskælvsstudier viste sig også at have den praktiske betydning, at seismologer i 1953 kunne fremlægge beviser for sovjetiske atomprøvesprængninger. Seismologiske data afslørede nemlig, hvor og hvor ofte disse sprængninger fandt sted. Disse ’falske jordskælv’ ligger nemlig i jordskorpens yderste lag, medens naturlige jordskælvs trykbølger ligger meget dybere.
Da jeg havde vendt sidste side i bogen og tænkte over Inge Lehmanns liv, gik det op for mig, at hermed var ikke bare skildret en af Danmarks allerstørste forskeres resultater, men også lidt mere end 100 års verdenshistorie set gennem en lup, og af de mange ting, som denne lup har givet indsigt i er, hvor lang, lang tid, der skulle gå, før en kvinde kunne accepteres som ligeværdig af ikke bare hele samfundsindretningen, men også af mange videnskabsmænd, altså kolleger (selvom der var hæderlige undtagelser). Der gives utallige eksempler på tilsidesættelse uden anden begrundelse (udtalt eller underforstået), at hun var en kvinde. Det kommer tydeligt frem i Inge Lehmanns stilling ved Geodætisk Institut, hvor institutdirektøren, professor Nørlund, fik hende ansat først som en slags assistent og derpå som statsgeodæt og chef for seismisk afdeling, hvor hun så også kom til at stå for at opstille nyindkøbte seismografer. Det lød umiddelbart rigtigt fint, men Nørlund lod hende klart forstå, at videnskabeligt arbejde ikke var relevant i hendes stilling, og al hendes arbejdstid gik med praktiske og administrative opgaver. Derfor måtte hun henvise al forskning til fritid og ferier, og selv en invitation til the fra den svenske konge måtte hun takke nej til, fordi Nørlund ikke så besøget som en del af hendes arbejde og derfor ikke ville give hende tre fridage og betale rejsen. For at føje spot til skade skulede mandlige medarbejdere ved instituttet til, at hun stod for det tekniske arbejde med seismograferne: ”den slags arbejde kræver et mandfolk” , hed det sig.
Men hun fik så virkelig forsket i sin frie tid, ja, det gjorde hun i den grad, så hun også begyndte at blive inviteret til møder og konferencer rundt omkring i Europa. I et helt overdådigt kapitel kan man læse om, hvordan en amerikansk geofysiker, professor Ewing, ankommer til Geodætisk Institut, hvor direktøren (naturligvis) selv vil stå for den formelle velkomst, medens Lehmann får lov at fortælle amerikaneren lidt om målestationerne. Det viser sig så, at det faktisk er netop for at tale med hende om hendes arbejde, at han er kommet, og han inviterer hende til et forskningsophold ved Columbia University i nogle måneder. Hun beslutter sig først for at sige nej tak – hun er for gammel, 63 år, men ombestemmer sig og søger orlov. Nørlund bevilger ganske vist orloven, men ingen udgifter overhovedet vil blive dækket. No problem, svarer amerikaneren – Pentagon stiller et US-Airforce-fly til rådighed samt en bolig. Herefter kan hun forske i resten af sit lange liv, og hun bliver vidt og bredt berømt og får tildelt mange priser og medaljer på begge sider af Atlanten. Men rigtigt anerkendt hjemme i Danmark bliver hun aldrig. Der oprettes et professorat ved Københavns Universitet i geofysik, hvor hun bliver indstillet, men ikke ansat – besættelsen af professoratet udskydes på ubestemt tid. Hun blev heller aldrig tilbudt at blive medlem af Videnskabernes Selskab, der dog gav hende en guldmedalje, som hun selv betragtede som en slags trøstepræmie.
Beretningen om Inge Lehmann er fortalt i præsens af en fortæller, der ved alt om sin hovedperson – f.eks. ved fortælleren, at da den unge Inge fik et brev fra Cambridge University og cyklede hjem til sine forældre med brevet uåbnet i tasken, var det fordi ’ hun helst ikke ville være alene med beskeden’. Hvorfra ved forfatteren, hvad hun tænkte? Ja, det er der måske en forklaring på – den kommer til sidst her i anmeldelsen.
På titelbladet deklareres bogen som ROMAN – efterhånden en bred genre, så det er interessant at få at vide, hvordan forfatteren har arbejdet, for det er jo klart nok en biografisk roman, som det også hedder i forlagets pressemeddelelse. Af bogens kolofon fremgår, at der er hentet materiale fra adskillige relevante arkiver, og hun har selv fortalt (til Nordjyske Stiftstidende), at hun blandt andet har læst Inge Lehmanns faglige korrespondance, som ligger i Rigsarkivet, men at det virkelige gennembrud for hendes research kom, da hun besøgte Lehmanns familie, som efterfølgende en dag skrev til hende, at de på loftet havde fundet en flyttekasse med forskerens private breve og billeder. Lotte Kaa var velkommen til at komme og kigge i kassen, der havde stået uåbnet siden Inge Lehmanns død i 1993. Det viste sig så, at kassen også indeholdt en dagbog, som klart var et gennembrud for forfatteren. Det er en elegant detalje her, at de sidste sider i romanen rummer samtaler mellem Inge Lehmann og hendes gode ven, seismologen Erik Hjortenberg: Lehmann ønskede, at netop han skulle overtage hele den enorme samling af faglige breve og manuskripter, som hun havde liggende. Det gjorde han med stor glæde og taknemmelighed, men derpå måtte han bruge en del energi på at overtale hende til ikke at lade private breve og billeder blive destrueret, men overdraget til hendes familie. Dermed er vi fremme ved den flyttekasse, som Lotte Kaa Andersen fik lov til at kigge i, og som må være kilden til de mange både faglige og private breve, som trykt med kursiv citeres i bogen samt til alt den egentlige biografiske fortælling, hvor hovedpersonens mange tanker og samtaler med familie og venner til gengæld er roman-delen. Man kan komme meget tættere på forfatterens arbejde med stoffet i det fine ekstramateriale om udgivelsen, der ligger på forlagets hjemmeside.
Bogen på 416 sider er udgivet af Gutkind Forlag –Statens Kunstfond takkes for arbejdslegater.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
