14 korte, men tætskrevne artikler om enestående steder på denne græske halvø – som er så meget mere end sol, strand og sand. Bogen er et rejsenummer fra tidskriftet SFINX.
Hver artikel har fokus på et bestemt sted på Peloponnes, og overskriften udpeger så et tema knyttet til netop dette sted. Disse mange artikler kan læses helt uafhængigt af hinanden, men hvis man vælger at læse fra en ende af, vil man nærmest trinløst blive båret gennem 40.000 års peloponnesisk historie startende med jægere og samlere i en palæolitisk hule og sluttende i 1834 med en skulptur i landets første hovedstad efter frihedskrigen.
Men lad mig bare starte i Franchthigrotten, hvor Lasse Sørensen, forskningschef ved Nationalmuseet fortæller om fundene i denne hule – enhver arkæologs drøm kalder han den, fordi bevaringsforholdene i dens 11 meter tykke bosættelseslag dannet gennem Palæolitikum (40.000 – 8.300 f.Kr.) har været optimale også for organiske materialer. Det er fascinerende, at man ud fra fund af redskaber kan konkludere, at i hvert fald den sene Palæolitikums jægere/samlere har haft kontakt med Kykladerne – så langt væk som Melos 150 km mod sydøst. Til deres skarpe redskaber benyttede disse mennesker nemlig den vulkanske stenart obsidian, som mest består af siliciumdioxid, men hvor der altid vil være små mængder af andre grundstoffer forskellige fra sted til sted. Dermed røber et redskab af obsidian med stor sikkerhed sin herkomst.
Det er også spændende i artiklen om Argolis i bronzealderenat læse om, at bronze ikke altid udover kobber behøver at indeholde tin, der er langt mere sjældent end den kobber, som findes en del steder i Grækenland. Søren Dietz, Københavns universitet, som står for dette kapitel, forklarer, hvordan man inden den tidlige bronzealder havde en egentlig kobberalder – ikke bare i Grækenland, men også i andre kulturer i Sydøsteuropa. De tidligste bronzer indeholdt ikke tin, men typisk halvmetallet arsen. Endnu en gang kan samhandel og –færdsel følges gennem studier af kemiske forbindelser.
Tønnes Bekker Nielsen, Syddansk Universitet, har givet sit kapitel overskriften De andre spartanere. Der blev jeg nysgerrig – hvem mon de er, ’de andre’? De fleste har en umiddelbar opfattelse af, at en spartaner er en fra fødslen prædestineret kriger. Denne opfattelse har spartanerne sandelig selv skubbet godt i gang ved at fortælle om Lykurgos, deres mytiske og mystiske lovgiver, der skabte de strenge regler, som blandt andet forbød spartanske borgere at ernære sig ved håndværk eller handel. Bekker Nielsen forklarer nu, at Sparta formodentlig indtil omkring år 700 f.Kr. har lignet alle de andre græske samfund. Der var i Sparta ligesom i mange andre græske stater en stor gruppe af ufrie bønder, der dyrkede jorden og afleverede en del af høsten til den spartaner, der ejede jorden. Disse mennesker kaldtes heloter. Men så, lige efter år 700 f.Kr., erobrede Sparta det frugtbare naboland, Messenien. Det gik nu ikke helt let – messenierne gjorde oprør og kæmpede i 20 år hårdt for deres selvstændighed. Sparta vandt dog, gjorde alle messenierne til heloter – og var pludselig et selvforskyldt mindretal i eget land endda med et flertal, der før havde gjort oprør og måske kunne tænkes at forsøge sig igen. Fra nu af levede spartanerne så på den måde, de er blevet berømte for: altid parat til krig! Desuden var der endnu en gruppe af ’andre spartanere’, nemlig perioikerne – det betyder ’de omkringboende’. De var ikke slaver og havde et vist selvstyre, men ingen stemmeret ved Spartas folkeforsamling. De var til gengæld uundværlige for de fuldgyldige spartanere – hvor skulle de ellers have fået deres kære våben fra, når de ikke selv måtte drive håndværk eller erhverv?
Artiklen om Mantinea i Arkadien har som sit tema Det Repræsentative Demokratis Rødder. Nicolai von Eggers, Kingston University, inddrager i høj grad Aristoteles, som i skriftet Politikken beskriver Mantineas demokrati. Han kalder det ikke alene for ’det ældste’, men også for ’det bedste’ af slagsen. Men det var meget anderledes end det atheniensiske, der jo var det direkte demokrati, hvor borgerne selv ved personligt fremmøde tog alle beslutninger og dømte i alle retssager. Men sådan gjorde de ikke i Mantinea. Her blev en gruppe ved lod udtrukket til at repræsentere den samlede befolkning. Denne gruppe udpegede så embedsmænd til at passe den daglige forvaltning. Aristoteles’ teorier omkring denne form for demokrati har været genstand for større interesse gennem tiderne end Mantineas praktiske anvendelse af denne model, bemærker forfatteren tørt – og sammenholder i øvrigt denne med det amerikanske electoral college.
Efter flere kapitler om Peloponnes i romertiden, i middelalderen og i den byzantinske periode er vi fremme ved frihedskrigen fra osmannisk herredømme og Revolutionsudbruddet på Peloponnes,som i flg. traditionen starter i et kloster 25. marts 1821. Mogens Pelt, Københavns Universitet, skriver i fascinerende detaljer, hvordan oprøret bredte sig over det meste af halvøen og hvordan Theodoros Kolokotronis udslettede en hel osmannisk hær i ’slaget over alle slag’, som fandt sted 26-28 juli 1822 i nærheden af Argos. Sultanen var nu så desperat, at han søgte (og fik) hjælp hos Egyptens guvernør, der rådede over den stærkeste hær i Det østlige Middelhav. Det kunne være gået helt galt nu for grækerne, skriver Pelt, hvis ikke der var kommet hjælp i form af en fælles britisk-fransk-russisk flåde, der d. 20. oktober 1827 sænkede de egyptiske krigsskibe i Navarinobugten. Hermed er vi tæt på oprettelsen af den nye græske nationalstat og på kapitlet om Nafplio, hvor Birgit Olsen, ph.d. i moderne græsk, tager tråden op og fortæller, at landets første statsoverhoved, Ioannis Kapodistrias, året efter ankom til Nafplio eskorteret af et skib fra hver af de tre stormagter, der vandt slaget i Navarinobugten. Tyngden i dette kapitel ligger nu på fortællingen om Mado Mavrogenous – en frihedsheltinde i Nafplio, som overskriften lyder. Hun var bestemt ikke den eneste kvinde i den græske frihedskamp, men jeg tvivler ærlig talt på, om andre kan have en helt så dramatisk og fantastisk historie, som den jeg lige har læst her – jeg vil slet ikke prøve at referere, det skal læses i Birgit Olsens ord!
Hæftets 14 kapitler rummer 14 nedslag i steder på Peloponnes, men nedenunder disse fortællinger flyder en strøm af geologiske begivenheder: nogle steder var havniveauet i tidligere tider lavere end i dag (f.eks. i stenalderen, ved Franchthigrotten, som dengang lå tilbagetrukket fra havet, eller Asopos fra senklassisk tid, der nu er ved et blive oversvømmet), andre steder til andre tider var det højere (f.eks. i bronzealderen, omkring Argos, hvor den nuværende slette dengang var havbund). Om disse ændringer i forholdene skyldes klimaændringer eller geologiske fænomener, ved jeg i hvert fald ikke. Krig og fred, religiøse og politiske fluktuationer følger også med i fortællingerne, der alt i alt samlet set er meget mere end hvert enkelt kapitel for sig.
Illustrationerne er meget velvalgte – mange af de omtalte steder er ikke voldsomt kendte, så de små kort, der langt de fleste steder er sat ind, påskønnes i den grad! Et så relativt hengemt sted som Franchthigrotten er der simpelthen både kørevejledning til og gps-koordinater. Det er service… og nu vi er ved kørslen rundt på Peloponnes: det her omtalte skrift er hæftet i en virkelig god kvalitet og sammenholdt med, at det ikke er tungt, vil det være en mere end fin rejselekture til turen rundt til ikke bare velkendte og velbeskrevne steder, men også til dem man måske dårligt nok har hørt om.
Freiheit09 har stået for det flotte grafiske design.
Tidskriftet SFINX er støttet af Statens Kunstfond og udgives af Forlaget Orbis. Nærværende hæfte: 88 sider
Man kan på forlagets hjemmeside få et grundigt kig på udgivelsen og få indtryk blandt andet af de smukke billeder i bogen.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
