Kuglerne flyver og blodet flyder i denne dramatiske historie fra Grønland
som er tredje bind i en serie. Handlingen udspiller sig flere forskellige steder på Grønland med en enkelt, men væsentlig afstikker til København, og første scene foregår ved en øde nordbobygd, hvor en mand skubbes baglæns ned i en udtørret brønd. Alt det kommer jeg naturligvis tilbage til, men allerførst er der et spørgsmål, der trænger sig på: Hvad er det med de serier for øjeblikket – mere populære end nogensinde før?
For nu at nøjes med krimigenren, så har dens forfattere lige fra Conan Doyle og hans Sherlock Holmes dyrket en enkelt detektiv – det gjaldt Dorothy Sayers med Peter Wimsey og George Simenon med inspektør Maigret. Nogle forfattere har så to detektiver – som Agatha Christie med Hercule Poirot og Miss Marple, som dog aldrig møder hinanden endsige arbejder sammen! Med hensyn til de forfattere, der stadig er blandt os, kan man jo ikke vide, hvad de senere kan finde på, men det generelle billede med en enkelt detektiv eller to i et forfatterskab holder nogenlunde – sammen med tendensen til, at en hjælper følger eller er tæt på detektiven. Detektiven behøver naturligvis på ingen måde være professionel i branchen, og kan f.eks. være journalist eller andet. De enkelte bøger kan uden noget problem læses i den rækkefølge, man nu engang får fingre i dem. Stort set ingen krimier danner sig et helt splinternyt univers, som kun bruges en enkelt gang. Vi ser de samme hovedpersoner i samme univers, men en ny sag at opklare hver gang. Det gælder også krimier på TV – tænk f.eks. på alle de britiske af slagsen med en lang række kendte skikkelser lige fra Morse og Jane Tennison til i dag, hvor vi f.eks. har tyske der Alte.
Men der er ved at ske noget nyt i krimiserierne: Ikke bare beholder forfatteren sin detektiv/hovedperson, men hele den sammenhæng handlingen foregår i, og dele af det mere perifere persongalleri bliver også hængende sammen med centrale dele af handlingen. Måske er foregående binds forbrydelse slet ikke opklaret endnu – eller det viser sig, at der var fejl i opklaringsarbejdet. Kort sagt seriernes bøger er ved at få en tendens til at hænge tættere og tættere sammen. Vi så det f.eks. i Elsebeth Egholms nyeste serie med Rina, street artist og læge, hvor første bind (Jeg finder dig altid) slutter med, at politiet må konstatere, at de står og mangler en drabsmand. Det rådes der så bod på i den næste bog Frit fald.
Hermed er vi fremme ved Nordbos tredje og nyeste bind i hans ’Arctic noir’ serie, hvor de to første var Pigen uden hud og Kold angst. Den nye bog, Kvinden med dødsmasken, åbner med manden, der falder bagover ned i en udtørret brønd, hvor han efter uhyggelig lang tid dør. Han falder ikke af sig selv, en kvinde skubber – og da han nede fra brønden råber til hende, hvem hun er, præsenterer hun sig med det ene ord qivittoq. Dermed er bogens tema slået an. Qivittoq er en figur fra grønlandsk mytologi, som på dansk af og til kaldes fjeldgænger – et menneske, som har forladt sit samfund for at vandre ensom i fjeldene – også efter sin død. En uhyggelig skabning, som alle frygter, og som vil hævne sig. Den gennemgående hovedfigur i både indeværende bog og de to foregående er den unge journalist, Mathew Cave, der har en nær forbindelse til Nuuks politi, som tit gerne diskuterer sager med ham – dels i respekt for hans analytiske evner dels, fordi han har været tæt på flere mennesker, der har forbindelse til en række drab – de fleste uopklarede - forskellige steder på Grønland. De tekniske spor politiet finder på den døde mand fra brønden peger på morderen som en kvinde, der døde ved et stort fjeldskred et halvt år tidligere. Qivittoq? Det er skræmmende, og for politiet ret håbløst i opklaringsarbejdet. Samtidig trækkes der hele vejen igennem bogen tråde til storpolitik: Monroe-doktrinen bringes på banen i kampen om magten i Arktis med amerikanske aktører og blikke rettet mod Rusland og Kina. Men det allerstørste tema er dog det, som en krimi skal handle om: Forbrydelsen – her de mange overgreb på piger og unge kvinder: overgreb, der senere hævnes.
Tilbage igen til krimi som genre og serie som fortælleform: Kvinden med dødsmasken præsenteres af forlaget som ’Tredje selvstændige bind’ i serien. Heri ligger, at bogen kan læses, uden at man først har læst de to tidligere bind – og det kan den naturligvis – det gjorde denne anmelder i hvert fald, men den bedste oplevelse vil man få ved at læse de to første, inden man tager hul på den tredje. Jeg vil vove den påstand, at indtil for få år siden kunne man roligt kaste sig ud i den tredje bog i en serie, lige nikke genkendende til persongalleriet og så ellers ikke tænke over, hvad der var gået forud. Men den går ikke her, og jeg må tilstå, at jeg på forlagets hjemmeside fandt frem til omtalerne af handlingen i de to første. Det var heldigvis en ret udførlig omtale……og så kørte det bare. For bogen er vildt spændende, godt fortalt og med fabelagtige beskrivelser, hvor jeg bare vil nævne to eksempler: i begyndelsen af bogen fortælles om en strandet hval anskudt ude i fjorden, men hvor ’fangerne har klokket i det’, som en politimand konkluderer og tilføjer, at ’det giver en fandens masse rod’. Hele den episode med deltagelse af fangerne, der kræver at beholde hvalen, politiet, der mener, den bør konfiskeres, den lokale repræsentant for WWF, en besøgende whalespotter og en fra turismebranchen. Man kan se det hele for sig. Et andet eksempel er fjeldskredet – det er flot beskrevet, men til gengæld også så uhyggeligt, at det næsten er ubærligt at læse.
Mads Peder Nordbo (navnet kan da ikke være et tilfælde?) boede og arbejdede i Nuuk, da han skrev de to første bøger i serien, og man kan mærke, hvor godt han kender byen, som han ubesværet lader sine personer gå rundt i.
Politikens forlag har udgivet bogen, hvor Kenneth Schultz har stået for det meget rammende omslagsdesign.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
