Sådan fortæller kunsthistorikeren Connie Hansen i bogen Folkets Tid, hvor syv malerier illustrerer Socialdemokratiets historie fra 1871 frem til 2018.
Et fotografi er et øjebliksbillede og blot et lille udsnit af virkeligheden.
Sådan kan man læse i kunsthistorikeren Connie Hansenskapitel i bogen Folkets Tid, hvor historikeren Martin Grunz introducerer kunstneren Jacob Brostrups syv malerier, der illustrerer Socialdemokratiets historie fra 1871 frem til 2018.
Baggrunden for bogen er et initiativ fra Socialdemokratiet, som kontaktede både historikeren og kunstneren med den opgave at udsmykke partiets gruppeværelse på Christiansborg. Martin Grunz stod sammen med kunstneren for indsamlingen af hele det kolossale materiale af fotografiske historiske øjebliksbilleder, som Brostrup så indarbejdede i de syv store, fortællende malerier. Disse kunstværker kommer jeg tilbage til, men først lidt om bogens opbygning:
Opgaven var på forhånd bundet til at omfatte syv malerier, der skulle illustrere de nævnte 147 års historie begyndende med slaget på fælleden i 1872. Hvert maleri har så tilknyttet til sig et idépolitisk (eller filosofisk) begreb. Det første maleri illustrerer Slaget på fælleden, som knyttes til begrebet frihedsrettigheder og til hvert af Brostrups malerier har Grunz så skrevet den tekst, som sætter begivenheden ind i sin historiske ramme, som han i nævnte eksempel lader dække perioden 1871 – 1899. Det tætte samarbejde mellem forfatter og maler var hele tiden grundlaget for arbejdet med malerierne – og det er det samarbejde, der også kommer til udtryk i bogen.
Grunz skriver Socialdemokratiets historie både interessant, præcist og kompetent, men (naturligvis) ikke upartisk. Det er der bestemt ikke noget galt i, men det er altså ikke det samme som en historiker med neutrale øjne (hvis en sådan findes?) – dette ses først og fremmest i valget af fokuspunkter, hvor Schlüters regeringer eksempelvis klares på ganske få linjer, medens et citat fraAnker Jørgensens nytårstale i 1982 fylder næsten en side. Rimeligt nok, når Henrik Sass Larsen i sit forord præsenterer den som en ’bog om Socialdemokratiet og Danmarks historie’.
Der er en meget fin beskrivelse af hele forløbet omkring de to folkeafstemninger om Maastrichttraktaten, hvor EF skulle bliver til EU. Ved afstemningen i juni 1992 blev det nej. Grunz forklarer helt præcist, hvordan Socialdemokratiet, nu ledet af Poul Nyrup Rasmussen, sammen med de radikale og SF, som udgjorde et flertal udenom KV-regeringen, i enighed kunne forelægge et Nationalt Kompromis om et reduceret EU-medlemskab for regeringen. Dette kompromis bestod af de velkendte fire forbehold, og regeringen accepterede det. KV-regeringen faldt i januar 1993 som følge af Tamilsagen og Poul Nyrup tog over med en flertalsregering, som foruden Socialdemokratiet bestod af CD, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti – den første flertalsregering siden 1971, som Grunz gør opmærksom på. D. 18 maj 1993 kom så endnu en EU-afstemning nu inkl. de fire forbehold, kaldet Edinburghaftalen (det blev et ja). Her er det lidt overraskende, at forfatteren hurtigt går videre uden at nævne, at der efter at afstemningsresultatet blev kendt udbrød voldsomme uroligheder på Nørrebro, hvor politiet første gang efter 2. verdenskrig affyrede skud mod demonstranterne.
På den anden side bør det fremhæves, at Grunz ikke undlader de mere uheldige forløb for Socialdemokratiet: Nyrup/Auken konflikten i 1992 bliver skildret absolut fair. Det samme gælder det, som Grunz selv kalder ’nedslidningen af Socialdemokratiet’ i forbindelse med efterlønsforliget i efteråret 1998.
Malerierne, som nu hænger i Socialdemokratiets gruppeværelse på Christiansborg, er fantastiske, intet mindre. Hvis man ikke allerede kender Jacob Brostrups kunst, er dette er meget fin anledning. Billederne behøver ikke en introduktion – kun god vilje til at fordybe sig i de utroligt mange detaljer, skildret igennem en farvelægning i hånden af en skitse skabt digitalt i et billedbehandlingsprogram. Men det er ikke til at komme udenom, at Connie Hansens gennemgang af værket giver nogle indsigter, som er meget værdifulde og øjenåbnende. Hun forklarer, at Brostrup til projektet ’Folkets Tid’ arbejdede med omkring 1000 fotos, hvoraf han til hvert af de syv malerier udvalgte cirka 30 billeder. Hans teknik er dermed baseret på en kombination af de historiske fotos, de moderne digitale metoder, hvor mure og faner gennemhulles og lader det, der er på den anden side dukke frem – og så til sidst en pensel, der gennemarbejder motiverne – for så til allersidst at lade den stadig våde maling sive i striber henover resultatet. Det lyder mærkeligt, men fungerer helt fantastisk – det skal simpelthen ses. Der er samtidigt mange klassiske virkemidler i malerierne: F.eks. gør Connie Hansen opmærksom på, at Brostrup gennem hvert af billederne arbejder med et forsvindingspunkt, hvorigennem vi konstant drages fremad i historien, som hun formulerer det. Endelig det som historikeren og billedkunstneren har været allermest optaget af: malerierne og teksten arbejder virkelig godt sammen.
Bogens værdi for historisk interesserede ligger også i de grundige noter til hvert kapitel, der afslutter bogen.
Omslaget og den omhyggelige grafiske tilrettelægning har Søren Ellitsgaard stået for, og bogen er udgivet af Gyldendal i samarbejde med Socialdemokratiet.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
