Gid det bare var en film, tænker kommissær Salvo Montalbano, da den sag han arbejder på har udviklet sig i mere og mere skræmmende retninger.
Det var ellers skræmmende nok allerede fra starten, for kommissærens gode kollega Fazio er simpelthen sporløst forsvundet – hans kone ved intet - det ligner ham slet ikke. Samtidig er Montalbanos kæreste Livia kommet på besøg oppe fra Norditalien, hvor hun bor – planen er en lang dejlig tur rundt i en særlig smuk egn i Sicilien, når først Montalbano liiige har været et smut forbi sit kontor for at underskrive et par papirer. Men da han på kontoret får at vide, at kollegaen er forsvundet, ja, så glemmer han alt om Livia og deres aftale. Den forsvundne Fazio havde bildt sin kone ind, at han skulle møde Montalbano nede på havnen, så det var netop der kommissæren starter sin eftersøgning af den savnede – imens Livia frustreret står alene og kigger ind i et tomt køleskab i hans ellers så dejlige hus nede ved stranden. Sporet ved havnen endte blindt og vi følger Montalbano på hans efterforskning, der bringer ham rundt i mange både byer og øde områder. Finder han så Fazio? Nu skal en anmelder jo ikke ødelægge spændingen, så det skal ikke røbes, men under alle omstændigheder havde Fazio faktisk truffet en aftale om at mødes alene med en noget lusket person, som han kendte fra bedre, gamle dage – og pludselig er han i alt for farlig kontakt med dybt kriminelle. Medens Montalbano udforsker sagen, dukker alskens mennesker op lige fra en viceminister, en mafioso og ikke mindst en transkvinde spiller en afgørende rolle. Så ja, kommissæren har ret – det ligner en film.
Hvad er nu det med mågens dans? Det viser sig, at Montalbano ser fuglen nede på stranden danse en mærkelig dans idet, den dør. Det syn gør stort indtryk på ham – og dukker op i hans hoved på et kritisk tidspunkt i sagen.
Hele bogen igennem er Montalbano den gode gamle person, vi kender: glad for kvinder og mad (jeg er i tvivl om rækkefølgen) tålmodig overfor kolleger, respektløs overfor foresatte, specielt politidirektøren, som han binder en lang og kun delvist sand historie på ærmet – naturligvis for at få fred til selv at udforske sagen. Højtstående politikere kan han simpelthen ikke udstå.
Bogen er elementært spændende, og når jeg havde lagt den fra mig et stykke tid, glædede jeg mig til at komme tilbage til den. Men det er ikke bare det – der er fantastiske skildringer fra Sicilien, nogle om dejlige steder – andre det stik modsatte, men fascinerende. Hør f.eks. her om ” en stenslette et forbandet sted, hvor man ikke kan dyrke noget, og hvor det er farligt at færdes, fordi man pludselig kan forsvinde ned i en revne, der udvider sig nedefter og bliver til en bundløs spalte i jorden” – naturligvis et favoritsted for mafiaen til at komme af med fjender, tænker Montalbano, der havde været nødt til at tage derud for at møde en kilde til oplysninger om den forsvundne kollega. Et andet sted spiller tre udtørrede brønde en vigtig rolle, og vi får at vide, at en såkaldt ’vandviser’ en gang havde fortalt, at der 30 meter nede var masser af vand, så ejeren af de 30 hektar land, det handlede om, lod dybe brønde grave – og hans jord blev frugtbar og paradisisk grøn. Men ak, så blev der boret en tunnel gennem det bjerg, der lå lige ved de 30 hektar frugtbart land – og pist forsvandt al vandet. Motorvejen blev i øvrigt slet ikke anlagt, men medens vandet flød væk, var pengene bevilget til motorvejen flydt ned i lommerne på entreprenører og mafiafolk, skriver Camilleri med bitterhed. Mon det er en historie fra virkeligheden?
En sjov ting ved vor commissario er, at han ganske vist er knivskarp til for eksempel at tænke sig frem til, hvordan forbryderne må have arbejdet, men når det kommer til at finde vej f.eks. på et stort hospital, er han aldeles hjælpeløs – skildringen af, hvordan han farer vild, er ren sød musik i ørerne på en, der selv ustandselig bliver væk og må bede om hjælp. Nå, hjælp får Montalbano også her – endda af en meget smuk sygeplejerske, der minsandten kommer til at spille en ikke ubetydelig rolle i sagens opklaring.
Og så er der maden – hvis man ikke lige selv har fået noget at spise, er Salvos måltider ekstremt appetitfremkaldende – f.eks. en dag, da ” han nøjedes med en let frokost hos Enzo. Han sprang pastaen over og nøjedes med nogle få forretter og tre friturestegte multer”. Og bogens allersidste ord er navnet på den middagsret, som Salvo sidder med alene på sin terrasse – en enorm tallerkenfuld caponatina.
Et lidt specielt stilistisk træk, som jeg ikke kan huske fra tidligere af Camilleris bøger: to steder vrider forfatteren historien ud af form: første gang siger Salvo til Livia, at der er et bestemt sted, som han ikke bryder sig om at komme, fordi TV-serien med ham selv bliver optaget der – for ” hvad nu hvis jeg pludselig render ind i ham skuespillerfyren, der spiller mig”. Det andet sted er Montalbano bekymret, for hvad nu, hvis han ….. ikke længere kunne fortælle Camilleri historien. Det er nok lidt en smagssag. Jeg ved, at mange ikke bryder sig om den slags postmoderne stiltræk. Jeg elsker det!
Så er der selve sproget: naturligvis italiensk, men vel at mærke Camilleris egen sicilianske dialekt: ’ man kom tættere på hinanden, når man talte dialekt’. Hedder det et sted – og et andet sted lader Salvo sin vicekommisær Mimì Augello læse et virkeligt chokerende brev, uden at han havde forberedt ham på indholdet. Mimì reagerer med en kommentar på italiensk - det var et dårligt tegn, tænker Salvo og fortryder, at han ikke havde forberedt kollegaen. Allerede her er der masser af udfordringer for en oversætter, men der er også den naive betjent Catarella, der udtaler alting på sin helt egen måde. Han er ikke en karikatur – og bliver det heller ikke i oversættelsen. Thomas Harder har stået for oversættelsen, og han styrer alle de varierede aspekter af Camilleris prosa, så det bliver et elegant dansk – og troværdigt, som hvis det var forfatteren selv, der havde stået for oversættelsen. Camilleri har i øvrigt været medforfatter på en bog om Italiens dialekter.
Det er en glæde at læse en krimi med en hovedperson, man gerne ville lære personligt at kende. Samtidigt får læseren et møde med de små sicilianske byer, med naturen, der kan være både smuk og barsk – og med et samfund fuldt af modsætninger.
Mågens dans er den femtende i Montalbano-serien udgivet på Arvids Forlag, 240 sider. Omslaget har Mathias Joong Dahl Jeppesen stået for – det er meget smukt at se titlens bogstaver diskret spille sammen med bølgerne. Elegant boghåndværk.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
