Fruen var en stærk kvinde, som krævede – og fik – særbehandling.
Foto af forsiden fra forlaget
Fruen var Malene Lei Rabens mor, og selvom bogens undertitel lyder ’En datters historie om kærlighed og frihed’, så er beretningen rystende læsning om forfatterens tilværelse som datter af en totalt dominerende mor – dominerende på godt (det må indrømmes), men langt mere ondt.
Bogen er stillet op i tre hovedafsnit, hvor kronologien på ingen måde er fortløbende, men hvor første del mest fokuserer på perioden, hvor Raben er voksen med egne, opvoksende børn og samtidig dyb følelsesmæssig afhængighed af sin mor, som netop er gået på pension. Anden del har omdrejningsakse i barndommen, og tredje del behandler moderens sidste år, inden hun dør af kræft lige efter sin 74-års fødselsdag.
Det er en tragisk skæbne at have et forhold til sin mor, som det Malene Lei Raben fortæller om, hvor moderen aldrig er tilfreds med sin datter og bagtaler hende. Specielt grumt er det, at moderen kritiserer og bagtaler Malene overfor dennes ældste datter. At prøve at så ondt mellem sin egen datter og sit eget barnebarn – så kan det ikke blive værre.
Bogen vil efter sit indhold kunne deles i fire dele: den lykkelige barndom, de forfærdelige teenageår, årene med utilgivende voksne både mor og datter og endelig de (næsten) forsonende, allersidste dage i moderens liv.
Det kommer lidt bag på læseren, når den lykkelige barndom introduceres, for der havde man jo allerede stiftet bekendtskab med det forvredne forhold mellem mor og voksen datter. Men den er god nok: den lille pige bliver krammet og kysset af sin mor, indtil hun falder i søvn på sin mors skød. Til gengæld har barnet så meget frihed, at det grænser til omsorgssvigt, når hun f.eks. ikke får kontrolleret sin tandbørstning. Moderen er alene med sine to døtre efter en ulykkelig skilsmisse og tilgiver aldrig sin eksmand, og pigernes besøg hos ham og hans nye familie i Aalborg er ikke udpræget fornøjelige. Malene Raben fortæller om en ikke helt ubetydelig række af mænd i moderens liv efter skilsmissen – mænd, som hun mestendels har pænt at skrive om. Skiftet fra den dejlige barndom til den skrækkelige tid som teenager sker, da Malene lige er fyldt 13, og moderen samtidig bliver forladt af ’Peter Post’, en af den række af mænd, der havde været en del af familien. Det er aldrig nemt at blive teenager og ’fuld af hemmeligheder’, som forfatteren skriver, og moderen har slet ikke øje for denne (naturlige) udvikling og mener, at datteren ’var ved at udvikle narcissistiske og psykopatiske karaktertræk’.
Fra da af gik deres forhold ned ad bakke. Sin far kunne hun, selvfølgelig (siger hun selv), ikke snakke med – hun besluttede at klare sig selv. Det gik ikke altid så godt, og en abort kort tid efter studentereksamen blev efterfulgt af endnu en graviditet, et hastigt bryllup – og ikke lang tid efter skilsmisse.
Men nu var Malene Raben altså selv blevet mor – og samtidig universitetsstuderende. Ikke altid let, og vi får et pludseligt glimt af omsorg fra hendes mor, som en nat, da datteren ikke kan sove, kører hen til hende. På næste side (i bogen) er moderen så igen kold og ligeglad.
Malene Lei Raben blev cand.jur. og hendes faglige talent var åbenlyst, for allerede et år inden eksamen havde hun kontrakt på et job i et kendt advokatfirma. Siden da har hun været i et væld af stillinger og funktioner og været en ivrig debattør i medierne. Hun arbejdede og arbejdede. Samtidig var der også stress og svimlende angstanfald – f.eks. en tur over Storebæltsbroen, hvor Malene Lei Raben pludselig opdagede, at hun ikke kunne styre bilen. Jeg for mit vedkommende fik svedige håndflader, indtil hun var sikkert i land på Sjælland….
Elastikken var sprunget, konkluderede hun, tog konsekvensen og stoppede med det arbejde, der gjorde hende syg og blev selvstændig.
Hendes mors kommentar? ”Du har ikke et særligt hårdt arbejdsliv, Malene. ” Og lidt senere:
”Du skylder mig alt”
Datterens svar: ”Jeg skylder dig intet, men jeg vil gøre alt for dig”
Det kom hun også til, for moderen blev syg af kræft og forventede Malenes udelte opmærksomhed og praktiske assistance, selvom det nærmest betød, at datteren satte sit eget familieliv på hold. Malene Lei Raben var nu gift igen - med en mand, der var og er en fantastisk støtte for hende og et unikum af tålmodighed. Vi følger hende gennem moderens sygdomsforløb og konstante kritik, og det er faktisk ikke helt let for denne læser med sin hjerne at forstå datterens stemme på en af de allersidste sider i bogen, hvor hun skriver: ”Jeg elskede hende, heldigvis”.
Jeg spørger mig selv: for det første - hvad er det egentlig der foregår og for det andet - hvorfor har Malene Lei Raben skrevet bogen?
Det dominerende hovedtema i bogen er naturligvis forholdet mellem mor og datter. Men det foregår naturligvis ikke i et tomrum, og det hører klart med, at begivenhederne har afsæt i 70’erne (Malene Raben er født i 1969) med alt hvad dertil hører af seksuel frigørelse, krav om at kunne realisere sig selv, næserynkning overfor traditionelle ’borgerlige’ værdier sammen med flirt med den politiske venstrefløj, let adgang til skilsmisse, og kvinders mulighed for høj uddannelse og topjobs. For både Malene og hendes mor, Birgit Raben, var der fuld skrue på hele den palet. Skilsmissen fra Malenes far var endda meget hård for moderen, der ikke lagde skjul på sit mishag ved datterens besøg hos faderen og hans nye familie i Aalborg. Ingen tvivl om, at Birgit Raben havde måttet kæmpe både for som jurist at få en karriere indenfor sit fag og for at klare alle de udfordringer, der fulgte med lederjob. Men hun lod sandelig også datteren vide, hvor hårdt det var. Alt det samt detaljer fra begge forældres seksualliv får læseren meget at vide om, og forfatteren lægger ikke skjul på, hvor frygteligt hun oplevede forældrenes indbyrdes krig efter skilsmissen. Samtidigt har hun et nærmest idyllisk forhold til morforældrene og deres gård i Sønderjylland, som hun hyppigt har besøgt. Alt det indgår i Malene Rabens virkelighed og er det bagtæppe, som forholdet til moderen udspiller sig på.
Det andet spørgsmål er så, hvorfor hun har fortalt sin historie. Den er velskrevet, gribende og næsten ikke til at lægge fra sig, og det er et projekt, der virkelig må have krævet mod og motivation. Måske har det været en form for lettelse og renselse at få forholdet til moderen gennemtænkt nu på afstand og nedskrevet? Måske er det samtidigt for at andre ved at få del i hendes liv kan hjælpes til selv at forstå noget i deres eget? I en afslutning med overskriften TAK sidst i bogen takker hun sin familie og særligt sin mand og sine tre døtre, fordi de har givet hende frihed til at skrive en historie, der også tilhører dem. Her skal man måske se den allerstørste motivation til bogen – at formulere i en bog overfor sin helt nære familie, hvordan hendes egen baggrund og tilværelse har været.
Forlagsredaktion er ved Leila Vestgård, omslag Alette B, forfatterportræt Les Kaner.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
