|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 20-01-2022 Vilje, viden og værdier – J. C. Jacobsens villa på Carlsberg KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
I 2021 blev et enormt restaureringsarbejde afsluttet, og denne bog er nu udkommet med en grundig gennemgang af både hele den oprindelige byggeproces og den nyligt gennemførte restaurering af selve huset, med tilbygninger, og af den enorme have som den dejlige krone på værket. En række forfattere med specialviden indenfor hver deres område har bidraget. J. C. Jacobsen tegnede selv de første udkast til villaen – og ikke bare det: den meget teknisk begavede brygger designede selv og lod udføre et avanceret anlæg til luftopvarmning i hele huset – og i væksthusene. Der var også vandkloset og badekar, i spisestuen madelevator, gardiner med snoretræk – og meget, meget mere, skriver arkitekturhistorikeren Peter Thule Kristensen i sit bidrag. J.C. Jacobsen vidste godt selv, hvordan han ville have sin hovedbygning, og villaen var jo ikke bare var ét enkelt hus, men der var også vigtige væksthuse og udestuer – med forskellige arkitekter. Men der var én, der leverede den første tegning og klart styrede det hele: J C Jacobsen selv. Men det var måske ikke hele historien – det vender vi tilbage til. Inspirationen fra den italienske renæssancearkitekt Palladio er iøjnefaldende, og det er så heldigt, at der er et væld af tegninger i Carlsberg arkiv - ikke bare Jacobsens skitser, men også de forskellige arkitekters bidrag, blandt andet farvelagte dekorationstegninger til rummenes indretning. Forfatteren peger på, at vi her møder både guldalder og middelhavskultur . Her er det også vigtigt at se, hvordan genopdagelsen af farverne i antikkens kunst kommer til udtryk: væggenes varme, røde farver i den pompejanske stil møder de nyklassicistiske hvide skulpturer, buster og relieffer. Her oplever villaens besøgende specielt Thorvaldsen, som bryggeren var en stor beundrer af, skriver kunsthistorikeren Birgitte Anderberg, som gennemgår villaens værker med interessante detaljer og anekdoter. Hendes gennemgang af Thorvaldsens relieffer er fremragende – man får i den grad lyst til at sidde og se længe på værkerne, der naturligvis er gengivet i bogen. En del af dem er udført specielt til deres placering i huset, og her var Jacobsen særdeles styrende overfor kunstnerne, hvor han helt konkret ved en enkelt lejlighed direkte med en lommekniv skar en hårlok, som han ikke syntes passede, af en gipsfigur. At han lod sig selv optræde (ganske vist diskret og i baggrunden) på et andet relief, er jo ikke et ukendt fænomen for mæcener i kunstværker. Villaen ligger spektakulært placeret i en af landets største private haver – oprindelig 15.000 m2, men siden udvidet til det dobbelte. Kapitlet her er skrevet af landskabsarkitekt Kristine Jensen, som var ansvarlig for anlæggets restaurering. Også her var bryggeren særdeles aktiv – der foreligger fra hans egen hånd en helt nøjagtig fortegnelse over havens planter; den er naturligvis gengivet i bogen, men er nok lettere at læse i transskriberet udgave på: Carlsbergfondets onlinearkiv Kristine Jensen har sammen med kunstneren Cathrine Raben Davidsen stået for et af de få helt moderne elementer i restaureringsprojektet: Vinterhaven på knapt 150 m2, skulle helst kunne rumme forholdsvis mange mennesker, der bevæger sig rundt mellem både hinanden og grønne omgivelser. Løsningen blev 16 endog meget store krukker med meterhøje planter. Krukkerne er tegnet af Kristine Jensen og fornemt udsmykket i patineret bronze af Raben Davidsen. De allerældste af de oprindelige træer står stadig i haven, som (sammen med bryggeriet) blev overdraget til Carlsbergfondet i 1888. Siden skete der efterhånden en del ændringer i havens indretning, men siden 2009 har den været fredet. Oprindeligt var der dejlig udsigt fra terrassen henover København og helt ud til Kalvebod Strand - det syn er nu forhindret af nye bygninger – man aner forfatterens vemod over det, men til gengæld kan man glæde sig over, at adgang til haven nu er offentlig. Selve restaureringsarbejdet er grundigt beskrevet af Christoffer Thorborg, lektor ved arkitektskolen i Aarhus. Det er fascinerende at bringes til at overveje, hvad der er ’en god restaurering’ contra en såkaldt ’stilrestaurering’, som kan betyde total ødelæggelse for sit offer, tordnes der i teksten. Mon det ikke er denne debat vi herhjemme aktuelt ser omkring Nyborg Slot? J.C Jacobsen havde i 1876 testamenteret villaen til at være fribolig for en mand eller kvinde, der udmærkede sig gennem vigtige bidrag til samfundet som videnskab, litteratur eller kunst. Men naturligvis først efter at hans nærmeste slægtninge enten var døde eller ikke ønskede at bruge huset selv. Laura Jacobsen boede i huset frem til sin død i 1911, og efter sønnen Carls død i 1914 fungerede villaen som ’æresbolig’ frem til 1995, og var i løbet af lige over 80 år hjem for fem beboere. Æresboligen har sit eget kapitel skrevet af historikeren Kristian Hvidtfeldt Nielsen. Tanken var jo, at boligen ud over at være et hjem også skulle tjene som et sted, hvor netværk kunne dannes og mødes. Det fremgår, at der har været stor forskel på, i hvor høj grad husets beboere havde mulighed for at leve op til den ambition. De mest prominente beboere har været Niels og Margrethe Bohr i årene 1932-62. De levede i den grad op til forhåbningerne til netværk. ” Bohr-familien passede perfekt til æresboligen”, skrev en hollandsk fysiker mange år efter han havde været på besøg. Men samfundsmønstret ændrede sig i den grad i løbet af de 80 år, og på et direktionsmøde i Carlsbergfondet i 1995 blev konklusionen, at tiden var løbet fra æresboligen, og to år efter blev boligen til Carlsberg Akademi, hvor der afholdes møder, konferencer og symposier. Bogens hovedkapitel er skrevet af historikeren Birgitte Possing. Det er en bærende tanke her, at fortællingen om Laura Jacobsens og J.C. Jacobsens livsværk er en nødvendig forudsætning for at forstå den fantastiske villa, der er bogens fokus. ” Deres magt blev stor, og de forvaltede den målrettet og med et generøst overskud, selvom deres værdier forblev gammeldags under det tilstundende moderne gennembrud”, skriver hun og peger på, i hvor høj grad det lykkedes for bryggeren at styre sit eget eftermæle, så han selv, ene og alene, står som skaberen af Carlsberg Bryggeri og Carlsberg Fondet. Den historie gør hun nu op med i sin beretning om, hvordan det hele blev til baseret ikke bare på vilje, viden og flid, men også på forbindelser og netværk. Netop det sidste spillede en stor rolle – J.C. Jacobsens far, brygger Christen Jacobsen, var i sin tid indvandret fra Jylland til København, og Laura Holst var kommet fra Nordjylland til København, hvor hun var inviteret til at bo hos bryggerfamilien for at ’ hjælpe til og lære nyt’. Hun blev så (i 1839) gift med Jacob Christian. Imponerende mange nære og fjernere slægtninge til navnlig Laura blev på ikke mindst hendes initiativ tiltrukket af København og kom til at indgå i både private og professionelle relationer til bryggerfamilien og til disses venner. Birgitte Possing har i sin tekst indsat et dobbeltopslag (to sider), hvor man kan få et overblik over de vigtigste familiemedlemmer og venner – og med hensyn til de sidstnævnte er det markeret om det var videnskab, politik, kunst eller bryggeriet og villaen, som var bindeleddet. Meget nyttigt at fordybe sig i. Men hvordan gik det hele nu til? Jacob Christian, J.C., gik ud af skolen i en alder af 14 år og kom i praktisk bryggerlære hos sin far. Han fik aldrig yderligere formel uddannelse – og det gav ham en følelse af underlegenhed, som ”kan have udviklet sig til den mangel på empati, som blev registreret af nogle af hans omgivelser og samarbejdspartnere”, vurderer Possing. Det havde han nu ingen grund til, for hans far var helt klar over nytten af uddannelse og ansporede sin søn til sammen med ham selv at følge H.C. Ørsteds forelæsninger på Polyteknisk Læreanstalt (netop oprettet i 1829). Christen og hans søn fulgte også blandt andre fag kemi, og Christen var den første brygger, der fandt ud af at bruge et termometer til at følge temperaturen under bryggeprocessen – bryggerne plejede ellers bare at stikke fingeren i øllet for at vurdere varmen under gæringen. I 1846 købte J.C. Jacobsen den velkendte grund på Valby Bakke, og han opkaldt grunden efter sin fireårige søn, Carl, og byggeriet begyndte nærmest med det samme – først kom bryggeriet, hvor der var rejsegilde i 1847 – to år efter var haven færdig og allersidst villaen, hvor familien flyttede ind i 1854. Birgitte Possing fortæller levende, engagerende og detaljeret om, hvor aktiv Jacobsen var indenfor både erhvervsliv og politik, hvor han f.eks. i flere perioder sad i Folketinget. Bare et enkelt eksempel på, hvad han overkom selv midt i den store byggefase: som medlem af bestyrelsen for Københavns Vandforsyning var han aktiv i at sikre byens drikkevand efter den store koleraepidemi i 1853. Hvor var nu Laura Jacobsen i alt det? Overalt, lyder svaret fra Possing ud fra hidtil oversete kilder, og det var ikke småting, Laura stod for: hun havde ansvaret for maden til bryggeriarbejderne - de var nemlig på fuld kost og flere af dem boede faktisk på Carlsberg, og så var det hende, der skulle sørge for lægehjælp, hvis nogen kom til skade eller blev syge. Desuden var der jo opsynet med alt i den private husholdning. Til ølbrygningen var der udgravet kolossale kældre – og al opgravet jord blev lagt der, hvor så villa og have skulle ligge med den helt rigtige placering i landskabet, og først og fremmest skulle det være smukt, sagde bryggeren. Og det blev det sandelig også. Det samme syntes gæsterne, der blandt mange andre talte H.C. Andersen. Hvem mon sørgede for planlægning af festerne bl.a. med faste såkaldte fredagsmiddage, menuen, organisering af arbejdet med madlavningen i køkkenet, borddækning – og så skulle der vel også vaskes op. Det gjorde Laura Jacobsen – men alligevel omtalte hendes mand middagene som ”sit selskab”. Det var ikke fordi Jacobsen generelt overså kvinder – hans venskab og brevveksling med skuespillerinden Johanne Louise Heiberg er velkendt og – beskrevet. Nathalie Zahle var en hyppig gæst i hjemmet og på mange måder en loyal støtte for Laura. Bryggeren så hende som iværksætter og støttede hende også økonomisk, da hun byggede skolen på Nørrevold – for han mente bestemt, at kvinder skulle kunne uddanne sig. Her var den nævnte skuespillerinde absolut ikke enig, fremgår det. Birgitte Possing konkluderer, at det for begge ægtefæller var vigtigt at skabe et smukt hus, som kunne være samlingssted for ” ildsjæle på tværs af viden, fag og landegrænser”. Men hvorfor kunne JC dog ikke værdsætte og anerkende Lauras store indsats, og hvorfor gik han så vidt som til at brænde hendes breve – og i det hele taget selektere kilderne til sit eget eftermæle? Trods alt lå der alligevel i Carlsberg arkiv mange relevante og hidtil ikke læste skrifter, som Possing har benyttet i denne bog. Men der eksisterer stadig mange ubrugte kilder til forståelse af Lauras og J.C.Jacobsens familienetværk, så her venter en stor forskningsopgave, skriver Possing i et meget interessant efterskrift, hvor hun også peger på andet endnu uudforsket stof. Med hensyn til det, at J.C. Jacobsen brændte sin kones breve, har nærværende anmelder helt for egen regning en kommentar: kunne det slet ikke tænkes, at brevene var så private, at han ikke ønskede en forudseelig interesse i eftertiden for at fordybe sig i dem? Det er en righoldig bog, hvor de enkelte kapitler sagtens kan læses uafhængigt af hinanden. Det er dejligt, at de forskellige forfattere i høj grad har hver deres egen fortællestemme – der har helt klart ikke være noget forsøg på at ensrette dem. Bogen er et flot bidrag til forståelsen af Carlsbergfamiliens liv og bedrifter – og det vil undre (og skuffe) mig, hvis ikke Birgitte Possings ’Opgaver til videre forskning’ bliver taget op. Endelig er bogen meget, meget smuk med både historiske fotos og nye fotos ved Anders Sune Berg. Billedredaktion og –koordination er gjort med stor omhu og forståelse af teksten. Der er valgt henholdsvis blankt papir til rene billedsider og mat papir til tekst og tekst med indsatte billeder. Teksterne er sat med Carlsberg og CarlsbergSans, ja, de er! Bogen på 272 sider er udgivet af Carlsbergfondet og Strandberg Publishing – på dansk, men desuden også på engelsk Foto af forsiden fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
/f/95823/1982x2764/76ed5da3ad/xi-jinping-forside_300-dpi.jpg)
