”To år før min far forlod os, sagde han til min mor at jeg var virkelig grim”.
Det er bogens første sætning, og denne dom fra faderen kommer til at plage den unge pige gennem hele bogen, som er hendes egen beretning. Faderen følger endda op på sagen ganske kort tid efter med ordene ”Der er intet at stille op, Giovanna, du er fuldkommen som min søster,” Ganske vist kender den knapt 15-årige pige dårligt nok sin faster, Vittoria, men hun ved, at i forældrenes øjne er fasteren, noget af det mest afskyelige og grimme, der findes i Napoli.
Giovanna tager ordene til sig, men kan ikke lade være med at spekulere over, hvordan fasteren egentlig er – og det ender med, at hendes far, Andrea, ringer til Vittoria og aftaler, at han kommer med datteren, så hun kan møde sin faster. Men selv skal han ikke nyde noget – han venter nede i bilen. Dette første besøg bliver til mange flere, og Giovanna får ting at vide om sin far, som gør ondt på hende: arven efter bedsteforældrene havde splittet familien, forklarer fasteren. Det handlede om den lejlighed, som de i alt fem søskende i fællesskab havde arvet – Vittoria var den fattigste af dem, og ud af hendes fire brødre var det kun Andrea, som ikke ville lade hende overtage lejligheden, men gennemtrumfede, at den blev solgt og beløbet delt mellem dem alle fem. Men der er også meget andet, der kommer frem i de lange samtaler mellem Giovanna og Vittoria, hvor Giovanna bl.a. introduceres til fasterens lidenskabelige kærlighedshistorie med en gift mand. Den historie endte med elskerens død, medens Vittoria til gengæld fik en helt ny familie – nemlig elskerens efterladte enke og tre børn. Disse sidste kom til at spille en stor rolle for Giovanna.
Hermed er scenen sat for de næste cirka to år i Giovannas liv – fra en lille pige der elskede og beundrede sin far og mor til en (næsten) voksen kvinde, med et mere end skeptisk forhold til begge forældre, der endte med at blive skilt, som det jo allerede fremgår af bogens allerførste sætning.
Hele bogen er Giovannas egen beretning om de to vigtige år i hendes liv fra knapt 15 til lige over 16 år. Det er absorberende læsning – men det er ikke en ’spændingsbog’, hvor man sidder yderst på stolen og vender siderne spændt på, ’hvad det ender med’. Nej, det spændende ligger i, hvad der sker og på hvilken måde og i hvordan personerne udvikler sig. Handlingen udspiller sig omkring Giovanna og hendes cirka jævnaldrende venner af begge køn – og det er mildest talt meget der sker for unge i den alder. De voksne danner måske nok nærmest en slags kulisse. På den anden side giver bogens titel en kraftig opfordring til at holde øje med forældregenerationen og deres ’løgnagtige liv’. Løgn er et stort tema, og i bogens sidste sætning aftaler Giovanna og en yngre veninde, som har meget barndom til fælles, at de ’ville blive voksne på en måde som ingen havde været det før’. En måde, der handler om at lyve mindre, må man formode, for begge piger er på vej væk fra forældre, der bærer rygsække fyldt med løgn.
Det er mesterligt, som Ferrante får Giovanna til leve gennem bogens over 400 sider – og det er en god idé ikke at læse for hurtigt, for der er så meget at tænke over. Fordi Giovanna i sin alder af spirende teenager hører sin far sige, at hun er grim, så bliver hele modsætningen mellem smuk og grim afgørende for hende og et andet stort tema i romanen – hør f.eks. denne samtale mellem to veninder og Giovanna, som spørger: ”Er jeg efter jeres mening grim?”, ”Nej, da.” ”Sig sandheden” kommanderer hun …….og så til sidst konkluderer den ene veninde: ”Når jeg er bekymret, bliver jeg grim, men så går det over”. Det trøster Giovanna et stykke tid, men så vender tvangstankerne tilbage igen – ikke mindst fordi hun sammenkobler grimhed og ondskab. Det er hjerteskærende at læse hendes kvaler, da hun indser at hendes forældre er på vej fra hinanden – barndommen er forbi.
Naturligvis bliver Giovanna kort efter forelsket. Der er pludselig en ung mand, Roberto, der fanger hendes opmærksomhed. Det sker i en brøkdel af et sekund, og hun ’vidste at alt i hendes liv nu ville ændre sig’ og vi får en af de smukkest tænkelige beskrivelser af det at være forelsket. Desværre er Roberto forlovet med en af Giovannas veninder, som tilsyneladende ikke bekymres af den gensidige interesse mellem Giovanna og Roberto – selv ikke, da sidstnævnte siger til Giovanna: ”hvor er du smuk”. Han siger det da også nøgternt – ’som om han var blevet bedt om at formulere en mening om et maleri’. Alligevel er denne sætning udtalt i slutningen af bogen et fint link tilbage til begyndelsen, hvor Giovanna blev ramt så hårdt af sin fars ord om, at hun er grim.
En helt selvstændig rolle spiller et armbånd – det stammer fra Giovannas fars familie, hvorfra helt præcist er dog lidt uklart. Der lyves nemlig ret meget netop om dette smykke, der stråler så smukt om flere forskellige håndled gennem bogen. I flere omgang er det Giovanna, der bærer det. Jeg har noteret mindst 12-14 nøgleepisoder omkring det armbånd, og det fungerer som en slags rød tråd gennem fortællingen. Gåder af den slags er gode romaners sunde rugkerner. Så forfatterens intention med armbåndet har hun selv lagt ud til læserne, og én ting er helt sikker – hun vil aldrig svare, hvis nogen skulle finde på at spørge. Elena Ferrante er et pseudonym, som er bevaret hemmeligt i næsten 30 år. Hun har kun givet skriftlige interviews, og det fremgår altså, at navnet dækker over en kvinde. Men bøgerne vil hun ikke giver kommentarer med på vejen – de må klare sig selv. Litterære priser ønsker hun i øvrigt heller ikke at modtage.
Det hele foregår i Napoli med meget klare beskrivelser af byens forskellige kvarterer og deres præg. Giovanna og hendes familie bor højt oppe i byen i et solidt og pænt kvarter, medens fasteren og resten af faderens familie bor nede i et fattigere kvarter. Da faderen forlader Giovanna og hendes mor, flytter han sammen med en kvinde, der bor endnu højere oppe i Napoli – med udsigt over bugten. Så kan man næsten ikke nå højere – heller ikke socialt. Parallelt med disse geografiske skillelinjer mellem napolitanerne spiller sproget en stor rolle. Da Giovanna første gang ringer til Vittoria, svarer denne ”hallo” med en så aggressiv napolitansk udtale, at pigen forskrækket smider røret på. Hun er vant til, at streng rigsitaliensk udtale uden antydning af dialekt er det eneste acceptable og kender egentlig ikke andet. Derfor bliver hun ærgerlig over at føle sig udenfor, når hun er sammen med den nye familie, som hun møder gennem Vittoria.
Hvor det dog er fascinerende at se Giovanna gå fra at være barn til voksen eller næsten voksen. Der er meget at tænke over, og forfatteren kan noget med samtaler om væsentlige emner – nogle af dem nærmer sig sokratiske dialoger i modenhed. Hvorpå Giovanna med en teenagers utålmodighed bryder af – og vender tilbage til sagen en anden gang.
Sproget er næsten lysende klart oversat fra italiensk af Nina Gross. Jeg synes, det hører med, at hun på bogens kolofon takker ”sin redaktør og kollega, Marie Andersen, for støtte og opmuntring, især mens denne bog blev oversat i Bergamo under covid-19-epidemien i foråret 2020”.
Det smukke omslag er ved Sofie Winding med en beskåret gengivelse af et værk af kunstneren Eva Vermandel. Det er et fotografisk værk med titlen ”Alice and Vicky – stroud green”.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
