Advokatsamfundet har i år 100-årsjubilæum og har i den forbindelse ønsket at fortælle om advokater, der har været med til at sætte dagsordener og deltage i samfundsdebatten i den periode. Det er blevet til en bog skrevet af historikeren Bo Lidegaard – og det er ham, der har udvalgt de ti advokater, der præsenteres i Lovord.
Bogen falder tydeligt og forståeligt nok i to dele: når en 100 år lang periode skal dækkes, så siger det sig selv, at ikke alle de medvirkende er nulevende. De fire nulevende advokater er skildret i vid udstrækning gennem egne ord, for disse fire kapitler udgøres af fire interviews, hvor forfatteren taler med advokaterne om en række centrale retspolitiske spørgsmål – det er vanvittigt interessant og i mine øjne den bedste del af bogen! Lad mig begynde med den yngste og sidste i bogen.
Det er Pernille Backhausen (født 1970), som sammen med en partner driver et selvstændigt advokatkontor, hvor hun har specialiseret sig i arbejdsret og ansættelsesforhold. Backhausen har dyb indsigt i den offentlige forvaltning bl.a. i kraft af medlemskaber af en lang række kommissioner, råd og udvalg og har der beskæftiget sig med samspillet mellem politikere og embedsmænd. Hun argumenterer overfor Lidegaard for, at justitsministeriet står som et svækket ministerium i dag, og Finansministeriet er til gengæld et ”vanvittigt stærkt ministerium” – i øvrigt uden ret mange jurister ansat. Hun diskuterer også den igangværende udvikling med politiske rådgivere og spindoktorer. Lidegaard er god til at stille netop de spørgsmål, som (i hvert fald nærværende anmelder) synes er allermest aktuelle, for eksempel om vi har for meget offentlighed i forvaltningen eller for lidt.
Anne Birgitte Gammeljord (født 1956) er specialist i insolvensret, arbejdsret og også i det aktuelle begreb ”hvidvask”. ”Har vi generelt for svag en lovgivning om hvidvask”, spørger Lidegaard, og hun svarer først, at ”det korte svar er ja”. Men hun uddyber grundigt, og det er interessant at læse om lovgivningen på området: Den stammer fra 1991, hvor det første EU-direktiv kom – i bund og grund ’kun’ med det formål at forhindre, at kriminelle kan bruge ulovligt tjente penge – disse penge må ikke komme ud i omsætningen. Siden er der kommet en række nyere direktiver – senest det sjette i oktober 2018. Det er et meget teknisk afsnit – men med gode aha-oplevelser for læseren.
Knud Foldschack (født 1952) får i overskriften prædikatet ’Aktivisten’. Han er da også i høj grad kendt f.eks. for sit arbejde med at få lovliggjort Christania. Til gengæld forklarer Foldschack omhyggeligt, hvorfor han ikke vil kendes ved prædikatet ’Den røde advokat’: ”Jeg tjener rigtigt godt, jeg deler ikke mine penge med nogen andre…..den eneste måde, jeg kan kalde mig rød på er, at jeg har en social forståelse”, siger han og tilføjer: ”Men det gør mig jo ikke mere rød end en god gammel konservativ med social forståelse”. Derfor afviser han også at være systemkritiker på samme måde som Carl Madsen, som han som ung arbejdede sammen med omkring Christiania. Foldschack er erhvervsadvokat og arbejder tit med fonde. Lidegaard spørger ham om hans syn på udviklingen i forholdet mellem den lovgivende og den udøvende magt. ”Der har vi et kæmpeproblem”, svarer han – og roser i samme åndedrag Advokatsamfundet, der tit har advaret mod lovgivningsmæssige lyntiltag. Hvilke sager holder han sig fra? Straffesager, svarer han, ”dem har jeg ikke nerver til”. Foldschack er muligvis den af de ti advokater, hvis personlighed kommer allerstærkest ud gennem ’sit kapitel’.
Thomas Rørdam (født 1952) var forsvarer i en række meget omtalte straffesager i 90’erne og 00’erne – bl.a. Blekingegadesagen, inden han i 2002 blev først dommer ved Højesteret og siden i 2017 præsident for samme. Bo Lidegaard understreger, at det er som præsident for Højesteret, at Rørdam udtaler sig om både forholdet mellem Højesteret, Grundloven og Folketinget – og om andre retspolitiske temaer. Der er mange principielle spørgsmål, der tages op under samtalen, der fandt sted i efteråret 2018. F.eks. når det drejer sig om udvisning af kriminelle med udenlandsk baggrund. Her har lovgiver bestemt, at der skal udvises til grænsen af, hvad der er muligt efter Danmarks internationale forpligtelser, navnlig Menneskerettighedskonventionen. Rørdam forklarer, at det ikke er let i praksis at finde den grænse, fordi konventionsteksten er ret bredt formuleret. Desuden flytter grænsen sig hele tiden, ”fordi Menneskerettighedsdomstolen på det seneste er slået ind på en linje, hvor der overlades en større margin til de nationale domstole”. Noget senere i interviewet fremhæver Rørdam så, at selvom internationale domstole er dynamiske (hvad de er!), så må danske domstole ikke være dynamiske i deres fortolkning af internationale konventioner. Det er bestemt ikke en let opgave for domstolene, og det er godt at blive klogere på de forhold.
De første seks kapitler i bogen er nødvendigvis historiske – og Bo Lidegaard er jo netop historiker med en både dyb og omfattende viden. De her portrætterede advokater er født mellem 1860 og 1926, og ingen af dem lever i dag. Når man læser disse afsnit lige efter hinanden giver de et næsten svimlende indblik i hvor meget, der er sket i den periode. Den ældste her er Otto Liebe (født 1860) – meget naturligt hører han til her som stifter af Advokatsamfundet, selvom han nok er allermest kendt for sin rolle i den såkaldte Påskekrise i 1920, hvor han nåede at være statsminister i en uge. Christian Ludvig David lærer vi også at kende som storspekulant, erhvervsmand og kunstinteresseret – husk Davids Samling. Men det er ikke det hele, for som kvart jødisk tog David til Sverige under besættelsen som så mange andre. Efter krigen deltog David i indsamlingen til en hædersgave til Erik Scavenius, som han så som den, der ved at forhale jødeforfølgelserne havde reddet mange danske jøders liv. Her er det nok et af Bo Lidegaards egne stærke synspunkter på den omdiskuterede Scavenius, der kommer frem. Mathilde Hauschultz (født 1888) er nok den mindst kendte af alle de portrætterede. Hun var en af landets første kvindelige advokater og folketingsmedlem, hvor hun kæmpede for kvinders ligeret, men samtidig var hun (i Lidegaards ord) ”på det tabende hold med sine bundkonservative synspunkter”. Carl Madsen (født 1903) får af Lidegaard det noget usædvanlige prædikat ”Med hadet som motor”. Han blev i 1928 medlem af Danmarks Kommunistiske Parti – og var meget aktiv der, indtil han i 1975 blev ekskluderet! Læseren får den fornemmelse, at Lidegaard (som har været officiel opponent på en ph.d. afhandling om Madsen) har en særlig interesse for denne advokat. Jon Buhl (født 1917) bliver rost for at tegne en linje fra domstolen ind i den kulturelle verden. Den handlede om bogen Fanny Hill, som ganske vist var udkommet i England helt tilbage til midten af det 18. århundrede. Herhjemme forbød domstolene ”kunstneriske frembringelser, der havde pornografisk indhold”. Forlaget Thanning & Appel påtænkte at udgive en dansk udgave, og Buhl var forsvarer for forlaget. Han oplæste erklæringer fra en lang række anerkendte danske forfattere, der mere eller mindre begejstrede erklærede, at bogen havde litterær værdi. Sagen nåede helt fra Byretten gennem Landsretten til Højesteret, hvor den blev frikendt i 1965 – og en ny epoke var indvarslet. Mogens Glistrup (født 1926) anerkendes af mange (heriblandt Bo Lidegaard) for sin dygtighed, men han var også en ”mand uden bremser”. Den slags kan jo være farlige – både for andre og for sig selv. Han begyndte som skatteadvokat og udråbte i 1972 sit eget parti: Fremskridtspartiet var en realitet. ”Bag klovnerierne havde Glistrup som den ægte hofnar fat i reelle problemer”, kommenterer Lidegaard, og peger på galopperende skattetryk og vildtvoksende lovjungle.
Bogen er skrevet på opfordring fra Advokatsamfundet til Bo Lidegaard, og han nævner i forordet, at han og Advokatsamfundet har drøftet ”form og anslag”, men at han i øvrigt har arbejdet med frie hænder. Denne anmelder har spekuleret lidt over, hvad der ligger i begrebet ’anslag’, og det kunne måske godt have været uddybet. Formen på bogen er velvalgt, så de ti advokater præsenteres med nogenlunde samme omfang, og det er helt fornuftigt at afstemme det mellem opdragsgiver og forfatter. Bo Lidegaard skriver klart og engagerende – emnet er ganske vist absorberende, men det kunne let være blevet tørt, når et så stort spand af år skal gennemløbes, men det er bestemt ikke gået sådan. Lidegaard er historiker og forfatter til en lang række bøger om historiske og biografiske emner, og så har han i et kvart århundrede været ministeriel embedsmand og i fem år chefredaktør på Politiken – han har meget erfaring at trække på.
Bogen er i meget smukt hardcover og er udgivet af Gyldendal.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
