”Jeg går på andet år på universitetet, jeg læser filosofi, jeg vil være epistemolog”, sagde den unge mand.
Kommissær Salvo Montalbano skulle lige tænke sig lidt om, før han (næsten) kom i tanker om, hvad det ord betød. Men så taler han ellers hyggeligt nok lidt med gæsten, som er ivrig efter at forstå, hvordan Montalbanos egen hjerne fungerer under en efterforskning. Han er altså ikke lige nu i gang med en sådan, siger Montalbano, men han har nogle mystiske beskeder - en slags gåder, der inviterer ham på en skattejagt, og som trækker ham rundt i landskabet - helt bogstaveligt. Dem kan den unge fyr jo få lov at kigge lidt på, og så kan de snakke sammen igen, når han har tænkt over gåderne.
Den sag, som Montalbano er i gang med, og som indleder bogen, handler om et søskendepar, Gregorio og Caterina, begge godt oppe i årene og splintrende skøre. De havde tidligere handlet med forskellige religiøse effekter som madonnastatuer, kors og krucifikser. Nu havde de sat sig selv på pension og taget varelageret hjem i deres pænt store lejlighed. De havde ikke ret meget forbindelse med omverdenen, men pludselig var de begyndt at hænge enorme bannere op mellem deres balkoner (de boede højt i ejendommen) - først et med teksten: SYNDERE, I SKAL ANGRE! på det næste banner var løftet: SYNDERE, VI STRAFFER JER!! og på det tredje og sidste banner lød det truende I KOMMER TIL AT BETALE FOR JERES SYNDER MED LIVET!!!
Montalbano kan ikke lide det med det stigende antal udråbstegn og tonen skærpes unægtelig gennem de tre udråb, så han ringer til borgmesteren og beder ham sende en af kommunalbetjentene hen til de to gamles lejlighed og få dem til at fjerne de truende bannere. Det var så lige ved at gå galt for den stakkels betjent, for der blev ikke lukket op, da han bankede på deres dør, tværtimod råbte den gamle mand, at betjenten gjorde klogest i at gå sin vej. Det var jo en trussel, så betjenten insisterede - og resultatet var kugleskud gennem den lukkede dør. Skuddene ramte heldigvis ikke (men tæt på), så betjenten foretrak at forlade stedet, medens de to gamle lod skuddene hagle ned fra balkonerne. Her skulle man have troet, at det ville hjælpe med en præst - en sådan blev tilkaldt og udstyret med en højtaler prøvede han at tale de to forstyrrede mennesker til ro. Det hjalp heller ikke. Brandvæsnet var næste forsøg - de kom med en stigevogn og satte den op til femte sal.
Planen var nu, at Montalbano skulle klatre op ad stigen, mens hans folk skulle bryde hoveddøren op. Det lykkes politiet at klare de to vildtskydende gamle mennesker, og en ambulance kører dem væk. Jeg omtaler denne scene så grundigt, fordi den sætter hele handlingen i resten af bogen i gang. Men ikke bare det - den er en klassisk Camilleri præsentation af helten Salvo Montalbano, for han er en helt: han klatrer selv op ad stigen (med en revolver i den ene hånd!), og da han på et tidspunkt - ud for 4.sal - kommer til at se ned, bliver han svimmel og er lige ved at kaste op. Der er rigtigt langt ned. Han havde aldrig før lidt af svimmelhed - det var nok alderdommen, tænker han, men bider tænderne sammen, klatrer videre og kommer ind i lejligheden, hvor også hans kolleger er nået frem og får styr på Gregorio - og på en uhyggelig oppustelig såkaldt lolita-dukke, som læseren kommer til at høre meget mere om. Så dukker Caterina op råbende til Montalbano med vilde øjne: ”Du kommer til at brænde levende i Helvedes flammer!” ”Det taler vi om bagefter” , svarede kommissæren. Fuldstændigt som at høre sheriffens rolige kommentar til kvægtyven i det vilde Vesten.
Et døgns tid eller så efter dukker endnu en lolitadukke op - denne gang smidt ned i en container - hvor mange var der dog af dem i Vigàta, tænker Montalbano - nu begynder det at være endnu mærkeligere.
Undertegnede anmelder mødte først sent Montalbano-krimierne, men er kommet til at holde meget af kommissæren og de personer, der fast omgiver ham både på politistationen og i privatlivet. Først politifolkene: de er altid loyale overfor ham - og omvendt. Så meget, at en af dem, Mimí, i samråd med sin kone havde opkaldt deres søn efter ham. Salvo, hedder så den lille baby, og det glæder egentlig kommissæren, selvom det rykker i ham, når Mimí taler om Salvobassen.
Når man lærer Montalbano at kende, vil man her i bogen nikke genkendende til hans glæde ved mad - specielt som den laves på Enzos restaurant og han har god appetit - hør f.eks. her om en frokost netop der: først et udvalg af alt godt fra havet, så en stor portion pasta med venusmuslinger og derpå rundede han af med en tallerken sværdfiskeruller. Lyder det af meget? Tja, han kunne ikke modstå fristelsen til endnu en tallerken med fiskerullerne. Ikke underligt at Camilleris bøger har inspireret mange kokke i private køkkener - omtalen af retterne er nogle gange så detaljerede, at man bare kan gå i gang.
I privatlivet spiller kæresten Livia naturligvis en stor rolle - eller gør hun? Salvo tænker tit, at nu vil han se at tage op og besøge hende i Norditalien, hvor hun bor. Men der sker altid noget, der forhindrer ham i at tage af sted - og så bliver hun jo lidt utilfreds for ikke at sige sur. Det sker netop denne gang, da Ingrid - en gammel bekendt af Salvo - er på besøg og kommer til at tage telefonen. Satan og helvede, tænkte han…men skaden var jo sket, og faktisk er der ikke noget mellem ham og Ingrid, tror jeg da ikke. Hun er ellers lidt af en dame: høj flot svensker med en karriere som racerbilsmekaniker bag sig - og nu er hun dukket op i netop sådan en bil - og hun kører, da hun og Salvo skal på restaurant: turen tog 20 minutter - med Montalbano bag rattet i hans bil havde det taget tre kvarter, tænker han. Under denne middag fortæller hun om en ung ven, som gerne vil møde Montalbano og tale med ham - det er så den unge mand med filosofistudierne.
Han dukker op igen på politistationen og har virkelig tænkt over gåderne - og man begynder at ane noget uhyggeligt. Hvem er han egentlig? Det viser sig, at han er en slægtning af Gregorio og Caterina, de mærkelige søskende, der indledte mysterierne - og Montalbano bliver mere og mere sikker på, at det med gåderne ikke bare er en uskyldig leg, men ’derimod særdeles farlig’.
Nu skal jeg ikke spoile, men Skattejagten ender virkelig ikke godt - og er mere uhyggelig end Camilleris fortællinger plejer at være.
Montalbano er ikke irritabel, men kan godt lade sig irritere - f.eks. hvor han støder på et almennyttigt boligbyggeri, som han kalder en ”mellemting mellem et mexicansk superfængsel og en topsikret forvaringsanstalt for….morderiske galninge” - og slutter med denne salve: ”Arkitekterne havde løst den kolossale opgave at slukke selveste den sicilianske sol”. Udover at være allergisk overfor elendig arkitektur kan Montalbano ikke udholde dårligt sprog, som f.eks. da hans mekaniker fortæller ham, at det er på tide at ’udfase’ hans bil. Det afføder en lang indre monolog hos kommissæren om ord han hader, som også omfatter ’prekariat, ikonisk, vækste’ - og en stribe andre.
Camilleri er selv yderst opmærksom på sit eget sprog, hvor hans italiensk er stærkt præget af den sicilianske dialekt. Han giver i øvrigt også de mange forskellige personer i bogen nærmest hver deres egen stemme. Der er skrevet adskillige artikler om sproget i hans romaner - og mindst en videnskabelig afhandling specielt om oversættelse af hans værker.
Det antyder jo, at det er en god idé at være måske mere end almindeligt opmærksom på oversættelsen - og her er det Thomas Harder, der som så mange gange før har været på arbejde. Det er en sand fornøjelse at følge hans håndtering af Camilleris mange og meget forskellige personer og situationer - det hele står krystalklart og nuanceret på siderne. En oversættelse handler om meget mere end at finde rundt i en ordbog - specielt i et persongalleri, som det vi her møder.
b>Skattejagten er den sekstende i Montalbano-serien udgivet på Arvids Forlag, 237 sider. Omslaget har Mathias Joong Dahl Jeppesen stået for – det er en smuk, himmelblå sø, som det dejlige landskab spejler sig i under titlens bogstaver
Søg på RadioUpdate
