|
 |
|||||
|
Søg på RadioUpdate - skriv et enkelt ord |
|
Morten Lander Andersen: På tur i Tordenskiolds København KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
sagde min kollega, som lige kastede et blik på bogens bagsidetekst, som lover, at man kommer på druk med Tordenskiold, besøger hans mange kvinder og måske kan overvære en henrettelse på Nytorv. Nærværende anmelder kan dog fortælle, at bogen udover ganske rigtigt at være underholdende også giver solid basis for at få en masse at vide om København og byens historie under den Store Nordiske Krig (1700 – 1720). Denne krig var mere end almindeligt kompliceret med adskillige deltagere udover hovedkombattanterne Danmark-Norge på den ene side og Sverige på den anden. Forfatteren indleder derfor med et kapitel, der ridser de store træki denne krig op. Derpå kan man læse en tidslinje overbegivenhederne i hovedpersonens korte liv – Peter Wessel blev født i Trondhjem i 1690 og han døde i 1720 som adelig med navnet Tordenskiold. Så er man klar til en række ture ind gennem København med stopmere end 50 steder, som er centrale for Peter Wessel Tordenskiold – det skal så siges, at ordet ’centrale’ her forstås meget bredt! Lad os tage med på et par af turene: Peter Wessel var kun 14 år, da han kom til København,og han var så heldig at kunne bo lige overfor Slotsholmen på hjørnet Ny Vestergade/Frederiksholms Kanal. Selvom slottet i dag ikke er det samme som dengang, så lå der også dengang en ridebane der, hvor den ligger i dag. Efter sigende skulle den unge Peter Wessel have opsøgt Frederik 4. for at søge optagelse på Søkadetakademiet – det skulle være sket i De Kongelige Stalde, som i dag huser Undervisnings – og Kirkeministerierne (, Frederiksholms kanal 21,). Det kan være en skrøne, men Morten Andersen gør opmærksom på, at kongen nærede dyb mistillid til sine rådgivere og embedsmænd og derfor var åben overfor en gammel skik med, at den almene befolkning kunne møde kongen, når han kom på sine hyppige besøg i staldene. Peter Wessel kom nu ikke ind som søkadet ved denne lejlighed, men han kom da ud at sejle. Det var som dæksdreng på et handelsskib ejet af Vestindisk-Guineisk Kompagni, som boede lige ved , havnen, der bugnede af handelsskibe. Det blev en lang og hård tur for mandskabet (nok ikke mindst for en dæksdreng) og endnu hårdere for de slavegjorte mennesker hentet i Ghana, som var stuvet sammen nederst i lasten. De overlevende blev sat af på Skt. Thomas. Skibet blev nu lastet med sukker, rom og kaffe og nåede retur til København efterhalvandet års rejse. Nu meldte Peter Wessel sig til endnu en sejlads – denne gang hos Ostindisk Kompagni, som havde hovedsæde i Mikkel Vibes Gård, på Strandgade 32. Så gik turen til Indien – igen var han afsted i mere end halvandet år. På tilbagevejen lagde skibet til havn i Norge, og Peter Wessel fik der at vide, at han nu endelig var blevet optaget på Søkadetakademiet. Han afmønstrede straks fra handelsskibet og fik en lift tilbage til København med et engelsk skib – og undervejs fik han for første gang mulighed for lidt udspionering bag svenskernes linjer, da skibet i hårdt vejr havde lagt ind ved øen Marstrand i den sydsvenske skærgård. Tilbage i København gik Peter Wessel i gang på Søkadetakademiet i 1710 og fik snart kommandoen over et lille skib. Han var en hård chef – opsøgte ivrigt kampe mod svenskerne – og kom hjem med mange døde og sårede soldater. De sårede sømænd blev indlagt på Kvæsthuset, den oprindelige bygning ligger stadig på Kvæsthusgade 5, – nu er det Dansk Sygeplejeråd, der bor i huset. Wessel var så ivrig efter at indlade sig i slag, at hans mandskab klagede over ham til Søadmiraliteten – i årene 1712 -19 modtog admiraliteten to klager – begge var de fra Wessels mandskab. Klagerne over ham blev undersøgt af en krigsret, men han havde venner de rigtige steder blandt andet kongen, så han blev frikendt – og desuden adlet i 1716 – nu var han Tordenskiold. Skillingsviser og historier om søhelten florerede allerede i hans samtid – en af de allermest velkendte er den om ’Tordenskiolds soldater’. Den er knyttet til belejringen af Elfsborg i Sydsverige, hvor Tordenskiold skulle have ladet de samme soldater passere flere gange, så svenskerne troede, der var mange flere. Andersen forklarer overbevisende, hvorfor dette må være en myte, men fortæller til gengæld en anden historie, som næsten er endnu bedre: Tordenskiold skrev til kommandanten og lovede ham frit og ærefuldt lejde, hvis han overgav sig. Det accepterede han, men da det tog lidt tid, gik Tordenskiold selv ind i det svenske fort uden ledsagende soldater –og kom kort efter ud igen med kommandanten og alle hans officerer, som han derpå inviterede på vin nede på havnen. Det var i sommeren 1719. Senere på året kom en våbenhvile og i sommeren 1720 en fredsaftale og dermed slut på Store Nordiske Krig. Det meste af sit liv havde Tordenskiold tilbragt til søs, men sine sidste måneder boede han i et meget smukt hus, som nu er fredet og hvor Dansk Forfatterforening i dag bor i stuetagen – adressen er Strandgade 6. Så var der jo det med kvinderne. I bogen omtales tre, men her skal kun nævnes Mette Rasmusdatter, som mødte Tordenskiold i slutningen af 1719. Hun fødte i august året efter en datter, Johanne Marie. Derpå blev hun gift med søheltens kusk, og Tordenskiold betalte hendes brudekjole. Der er en vis mystik omkring Tordenskiolds død 12 november 1720 – det lyder nærmest til at have været et slags værtshusslagsmål, der endte i en duel lidt syd for Hannover mellem ham og en von Holstein. Tordenskiold blev begravet i en sarkofag i Holmens Kirke, Holmens Kanal 21. Det er en rigtig dejlig bog både til at læse i fred og ro og til at have med på ture i København. Der er på et par kort bag i bogen meget præcise angivelser af alle de omtalte steder – og der er et hav af gode historier og fun facts, hvor forfatteren, der er cand.mag. i historie og religion, omhyggeligt prøver at trænge gennem myter til, hvad der er mere eller mindre sandsynligt. Et eksempel er den omtalte historie om ’Tordenskiolds soldater under belejringen af Elfsborg, hvor myten lader kommandanten få det falske indtryk, at Tordenskiold havde mange flere soldater end de 500, som han faktisk havde, og som var alt for få til at indtage Elfsborg. Sagen er så bare den, skriver Andersen, at rapporten fra den svenske kaptajn, som inspicerede de danske soldater stadig eksisterer – og netop oplister det korrekte tal på 500 mand. Så hvorfor overgav kommandanten sig så? Jo, får vi at vide: dels fik kommandanten udover det frie lejde også stillet et pengebeløb i udsigt, og dels fik Tordenskiold smuglet et brev på tysk ind til borgens forsvarere, som for en stor dels vedkommende ikke var svenskere, men saksere uden den store villighed til at lade livet i kamp mod danskerne. Nu er denne bog jo (ikke mindst) beregnet til at tage med sig rundt på tur i byen, så meget naturligt er der ingen fodnoter til historisk faglitteratur, som forfatteren har anvendt. Derfor anbefaler han i forordet varmt historiker Dan H. Andersens Peter WesselTordenskiold fra 2005 og flådehistoriker Hans Chr. Bjergs Tordenskiold – glimt af Wessel fra 1990. Desuden er der sidst i bogen en litteraturliste. Det hele er ledsaget af fine illustrationer – hvoraf langt de fleste er fotos taget af Per Krogh. Bogen er udgivet af Frydenlund – og som en helt speciel service har forlaget minsandten haft held til at bringe et interview med den gamle søhelt – det kan kvit og frit læses på forlagets hjemmeside Foto af forside fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |   Lyd: Copyright Radio Update |
|
/f/95823/1982x2764/76ed5da3ad/xi-jinping-forside_300-dpi.jpg)
